For det er ikke første gang at 3F er i konflikt med en arbejdsgiver, der opsiger overenskomsten. Ifølge Adam Price skulle 3F hellere lave konflikt med nogle andre, men det er en umoden og uværdig argumentation fra en ellers dygtig kommunikatør.
For det første, så er det ikke noget forsvar at andre opfører sig lige så slemt. At der findes andre uorganiserede restauranter gør ikke Price-brødrernes opførsel mere sympatisk. For det andet, så er alle de andre restauranter i Tivoli typisk organiseret.
Så her er det entydigt Brdr. Price, der stikker negativt ud.
Det er rigtigt nok, at Brdr. Price får særbehandling. Men den kommer ikke fra fagforeningerne, men fra vores allesammens licensfinansierede DR.
Det er ingen hemmelighed, at brødrene gennem nu 15 sæsoner har nydt godt af betydelig offentlig eksponering gennem de populære DR-madprogrammer, "Spise med Price".
Denne eksponering har uden tvivl gavnet deres forretning, og det er fair at sige, at de har modtaget en form for gratis reklame betalt af skattekroner.
Men med denne opmærksomhed og succes følger også et ansvar.
3F's argument om at Brdr. Price blot ønsker lavere lønninger under dække af at tilbyde en "moderne og fleksibel overenskomst" er værd at tage alvorligt.
Som Peter Lykke Nielsen fra 3F påpeger, er der intet nyt eller moderne i at presse lønningerne ned. Det er en gammeldags og kortsigtet tilgang, der underminerer arbejdernes rettigheder og den generelle standard i branchen.
Brødrene Price har mulighed for at være rollemodeller inden for restaurationsbranchen. De har en platform og en stemme, som mange andre ikke har.
I stedet for at klage over opmærksomhed fra fagforeninger, burde de bruge deres indflydelse positivt til at fremme fair lønninger og ordentlige arbejdsforhold. Det ville være et sandt udtryk for modernitet og fleksibilitet i overenskomsten.
Konflikten med 3F er ikke blot en strid om lønninger, men et spørgsmål om grundlæggende værdier.
Vil Brdr. Price stå for kvalitet og retfærdighed, eller vil de være kendt for at presse deres ansatte? Det er på tide, at de finder de smilende og hyggeonkel-agtige TV-kokke frem, som vi kender, og disker op med en appetitlig overenskomst.
Brødrene har et valg: De kan fortsætte med at se denne konflikt som uønsket opmærksomhed, eller de kan bruge den som en mulighed for at vise lederskab og ansvarlighed.
For deres ansattes skyld, og for branchens skyld, lad os håbe, de vælger det sidste.
Kommentarer
Få nu gang i den blokade mod Price mf. så vi kan få de overenskomster nu
Jan Olsson. Kunne man ikke overtale DR til helt at droppe dem. Der er da andre kokke der er ligeså gode.
Ole Simonsen
Hatten af for brd. Price at de ikke underlægger sig fagforeningsdiktatur men vil til forhandlingsbordet.
Øh, Bent - hvis Bdr. Price havde været villige til at indgå i en reel forhandling, så var der ikke blokadevarsler. 3F kører det her helt efter bogen og dansk retspraksis, så det pres, de pålægger Price-brødrene, er helt som dansk arbejdsret foreskriver det, og brødrene har slet ikke grund til at klynke.
Hvis en virksomhed har en gældende overenskomst, så kan den kun ændres ved enighed - og sjovt nok er der ikke enighed om stor lønnedgang til de ufaglærte. Og der er ikke frit valg for virksomheder, når de først har indgået overenskomst, for sådan er den danske model ikke skruet sammen. Hvis de vil ud af en 3F-OK, kan 3F bruge de retmæssige pressionsmidler, som systemet giver dem adgang til. Helt som de gør.
3F dikterer intet, men benytter de lovlige midler, når Bdr. Price opfører sig diktatorisk over for kollektive aftaler. Heldigvis spiller klaveret ikke sådan herhjemme.
Bent er såmænd bare de riges nyttige idiot, ingen grund til at bruge så meget krudt på ham. Han er et barn, du ikke kan nå.
Åh, så er dagen reddet. Jeg var helt bange for at PIO havde glemt brdr. Price.
PIO har ingen interesse i at Price laver overenskomst, for så bliver det da en tynd udgave af PIO.
Nu er det jo Adam Price der har været ude at "klynke" over at han mener de bliver forfulgt fordi de er kendte, men det at de er kendte fra "spise med Price" anvender de jo selv for at få flere kunder i deres restauranter. Som der står i artiklen, deres program i DR er gratis reklame for deres restauranter, så hvad klynker de over? de kan jo bare forhandle sig til en ny overenskomst med 3F, hvad er problemet?