Karaktermordet på Helle Thorning

Sagt og skrevet om landets statsminister: Netavisen Pio har kigget nærmere på, hvad en række af Lars Løkkes trofaste støtter fra den såkaldte Havreholmgruppe siger om landets siddende statsminister.
Christopher Arzrounis kommentar om Helle Thorning-Schmidts falske tårer fra sidste måned er ikke et ensomt missil. Det virker mere og mere som om, at det er et klimaks som en del af et større tilrettelagt karaktermord, som har været i gang fra før hun blev statsminister.

Det er en proces, som på mange måder kan linkes til personer i den såkaldte Havreholmgruppen, som er et liberalt netværk, der løbende mødes på det nordsjællandske slot Havreholm på initiativ af Lars Løkke:

Edith Thingstrup, der er sognepræst, tidligere Venstre-lokalpolitikere og gift med Christopher Arzrouni, er særligt efter Thornings person i sin ”Groft sagt”-klumme i Berlingske Tidende, hvor et fast panel af skribenter har en formel undskyldning for at skrive lidt grimmere og lidt mere perfidt end andre.

”Løkke inviterede en række forskellige personligheder fra erhvervs- og kulturlivet med et borgerligt grundsyn til møde på Havreholm Slot, og siden har netværket mødtes nogle gange om året til forskellige arrangementer, hvor Lars Løkke indleder med at give en politisk briefing. Gruppen består af et halvt hundrede personer som Kim Valentin, direktør i Finanshuset, professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard, professor Michael Møller, advokat hos Kammeradvokaten Steffen Sværke, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Henrik Bach Mortensen, administrerende direktør i Landbrugsraadet Carl Aage Dahl, hans kone Ane Arnth Jensen, der er direktør i Realkreditrådet, komikeren Farshad Kholgi, Eva Kjer Hansens spindoktor Christopher Arzrouni og hans kone Edith Thingstrup, der er præst, kendt debattør og skribent på satireklummen »Groft sagt« i Berlingske.”

Sådan skriver Thomas Nørmark Krog og Andreas Karker på side 70 i bogen ”LLR”.

De mest fremtrædende kritikere af Helles person er Edith Thingstrup og Christopher Arzrouni, men også professoren Peter Kurrild-Klitgaard har været fremme i skoene.

Netavisen Pio har kigget lidt nærmere på hvad de tre har sagt og skrevet om landets statsminister over de sidste 5 år:

Edith Thingstrup
Edith Thingstrup, der er sognepræst, tidligere Venstre-lokalpolitikere og gift med Christopher Arzrouni, er særligt efter Thornings person i sin ”Groft sagt”-klumme i Berlingske Tidende, hvor et fast panel af skribenter har en formel undskyldning for at skrive lidt grimmere og lidt mere perfidt end andre.

Mest kendt er nok følgende kommentar, som virkelig satte skub i Helles skattesag tilbage i 2010:

”Under Folketingets afslutningsdebat gav Helle Thorning-Schmidt udtryk for, at vi betaler for lidt i skat i Danmark (…) Helle tænkte utvivlsomt (også) på sin egen mand, Stephen Kinnock, som slet ikke betaler skat i Danmark, idet han meget belejligt arbejder i udlandet... Men nu får Helles mand lykkeligvis muligheden for at yde en smule til sine børns skolegang og pasning. Skatteministeriet har nemlig åbnet en særlig konto til folk, som synes, at de ikke betaler nok i forvejen” (5. juni 2010 i Berlingske)

Samme gamle sang blev sunget 28. september 2010:

”Helle slog også fast, at »en fair løsning bygger på et grundlæggende princip: Vi løfter i flok«. Samtidig fejrede socialdemokraterne, at faderen til Helles børn får lov til at slippe for at løfte med. Måske forklarer det Helles underlige anvendelse af begreber som ret og pligt. »Rettigheder og pligter følges ad som flod og ebbe,« mente hun. Andre ville have nok have sagt, at flod og ebbe afløser hinanden. Først den ene vej, så den anden vej. Ligesom med Helles løfter.”

Rollen som statsminister er ellers ideel for skuespillere. De kan lægge ansigtet i de rette folder og sige, hvad som helst der står i manuskriptet - helt uanfægtet af virkeligheden. Bare se på Helle Thorning.
– Edith Thingstrup

4. december 2010 skrev hun: ”Når Helle engang er færdig med at være politiker, foreslår vi hende et job som pokerspiller. Man kan ikke se på hende, at hun lyver. Og det er næsten mere uhyggeligt end hendes politik.”

16. juni 2011 skrev Thingstrup: Se og Hør afslører, at Helle Thorning er blevet behandlet med botox og således har fået sig en ansigtsløftning. (…) »Hun får behandlinger i panden og imellem brynene. Det er helt tydeligt. Der er ikke meget, der bevæger sig dér,« siger Novaa (…) Helle Thorning selv har ingen kommentarer til historien, men denne Groft sagt støtter hende ubetinget. Alle har ret til at se godt ud. Groft sagt anbefaler dog Helle at give sin økonomiske politik noget mere end blot en ansigtsløftning. Der er slet ikke noget, der bevæger sig dér. Heller ikke på indersiden af hovedet.”

 ”Markedsføringen af Helle Thorning som rap fotomodel var lige i avisens ånd. Akkurat som Thornings taske. Rød udenpå. Ligegyldig indeni, skrev hun 24. juni 2011.

