Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) havde valgt ikke at genopstille, fordi hun mente, at styreformen i hovedstaden var for rigid til at føre ansvarlig politik, og nu manglede Socialdemokratiet et kendt navn som hendes afløser.

Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) blev nævnt som et bud, ligesom den tidligere næstformand for SF, vært på Deadline og daværende socialdemokratiske folketingsmedlem Christine Antorini.

Men da Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt en aften endelig satte sig ned for at foretage opringningen, ringede hun til sin modkandidat ved formandsvalget i 2005, Frank Jensen.

Frank Jensen havde ellers satset alt. Hvis han tabte formandsvalget, ville der ikke blive nogen Frank Jensen-fløj i Socialdemokratiet. Så var han færdig i politik. Skulle Frank Jensen nå andet i livet end politik, var det også på tide.

Valgresultatet viste 24.261 stemmer for Helle Thorning-Schmidt og 21.348 for Frank Jensen og ved folketingsvalget i 2007 genopstillede han som lovet ikke. I stedet flyttede Frank Jensen og hustruen Jane Frimand Pedersen til København, hvor han arbejdede som administrerende direktør i Danske Advokater.

Frank Jensen tænkte over Helle Thorning-Schmidts tilbud i tre dage og blev klar over, at han alligevel ikke var færdig med politik. Socialdemokratiets evige kronprins endte som konge af København.

Frank ville have klaret den

Et årti senere står Socialdemokratiet nu med den samme udfordring. Frank Jensen er nemlig abdiceret uden at efterlade nogen kronprins.

Socialdemokratiet har ganske vist udpeget gruppeformand og fungerende overborgmester, Lars Weiss, til posten (den officielle velsignelse fra Københavns Borgerrepræsentation sker på et møde torsdag).

Men spørgsmålet er, om Lars Weiss vil – og kan – blive partiets spidskandidat ved kommunalvalget i november 2021. Og ikke mindst om Socialdemokratiet kan bevare den magt, partiet har siddet på, siden Frank Jensens navnebror, Jens Jensen, i 1903 blev finansborgmester og dermed den første socialdemokratiske borgmester i landet.

En ny kandidat skal køres i stilling oven på en situation, alle helst havde været foruden

 

”Hvis Frank Jensen havde fortsat, så tror jeg ikke, at der er tvivl om, at den skulle han nok have klaret,” siger Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, til Netavisen Pio. ”Nu er vi i en situation, hvor en ny kandidat skal køres i stilling oven på en situation, alle helst havde været foruden.”

Den røde by

I forvejen er Socialdemokratiet i Københavns Kommune udfordret af, at statsminister Mette Frederiksen (S) sejr ved folketingsvalget i 2019 skyldtes stemmer fra provinsen og ikke fra hovedstaden.

Ved kommunalvalget i 2017 fik Socialdemokratiet 27,6 procent af stemmerne, mens Enhedslisten fik 18,4. Men ved folketingsvalget to år senere fik Socialdemokratiet 17,2 procent i Københavns Storkreds, mens Enhedslisten fik 16,8. Statsministeren står for en udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen, en stram udlændingepolitik - og en tidlig pension til bryggeriarbejderen fra Fjelstrup, i Sønderjylland, Arne Juhl. Alt det mange moderne storbyvælgere ikke står for.

Omvendt er Socialdemokratiet siden folketingsvalg gået frem i de landspolitiske meningsmålinger og en tommelfingerregel siger, at den landspolitiske effekt slår halvt igennem ved kommunalvalg.

