Annonce

Hukommelsen binder sig til tingene og fortættes der

Christian Vind har skrevet en art kunstnerisk manifest i form af bogen 'Lolland I-III', hvor han illustrerer, hvorledes kunst kan opfattes, og hvordan værker kan foldes ud, hvis blot man fæstner sit blik og sine tanker på dem.
Foto: Antipyrine. Omslag: Christian Vind
Christian Vinds nye bog er mageløs læsning. Foto: Antipyrine. Omslag: Christian Vind
Kunstneren og forfatteren Christian Vind har skrevet en lille bog om tre vinterture til Lolland. Den er udgivet på det avantgardistiske forlag Antipyrine.

Selvom den i fysisk omfang ikke fremstår overvældende, og dens emnevalg heller ikke umiddelbart synes fængende, så er stilen, den er skrevet i, og tankerne, der gives udtryk for, vældigt interessante.

Genren er velkendt. Et utal af kunstnere og forfattere har benyttet sig af Vinds greb, inklusiv ham selv, der også tidligere har skrevet lignende bøger.

Det er fortættede refleksioner, der ligesom opstår ”hen ad vejen”, og de foldes nærmest spontant ud efterhånden som forfatteren støder på fænomener og genstande, der umiddelbart fremstår som uanseelige.

Fylden opstår ved, at forfatteren kikker på tingene, som var de krystaller, hvor tanken kan foldes ud.

En art kunstnerisk manifest

Christian Vinds binding til Lolland stammer fra hans opvækst, så bogen er en slags tilbagevenden til en svunden tid. Det er bare ikke barndomserindringer, der fylder i bogen.

Det er mestendels tanker om kunst. Meget af det, der fanger hans interesse, er hvad man lidt groft kan kalde for ”rundkørselskunst”, det vil sige al den nærmest druknede kunst samt genstande, som vi er omgivet af, men som de fleste af os slet ikke bemærker.

Christian Vind pointerer, at værket ikke er til pynt, men at der er tale om et kunstværk

Det kan være de milesten, eller kilometersten, der findes alle steder langs vejene. Eller det kan være et kunstværk, som for eksempel ‘Frihedens port’, der er placeret på Frihedens station. Christian Vind pointerer, at værket ikke er til pynt, men at der er tale om et kunstværk.

Bogen er en art kunstnerisk manifest, hvor Vind illustrerer, hvad kunst ifølge ham er, og hvad der ikke er.

Rematerialiseret

På hans første tur fra 2020 ser han hvordan nogle anonyme kunstnere fra Kunstakademiet har begået en ”kunsthappening”, hvor de har stjålet Jacques-Francois-Joseph Salys buste i gips, et portræt af Kunstakademiets stifter, kong Frederik 5.

De stjal busten og smed den i havnen, i protest mod at marginaliserede mennesker dengang og i dag bliver undertrykte.

De forsvarede sig med, at der var tale om en kunsthappening, hvor skulpturen var blevet ”rematerialiseret”. Det er en idé om kunst, som Christian Vind ikke er enig i.

Kunstværker kan vel nok handle om politik, men det er ikke det essentielle 

Han skriver, at påhæftelsen af mærkatet ”kunst” blot er en tilføjelse, der ikke betyder noget.

Vinds egentlige kritik af disse anonyme kunstneres hærværk handler om, at kunstneren Saly faktisk var fremragende, og at det derfor ikke handler om den portrætterede Frederik 5.

For det er sådan, at Vind anskuer kunstværkerne. Kunstværker kan vel nok handle om politik, men det er ikke det essentielle.

Hvis man borer dybt nok

Christian Vind bruger sin bog til at illustrere, hvorledes kunst så kan opfattes, og hvordan værker kan foldes ud, hvis blot man fæstner sit blik og sine tanker på dem.

Det kan også være arkitektur eller en undersøgelse af et specifikt kunstværks historie. Christian Vind elsker at grave i arkiver, og han viser, hvor spændende selv det uanseelige kan blive, når blot man borer dybt nok.

At betragte og læse om en arkitekt, for eksempel, der har præget Lollands byhistorie, kaster et utal af refleksioner af sig, fordi han besøger bygningerne, der bærer præg af tidens gang.

Hans beskrivelser af især arkitekturen er mageløs læsning

Christian Vinds mere eller mindre spontane undersøgelser af alt muligt mellem himmel og jord er båret af hans store vid.

Hans beskrivelser af især arkitekturen er mageløs læsning, fordi hans sprogsans og tekniske viden er så omfattende.

På den måde er hans bog fascinerende, ligesom Peder Frederik Jensen debutroman, ’Læretid’ fra 2012.

