Annonce

Hestesex og solguder: Grufuld og brydsom rejse til bronzealderen

Machiavelliske magtkampe i en sovs af afrevne kønsdele, kogende hjernemasse og obskure ceremonier. Det er den strabadserede rejse, man begiver sig ud på i Kristian Bang Foss' nye bronzealderroman, ’Manden der bar solen’.
Foto: Gyldendal
Kristian Bang Voss har skrevet en medrivende roman sat i bronzealderen.
Kristian Bang Foss er blandt mine yndlingsforfattere.

Jeg grinede min røv i laser over bogen ’Frank vender hjem’, som på Scherfigsk manér spidder overklassens hulhed og kulturelitens selvhøjtidelighed, mens den illustrerer tidens halvskjulte klassemarkører, så de lyser op som afslørende fingeraftryk på et færdigefterforsket gerningssted.

Jeg var helt oppe at køre over fækalisten, smøreren og frikadellefarsen i ’Stormen i 99’. Og efter ’Døden kører Audi’ måtte jeg en tur i IKEA efter en høj hovedpude til sideliggere, for at finde ro efter den på en gang smukke, triste og uendeligt morsomme beskrivelse af forstæderne og den evige menneskelige stræben efter succes og forløsning på trods af modstand og uretfærdighed.  

Men hvor K. B. Foss i sine tidligere romaner skrev lige ud ad landevejen om en samtid, vi kender fra hverdagen, sejler han opstrøms med kort pagaj af snørklede floder og fjorde i bronzealderens for mig ukendte univers.

Hvor Politiken kalder bogen ”Et sværhug af en bronzealderroman” i sin boganmeldelse med hele seks stjerner ud af seks mulige, kom jeg selv til tider på overarbejde i en skærsild af svært tilgængelige beskrivelser, lange navne og de mange rejser op og ned ad de floder, jeg ikke kunne hitte rede i.

Men nu hvor bogen er læst, er jeg helt høj, som af de svampe, der i bogen bruges til at se ind i fremtiden. For den er helvedes god og det hele værd. Men afgjort noget helt andet end den K. B. Foss, jeg lige havde lært at kende.

Det er tydeligt, at Foss har ladet sig inspirere af Machiavellis klassiker

Det er dybt imponerende, hvordan Foss formår at åbne en ukendt bronzealder op og gøre den levende og actionpræget.

Ikke underligt, at Kristian Madsen fra A4 skrev: ”Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så opslugt af en bog. Game of Thrones som Martin A. Hansen ville have skrevet den. DR burde på stedet lave en tv-serie. Kæmpe anbefaling…” 

Inspiration fra Machiavelli

’Manden der bar solen’ rummer en række magtkampe, som man kan spejle stort set alle andre magtkampe i. Det er tydeligt, at Foss har ladet sig inspirere af Machiavellis klassiker ’Fyrsten’, blandt andet da han beskrev de råd, som hovedpersonen, Raudon, får af sin fosterfader, Artomaglos. Her bruges ”del og hersk”, ”ydre fjender, der kan samle og mobilisere folk” og meget andet.

Et elegant element i bogen er, at Foss lader Roudons tvilligebror, Hauhon, være hovedpersonens evige samvittighed, eftertanke og refleksion.

En rival, der står i vejen, men også fordi enhver udøvelse af magt skaber tvivl og er en evig kamp med den dårlige samvittighed. Det er efter min menig et raffineret psykologisk element.

De billedrige krigsepisoder og de mange ceremonier og ofringer skaber et fascinerede univers

Foss er selv åben om, at hans fremstilling af bronzealderen beror på kunstnerisk frihed. Men man er ikke i tvivl om, at forfatteren har haft næsen dybt nede i både arkæologi og sproghistorie, hvilket får bogen til at fremstå som et troværdigt bud på bronzealderen.

De billedrige krigsepisoder; afrevne kønsdele og kogende hjernemasse og de mange ceremonier og ofringer med hestesex og solgudedyrkelse skaber et fascinerede univers, der øger interessen for bronzealderen, som jeg selv kender alt for lidt til.

Sprogligt vækker Foss også en række ord til live, som har hvilet alt for længe. Eksempelvis er ”magsvejr” noget, vi siger for sjældent, og det er ikke kun fordi, det danske vejr ikke arter sig ofte nok til at bruge det.    

Kræver fordybelse

’Manden der bar solen’ er et sandt mesterværk, og jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger. Men tag dig i agt.

Det er ikke en bog, man bare lige læser i bussen, mens en børnehave stiger på, og tre teenagere taler i mobiltelefon. Den kræver koncentration og fordybelse.

Og måske bogen ville nå et endnu bredere publikum, hvis forfatteren og forlaget havde ofret bare en smule af de mange roture, svære sætninger og besværlige og lange navne til solguderne. Jeg tror det.

Men god tur til bronzealderen – det bliver ikke kun i magsvejr.

 

Kristian Bang Foss. 'Manden der bar solen'. 439 sider. Gyldendals forlag 2023.

Rasmus Prehn (f. 1973) medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, formand for Folketingets Transportudvalg. Har været medlem af Folketinget siden 2005. Tidligere minister for udviklingssamarbejde og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

 


Flere artikler om emnet

Annonce