”København er en rød by, det er den røde by,” siger Kasper Møller Hansen. Han fortsætter:

Vigtigheden af, at Socialdemokratiet i givet fald stiller med en spidskandidat med en vis kaliber

 

”Men om det skal være Enhedslistens mørkerøde eller Socialdemokratiets mere lysere er en anden sag. Lige nu er Socialdemokratiet udfordret af Frank Jensen og MeToo og spørgsmålet er, hvordan vælgerne reagerer på den sag. Hvis man skal reagere på denne, vil det logiske svar være at gå til venstre og altså mod Enhedslisten og SF. Hvilket efterlader spørgsmålet, om Enhedslisten har en chance for at blive større Socialdemokratiet og ligefrem kunne lægge billet ind på overborgmesterposten. Så meget desto mere understreger det vigtigheden af, at Socialdemokratiet i givet fald stiller med en spidskandidat med en vis kaliber.”

Navne flyver gennem luften

Ligesom i 2009 flyver eventuelle socialdemokratiske topnavne allerede gennem luften.

Det måske mest varme navn er formanden i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, der både er kvinde, københavner og kendt (eller relativ kendt). Men også Helle Thorning-Schmidt, Christine Antorini, som i dag er direktør for Novo Nordisk Fondens naturvidenskabelige LIFE-læringscenter for børn og unge, samt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil nævnes. Sidstnævnte to er begge valgt i Københavns Storkreds.  

Ingen af de nævnte har foreløbig udtrykt noget ønske om at blive Socialdemokratiets spidskandidat. Tværtimod. Men det ville de i givet fald heller ikke, før de blev det.

Sådan er spillet nu engang.

Drømmen om Johanne

Det samme gør sig gældende for Enhedslisten, der også skal vælge en ny spidskandidat, fordi Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen ikke genopstiller.

Johanne Schmidt-Nielsen var allerede for fire år siden Enhedslistens våde drøm og i dag er det svært at finde nogen i partiet, som ikke tror, at det ville kunne vende op og ned på overborgmesterkampen, hvis det lykkedes at overtale den populære tidligere politiske ordfører til at stille op. Hun er i dag generalsekretær for Red Barnet.

Men lige så svært er det at finde nogen i partiet som tror, at Johanne Schmidt-Nielsen faktisk vil gøre det. Altså stille op.

Køleskabet

Spørgsmålet er imidlertid, hvor vigtigt det er at stille med et kendt navn, når det kommer til stykket. Spørger man Roger Buch, lektor og kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, så er svaret, mindre end man tror.

Ifølge Roger Buch afslører vælgerundersøgelserne kun, at det ikke betyder noget for det efterfølgende valgresultat, om et parti forinden har skiftet borgmesterkandidat.

”Det er et signal om, at personen, eller spidskandidaten, nok ikke er så vigtig, som vi tror,” siger Roger Buch til Netavisen Pio.

Hvilket også er kommunalforskerens eget bud.

Der har været flere eksemler på upopulære overborgmestre gennem årene

 

”Når Socialdemokratiet har siddet på magten i 117 år i København, så skyldes det jo ikke, at man har haft en perlerække af kendte og dygtige overborgmestre,” siger Roger Buch. Han fortsætter:

”Tværtimod. Der har været flere eksemler på upopulære overborgmestre gennem årene. Det har handlet om, at der har boet en bestemt type mennesker i København – og stadig bor der. Og så skyldes det selvfølgelig også, at når man har siddet på magten i så mange år, så har man designet politikken til kommunen og måske listet partikammerater ind rundt omkring. Så en overborgmesterkandidat bliver toppen af kransekagen.”

Modsat Ritt Bjerregaard – som formåede at gøre de fleste politiske spørgsmål til en afstemning for eller imod sig selv – har Frank Jensen også været anderledes konsensussøgende. Alle partierne i Borgerrepræsentationen har i forskellige konstellationer – og på forskellige tidspunkter – været med i forligene om kommunens budget.

Kommunalforskeren henviser til den igangværende amerikanske valgkamp, hvor det er blevet sagt, at demokraterne kunne opstille et køleskab mod præsident Donald Trump, i stedet for Joe Biden, og stadig vinde. Folk vil nemlig bare af med præsidenten.