’Læretid’ er en jeg-fortælling, hvor Peder Frederik Jensen trækker på sine erfaringer som bådebygger, og alle de tekniske beskrivelser er på en sær måde poetiske.

Christian Vind illustrerer, at det tekniske og det historisk forankrede, når det bruges i praksis, ved at man observerer sine omgivelser, der umiddelbart fremstår grå og kedsommelige, kan foldes ud og blive til så meget mere.

Det er ligesom hans lære: at “hukommelsen binder sig til tingene og fortættes der”.

At rejse er at leve

Man kan også sige, at bogen handler om, at ”rejse er at leve”. Det er kunstneren, der hele tiden er på arbejde, fordi han observerer, kikker på sin omverden, med et kunstnerisk blik.

Man kan sige, at Christian Vind genskaber al den kunst, som han dvæler ved, og at disse genstande i sig selv ikke er noget, før nogen kommer og undersøger dem.

Kunst er ikke bare et værk, der er blevet udført eller opført. Det er en tilblivelse, der hele tiden aktualiseres gennem tid.

Det er selve turen, rejsen, der er det essentielle, hvor oplevelserne foldes ud

Christian Vind formår også at illustrere, at kunst ikke nødvendigvis befinder sig der, hvor alles blikke er rettet hen.

Lolland er ikke ligefrem kendt for at være et kunstens Mekka. Det synes jeg er en vigtig pointe, som Christian Vind med held får sat fokus på.

Det store kan faktisk rummes i det mindre, og hele landskabet er spækket med ting og fænomener, der kan foldes ud.

For Christian Vind er disse ture på en måde uden et egentligt mål. Det er selve turen, rejsen, der er det essentielle, hvor oplevelserne foldes ud.

Al den politisering

Bogen slutter med endnu et kunstnerisk manifest. På Fuglsang Kunstmuseum, der ligger i Guldbergsund, ser Christian Vind, at museet forsøger at rejse penge til at indkøbe et værk af kunstneren Agnes Slott-Møller.

Værket er fra 1899. Kunstmuseet pointerer, at man gennem kunsthistorien har set ned på kvinder, og at det derfor er museets fremmeligste opgave at indkøbe flere værker, begået af kvinder.

Og sådan er det jo med al den politisering. Den kan fremstå som selvmodsigende og bliver derfor tam

Men ironisk er det, at Agnes Slott-Møller også var kendt for, og kritiseret for at være nationalromantisk.

At hendes kunst var med til at skabe netop den identitet, som de anonyme kunstnere på Kunstakademiet tidligere havde protesteret imod, da de smed busten af Frederik 5. i havnen.

Og sådan er det jo med al den politisering. Den kan fremstå som selvmodsigende og bliver derfor tam.

Christian Vinds tilgang til kunsten er derimod en anden, og hans respekt for historiske værker, og måde at folde deres indhold ud på, er svært fascinerende, fordi denne tilgang rent faktisk bygger på teknisk kunnen og ren nysgerrighed.

 

Christian Vind: 'Lolland I-III'. 122 sider. Illustreret med fotos i sort-hvid. Antipyrine, 2023.   

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Lolland er ikke ligefrem kendt for at være et kunstens Mekka.

Randers er i dag kunstens Mekka.

Det store kan faktisk rummes i det mindre, og hele landskabet er spækket med ting og fænomener, der kan foldes ud.

Kunst er ikke bare et værk, der er blevet udført eller opført. Det er en tilblivelse, der hele tiden aktualiseres gennem tid…

Kunstværket i Ølst ved Randers bærer titlen:

“Forureneren betaler - kunsten til trods”!

at ”rejse er at leve”. Det er kunstneren, der hele tiden er på arbejde, fordi han observerer, kikker på sin omverden, med et kunstnerisk blik.

Man kan sige, at kunstneren genskaber al den kunst, som han dvæler ved, og at disse genstande i sig selv ikke er noget, før nogen kommer og undersøger dem.

…at man observerer sine omgivelser, der umiddelbart fremstår grå og kedsommelige, kan foldes ud og blive til så meget mere.

Det er ligesom at “hukommelsen binder sig til tingene og fortættes der”.

Det er selve turen, rejsen, der er det essentielle, hvor oplevelserne foldes ud.

‘Randers I-III’ “Forureneren betaler - kunsten til trods”!

Da Vincis maleri Mona Lisa har søndag fået kastet suppe mod sig. Det var dog beskyttet af glas.
To kvindelige klimaaktivister har kastet suppe mod det berømte Mona Lisa-maleri på Louvre i Paris. Maleriet er beskyttet bag en glasramme.

Hukommelsen binder sig til tingene og fortættes der…

Randers går for altid over i kunsthistorien.

“Forureneren betaler”’s Oradour-sur-Glane!

Hukommelsen binder sig til tingene og fortættes der!