Jobfesten fortsætter: Flere jobopslag i januar

Selvom de store arbejdsgiverorganisationer taler om økonomisk afmatning, stiger antallet af jobannoncer.
Foto: Colourbox
Vi står med ét ben inde i en økonomisk afmatning og manglen på arbejdskraft er for nedadgående, varsler flere af de store arbejdsgiverorganisationer frem mod forårets overenskomstforhandlinger for over 600.000 privatansatte danskere.  

Men ser man på antallet af jobopslag på Danmarks største jobportal, Jobindex, så er der ingen tegn i sol, måne eller stjerner på, at jobfesten er ved at slutte. Tværtimod er virksomhedernes behov for nye medarbejdere steget de seneste par måneder, målt på jobopslag på portalen.

Vi kan se, hvad der sker på jobmarkedet fra dag til dag

Det fortæller direktør i Jobindex, Kaare Danielsen, til Berlingske. Ifølge direktøren har jobportalen fingeren på pulsen, når det kommer til virksomhedernes helt aktuelle efterspørgsel på arbejdskraft.

“Vi er nok nogle af de første, der kan se, hvad der foregår på jobmarkedet. Vi kan se, hvad der sker på jobmarkedet fra dag til dag,” siger Kaare Danielsen til avisen.

I de første tre uger af januar ligger antallet af jobopslag på Jobindex fem procent over niveauet i 2019. For jobcentrenes egen portal, Jobnet, er stigningen på hele ti procent.  

 

Et udmærket pejlemærke

Virksomhedernes søgen efter nye medarbejdere er stigende, bekræfter tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:

“Det vi ser i øjeblikket er, at der er pænt gang i de nye stillinger, som slås op på nettet. Den usikkerhed og tilbageholdenhed, som vi så fra virksomhederne i efteråret, er ved at aftage igen,” siger Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Netavisen Pio og fortsætter: 

“Det peger i retning af, at det overordnet set går godt på det danske arbejdsmarked, og der er udsigt til jobfremgang i det kommende år,” siger Erik Bjørsted.

Det peger i retning af, at det overordnet set går godt på det danske arbejdsmarked

Også professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen, som Berlingske har talt med, mener, at mængden af jobannoncer kan være “en udmærket indikator” for udvikling på arbejdsmarkedet.
 

Mørke skyer lysner

Når virksomhederne var tilbageholdende i efteråret 2019, skyldes det flere usikkerhedsmomenter i den globale økonomi blandt andet Brexit og handelskrig mellem USA og Kina. Men der tegner sig lysere tider i den globale økonomi, forklarer AE’s cheføkonom: 

“De mørke skyer, der i efteråret hang over den globale økonomi, de er ikke helt så mørke, som de har været. USA og Kina er blevet enige om en fase-et handelsaftale, så derfor er lidt våbenhvile i den aktuelle handelskrig. Og i Tyskland, hvor væksten har været lav, ser man ud til at være genfundet noget tillid til fremtidig,” siger Erik Bjørsted.

De mørke skyer, der i efteråret hang over den globale økonomi, de er ikke helt så mørke, som de har været

Han påpeger dog, at de økonomiske prognoser tyder på, at jobfesten - som har været igang siden 2013 - vil fortsætte, men bare i lavere tempo.

“Det er naturligt nok, efter sådan en lang højkonjunktur, som vi har haft nu, at tempoet i jobskabelsen går lidt ned,” siger cheføkonom i AE, Erik Bjørsted.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook