Har de “magtkritiske” medier også blik for den usynlige magt?

Mette Frederiksens brug af magten vækker afsky i medierne, men var det bedre dengang magt og ansvar ikke fulgtes ad?
Foto: David Troels Garby-Holm
Jonas Herby, chefkonsulent i Cepos, taler til anti-coronarestriktions demonstration, oktober 2020
Pressemødet på det socialdemokratiske sommergruppemøde var ikke mange minutter gammelt, før statsminister Mette Frederiksen (S) atter måtte forsvare regeringens magtudøvelse.

“Der er én ting, der er værre end magtfuldkommenhed - det er magtesløshed” sagde statsministeren, da medierne for 117. gang konfronterede hende med kritikken af regeringens “magtfuldkommenhed”.

Dermed blev der skrevet endnu et kapitel i historien om den socialdemokratiske et-parti regering.

For allerede ved regeringsdannelsen blev Mette Frederiksens magtforvaltning et hedt emne. Daværende stabschef Martin Rossen fik en plads i regeringens koordinationsudvalg og så var fanden løs.

Uagtet af koordinationsbehovet i en et-parti regering er overskueligt og at Mette Frederiksen i princippet kunne koordinere over sit køkkenbord eller på Toga Vinstue, flød medierne over med vrede avisledere og bekymringsbidrag fra de både erklærede og selverklærede eksperter i forvaltning, hvis skråsikkerhed er proportional med deres afstand til beslutningsprocesserne.

De borgerlige var i smug misundelige

Dengang i 2019 talte jeg med en markant borgerlig politiker, der på tomandshånd åbent erklærede sin ærgrelse over at VLAK-regeringen ikke havde været tilsvarende dygtig til at sætte sin vilje igennem over for systemet.

De beslutninger der blev taget i regeringstoppen havde det med at ændre sig til ukendelighed i deres vej ned igennem systemet.

For akkurat som socialdemokraterne erfarede i Thorning-tiden, så var oplevelsen i den borgerlige regering, at de beslutninger der blev taget i regeringstoppen havde det med at ændre sig til ukendelighed i deres vej ned igennem systemet.

Vel og mærke uden det var muligt at sætte finger på, hvor i processen for eksempel en indsats mod social kontrol blev til et partsindlæg mod regeringens integrationspolitik.

Beviser minksagen, at kritikerne havde ret?

Med minkskandalen har kritikerne imidlertid fået ret. I hvert fald i deres egen optik. Det er farligt at samle magten på et sted, for det ender med, at tingene går for hurtigt og kører af sporet, fordi ingen tør sige statsministeren imod.

Det er en stærk fortælling, og den har mange tilhængere blandt journalister, hvor statsministerens “magtfuldkommenhed” er blevet en vedtaget sandhed og ikke et udtryk for uenighed i den førte politik.

Men lad os kigge på den anden store skandale i nyere tid - nemlig Inger Støjbergs overlagte og langvarige brud på ministeransvarlighedsloven.

Det skete, uagtet at den daværende borgerlige regering bestod af hele tre partier og med - må vi forstå - en helt anden og sundere respekt for det upolitiserede embedsværk.  

Minkskandalen er en skandale, fordi det er muligt at placere et ansvar

Jeg vil vove den påstand, at årsagen til at minkskandalen er så stor en skandale skyldes, at det er nemt at placere et ansvar.

For selvom det ikke er politikernes opgave at sørge for alt det juridisk processuelle, så er der ingen der er i tvivl om, at det i sidste ende var statsministeren der stod bag beslutningen.

Journalister forstår personlig magt. Ikke institutionel magt.

Et eksempel på det modsatte er amputationsskandalen i Region Midtjylland, hvor sagesløse danskere har mistet arme og ben.

Ødelæggelsen af SKAT. DSBs signalsystem. Tibetsagen. Hærens ammunitionsmangel og det offentliges utallige kuldsejlede IT-projekter.

Her er det komplet umuligt at placere et ansvar, og da man nu engang ikke kan hive en institution i et TV-studie (eller lave et fly-banner, som Ekstra Bladet gør), så mister medierne også interessen. Journalister forstår personlig magt. Ikke institutionel magt.