”Det er lidt det samme i København,” siger Roger Buch. ”Socialdemokratiet vil kunne opstille hvem som helst og stadig få rigtig, rigtig mange stemmer.”

Den særlige by

Omvendt mener Kasper Møller Hansen ikke, at København kan sammenlignes med andre kommuner.

København har både mange tilflyttere (10.000 nye københavnere flytter hver år til kommunen), uden nødvendigvis nogen socialdemokratisk DNA, og mange unge vælgere. En kombination som giver en lav valgdeltagelse og derfor behovet for at stille med en kendt spidskandidat.

Hvis Lars Weiss gør det rigtig godt, så kan han sagtens ende med at stå i en stærk position

 

 

”Selvfølgelig er der ikke noget, som er sikkert, fordi det er jo ikke er vælgerne, men partimedlemmerne, der vælger spidskandidaten,” siger professoren. Han fortsætter:

”Og nogle gange har de andre overvejelser. Hvis Lars Weiss gør det rigtig godt, så kan han sagtens ende med at stå i en stærk position, hvis der kommer en kandidat udefra, som Christiansborg har fundet. Spørgsmålet er også, om en minister vil være villig til at stoppe i landspolitik for at gå efter en måske-borgmesterpost, hvor man risikerer at skulle gennem et kampvalg før selve kommunalvalget. Men hvis det ender med, at Socialdemokratiet stiller med Lars Weiss og Enhedslisten så overtaler Johanne Schmidt-Nielsen til at stille op, så vil det for socialdemokraterne være lidt af et ups.”

Weiss-klanen

Hvorvidt Lars Weiss også vil melde sit kandidatur til posten som spidskandidat, og derved håber kunne blive siddende som overborgmester efter kommunalvalget, har han endnu ikke villet udtale sig om. Ved kommunalvalget i 2017 fik Lars Weiss lidt over 1000 personlige stemmer. Frank Jensen lidt over 30.000.

Moren er Birte Weiss, der var indenrigs-, sundheds- og forskningsminister i årene 1993 til 2001 i Poul Nyrup Rasmussens regeringer og faren, Ove, har fortid som taleskriver for Jens Otto Krag og senere som presse- og informationschef i LO. At være en Weiss placerer således Lars i et lille eksklusivt selskab med medlemmer af andre politiske klaner i Danmark som Helveg-, Hækkerup- og Auken-familierne.

Og så er Lars Weiss måske mest kendt for have slået Helle Thorning-Schmidt i en urafstemning, da den daværende europaparlamentariker i 2001 forsøgte at blive opstillet i den attraktive 9. kreds på Amagerbro i Søndre Storkreds.

De lokale foretrak ved den lejlighed den lokale kandidat fremfor den kendte af slagsen.

Drille Socialdemokratiet

En ting er både Kasper Møller Hansen og Roger Buch dog enige om: Der er rigtig mange partier på Københavns Rådhus, der gerne så et brud med de 117 års socialdemokratiske styre – om ikke andet så for at drille partiet.

De kunne finde på at forære posten til Enhedslisten

 

 

”Hvis de borgerlige partier på Rådhuset kunne fratage Socialdemokratiet den enorme fjer i hatten, som det er at have overborgmesterposten i København, så vil jeg slet ikke afvise, at de kunne finde på at forære posten til Enhedslisten,” siger Roger Buch. Han fortsætter:

”Der er flere eksempler fra konstitueringerne, hvor Socialdemokratiet har måtte sande, at partiet har haft en borgmesterkandidat, som de andre partier ikke har villet acceptere. Men det er som regel sådan, at den blok, som har flertallet, får borgmesterposten. Og det er som regel også sådan, at det største parti får posten. Hvis Enhedslisten får held til at blive større end Socialdemokratiet, så har partiet et argument for at sige, at nu har vi givet den til jer hver gang, fordi I var det største parti. Så nu må I betale tilbage.”