At give magten til de ikke-valgte er ingen garanti mod skandaler

Det er måske forståeligt, at mange danskere vender sig imod koncentrationen af magt i Statsministeriet på baggrund af minkskandalen. Men som de foregående eksempler demonstrerer, var det tidligere system ikke en garant imod skandaler. Uanset røde eller blå regeringer.

Den manglende lovhjemmel betød mest af alt, at erstatningen blev langt højere end ellers.

Magt forsvinder ikke og derfor skal den betros dem, som kan stilles til ansvar. Ikke anonyme jurister, økonomer, embedsfolk og lobbyister. Og med SKAT og alle de andre nedsmeltninger, var der ikke tale om en menneskelig fejl i en skarp og tidskritisk situation, men om tusind bevægelige dele, der over årtier malede sig selv til støv.

Minkskandalen er en skandale, fordi myndighederne naturligvis skal have orden i penalhuset, men der er ikke nogen mink, der døde, som ikke alligevel var blevet slået ned.

Effekten for den enkelte minkavler var tragisk, men den manglende lovhjemmel betød mest af alt, at erstatningen blev langt højere end ellers.

Der er også en anden minkskandale - nemlig alle de danskere der blev syge og døde, fordi myndighederne ikke tog mink-truslen alvorligt og ventede med at handle, til det var alt for sent. Hvad har det kostet af menneskeliv?

Vi ved det ikke, for det interesserer ikke medier og politikere. 30? 50?

Løkke ville havde gemt ansvaret væk i en matrjosjka-dukke af nævn og udvalg

Lige nu har danskerne rent faktisk muligheden for at gøre den øverste i regeringen ansvarlig for en skandale, men det er måske overvejelse værd, om magten skal gives til dem, der igen vil putte ansvaret væk i en matrjosjka-dukke af nævn og udvalg.

Lad nogle embedsmænd stå på mål for Venstres politik, så Venstre slipper for det.

Løkke havde en forkærlighed for at lade sager "modne" i kommissioner.

Ideen var at lade institutionernes inerti og systemlogikker gøre arbejdet, så man selv slap for ansvaret. Jakob Ellemann-Jensens forslag om et "reformråd" er udtryk for samme logik: Lad nogle embedsmænd stå på mål for Venstres politik, så Venstre slipper for det.

På den måde kan man få gennemført "nødvendighedens" politik, men effekten er, at vælgerne (med rette) bliver frustrerede over, at deres stemme ikke gør nogen forskel, og derfor søger mod yderliggående partier, der vil gøre op med samme nødvendighedens politik. 

At man kan stille magthavere til regnskab er et sundhedstegn. Men det er bøvlet og uæstetisk og farligt, og derfor er det for magthaverne mere bekvemt at lade systemet tage skraldet.

Ikke desto mindre bør vi som borgere overveje, om vi ikke står os bedst med en ærlig og transparent magtudøvelse. Og i samme ombæring kunne de selverklærede "magtkritiske" medier overveje, hvordan magt egentlig fungerer.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Godt skrevet.

En meget stor del af bitterheden fra regeringens modstandere skyldes nok også bare, at de er lykkedes med at få så meget af deres politik igennem, at man lige pludselig nemt kan se forskel på, hvem der sidder i regering, og at forskellene ikke bare er floskler og paroler.

Det er bare lige sagens kerne, for oppositionens barnlige og usmagelige opførsels!

Det er bare lige sagens kerne, for oppositionens barnlige og usmagelige opførsels!

Ikke bare godt skrevet. Det er SUPER godt skrevet. Og - ikke mindst - det er RIGTIGT.

Jeg ihukommer Berit Ås fem herskerteknikker: 1) Påføring af skyld og skam, 2) Latterliggørelse, 3) Dobbeltstraf (Damn you if you do, and damn you,if you don’t), 4) Usynliggørelse og 5) Tilbageholdelse af information. De tre første herskerteknikker er i den grad i spil i forhold til Mette Frederiksen. De anvendes både af oppositionen og medierne.
De blev formuleret af Berit Ås i 1978 i forhold til kvindeundertrykkelse. Tænk, at vi ikke er nået længere, 44 år senere.

Det er ligemeget. For drabet af de 100.000,- mink var forfærdeligt. Måden de blev begravet på et ikke-regulerbart sted, og måtte graves op igen, og der er jo meget mere. Det er et forfærdeligt ROD. Bare tænk på telefonbeskeder der er blevet slettet, nye telefoner, minkkommisionens opråb i sidste ende, Nej nej nej.

Minkene var blevet aflivet alligevel og avlerne fik alt for stor erstatning. Det eneste forfærdelige er de personer der blev syge/døde på grund af avlernes efterladen hed og grådighed!

Minkene var blevet aflivet alligevel og avlerne fik alt for stor erstatning. Det eneste forfærdelige er de personer der blev syge/døde på grund af avlernes efterladen hed og grådighed!

Mink er ikke kæledyr, de bliver født til at skulle dø. Hvor man har levende dyr, har man døde dyr, de er der kun af en årsag og det er at minkavlerne kan tjene penge på dem. Hvis du har så ondt af minkene, så burde du hellere brokke dig over, at der overhovedet findes minkfarme i Danmark, hvor store dele af Europa har forbudt minkavl allerede. Forhåbentligt kommer der inden længe et EU forbud mod pelsavl.

Vi behøver heller ikke at have så ondt af minkavlerne, de får i gennemsnit 19 millioner i kompensation per næse.

I øvrigt blev der ikke aflivet en eneste mink ulovligt. Først efter der var hjemmel til det, begyndte man at aflive i zone 3. Før da blev der kun aflivet mink i zonerne 1 (smittede mink) og zone 2 minkfarme indenfor 7,8 km af smittede mink.

Hvor mange ældre døde der grundet minkavlernes snyd og bedrag og hvor hustruerne på smittede farme gik lige fra staldene og på arbejde i hjemmeplejen. Minkalerne ignorerede telefonen når myndighederne ringede, sendte mink fra bunden af fryseren som man var sikker på ikke havde været smittet til kontrol, i stedet for nyligt aflivede mink. Minkavlerne eller deres støtter har ikke noget at lade regeringen høre, de opførte sig så forkasteligt og egoistisk som overhovedet muligt, i en situation der kunne have skabt et nyt Wuhan i Danmark.

Meget fin analyse og beskrivelse af pressens fokus på person angreb. Ekstra Bladet har fx været meget interesseret i Morten Messerschmidt sag om småbeløb, han skulle have snydt EU for, medens en sag, hvor en kommune bevidst havde løjet over for en anden offentligt myndighed, for at opnå en milliongevinst, ikke have avisens interesse!

Hvis man vil vide mere om Venstres/Løkke Rasmussens måde at føre politik på, så bør man læse Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”.

Det forekommer noget uklart hvad Marie Aquilegye egentligt mener om Minksagen. Hvad er der forfærdeligt med ”drabet” på mink? Det er jo ligesom meningen med minkavl, at de skal dræbes, når deres skin er store nok! Og det er vist ikke unormalt at sms’er slettes – også Søren Pinds ministertelefon slettede sms’er efter kort tid. Endvidere har det vist ikke forhindret Minkkommissionens arbejde? Jeg vil anbefale Marie at læse professor emeritus Carsten Henrichsen artikel på altinget.dk ”Minkkommissionen var et teater, der skulle holde liv i affæren frem til et valg. ”

Er "blå magt" da bedre ? Overhovedet IKKE.Absolut ikke.
Politiker er en stilling intet andet.Et job der giver kroner og ører.
Hvor mange ville mon sidde på Christiansborg hvis det var ulønnet arbejde ?

De "blå" havde håbet/ønsket at Mette Frederiksen ville "falde".Deres mening med at sende hende for rigsretten.
De "blå" er utålmodige. Venter som "små børn på gaver juleaften" for at få afsat Mette F. Og så skal det "blå kompani" til fadet hurtigst muligt. Så alle "fattigrøve kan komme godt og grundig ned med nakken". Og komme til at betale "ved kasse et" i lang tid fremover.

Annonce