18. marts 2011 var ordene fra Thingstrup: ”»Den økonomiske politik er nærmest en parodi,« konstaterer han [Informations nye chefredaktør]. Dernæst beder han til de højere magter. »For nationens frelse må vi her håbe, at oppositionen er i gang med det største vælgerbedrag i nyere politisk historie.« Information beder således til, at Helle Thorning og Villy Søvndal snarere er løgnere end idioter. Det er et fromt håb. Men regn ikke med det.”

25. februar 2012 skrev hun: »Helle Thorning på international hjemmebane« lød overskriften på DRs artikel. Hvor er det dejligt, at DR kan finde et sted, hvor Helle Thorning er på hjemmebane. Hvad indad tabes, skal udad vindes, må være logikken i det lille trofaste korps af klakører.”

Grænsen mellem kække og perfide bemærkninger er udvisket for Thingstrup, der 29. april 2012 skriver: ”Det er ikke Anders Samuelsen, der er ved magten i Danmark, men Helle Thorning. Og hun har for længst tabt hovedet.

6. oktober 2012 er ordene: ”»Jeg vil gerne være mere i Slagelse end i Bruxelles,« fastslog statsministeren. Hvad i alverden har de stakkels mennesker i Slagelse dog gjort sig skyldige i? Læser de ikke nok dameblade, og ser de ikke nok public service-TV?”

Rollen som statsminister er ellers ideel for skuespillere. De kan lægge ansigtet i de rette folder og sige, hvad som helst der står i manuskriptet - helt uanfægtet af virkeligheden. Bare se på Helle Thorning,” skrev Edith Thingstrup 22. december 2012, hvor hun omtaler Sidse Babett Knudsens rolle i TV-serien Borgen. Det minder om hendes mands udtalelse fra sidste måned.

Hun er Danmarks bedste skuespillerinde, det er helt stensikkert.
– Christopher Arzrouni

28. april 2013 lyder det: Regeringen greb ind i lærerlockouten, og regeringen ville naturligvis gerne høste point. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stillede beredvilligt op til pressemøde. »Der kan være mange meninger om regeringen, men én ting kan man i hvert fald ikke beskylde den for, og det er at handle,« sagde Thorning til forsamlingens forbløffelse. Naturligvis skulle statsministeren ikke have sagt sådan. Hun skulle have sagt: »Der kan være mange meninger om regeringen, men en ting kan man i hvert fald ikke beskylde den for, og det er at tænke«

Christopher Arzrouni
Arzrouni, der er en kendt liberal meningsdanner, debatredaktør på Børsen, hvor han også er lederskribent, var i sidste måned i vælten, da han påstod, at Helle Thornings tårer ved Finn Nørgaards begravelse var rent skuespil:

”Det er også spørgsmålet om, hvem er den virkelige Helle Thorning? Den person, vi ser nu – statsmands-Helle Thorning – ansigtet i de rette folder, en lille tåre – er det skuespil? Og er det den rigtige Helle Thorning, vi så tilbage i oppositionstiden, der ønskede, at man tog afstand fra Muhammed-tegningerne?,” sagde Christopher Arzrouni i DR-programmet JERSILD minus SPIN. I øvrigt fik han tilføjet: Hun er Danmarks bedste skuespillerinde, det er helt stensikkert.”

Sagen blev også dækket af andre medier, hvor han forsvarede sit udsagn. ”Jeg har bare været til mange begravelser af selv nære familiemedlemmer. Og det har været begrænset, hvor mange der har fældet tårer. Jeg kan ikke lide det show. (…) Men jeg synes, det er for meget. Det støder mig ligefrem. Hvis nogen jeg ikke kendte mødte op til min begravelse og flæbede over det, ville jeg opleve det virkelig underligt. Selvom jeg jo ville være død. Men det kan være, at jeg er for protestantisk,” uddybede han.

Før valget i 2011, den 17. januar, var han også hård i filten i Jyllands-Posten: ”Nu mener Helle Thorning og Villy Søvndal, at det allerede arbejdende folk skal arbejde 12 minutter mere i døgnet, en time mere om ugen, en uge mere om året. (…) Har de sniffet lim? (…) Få mindre i reel timeløn efter skat. Og giv afkald på fritid. Et "fair" tilbud fra Helle og Villy. Snif lige noget mere lim,” skrev han. Ikke meget bedre var det, da han 9. maj 2014 kaldte Helle Thorning og Margrethe Vestager for stand-up-komikere.

Peter Kurrild-Klitgaard
Sidste sommer var vi vidner til et konkret eksempel på, at også statskundskabsprofessor og medinitiativtager til CEPOS, Peter Kurrild-Klitgaard, gerne går efter Thorning. I stedet for nøgternt at anerkende, at det er et stort puslespil med mange hensyn at blive EU-rådspræsident, brugte han lejligheden til at understrege, hvorfor Helle Thorning-Schmidt er en taber.

I vurderingen af Thornings nytårstale i 2012 fik Kurrild-Klitgaard også lige – på meget usaglig vis – blandet Helle Thornings personsager ind i en politisk analyse af nytårstalen:

Var jeg den eneste, der tænkte på, om den slags også går på personer, der udnytter skatte-lukrative leasingarrangementer, uberettiget benytter ægtefællens personfradrag og i øvrigt tæller dage for at lade denne slippe for den beskatning, de fleste danske familier i samme situation ikke ville kunne undgå?”, spurgte han over for BT.

Han sagde også: ”Det er svært at forestille sig, hvilke elitære luftlag man skal leve i for ikke at kunne se det absurde i Thorning-Schmidts tale”.

Der er nok næppe tale om en konspiration mod Helle Thorning-Schmidt, men der er kræfter i Lars Løkkes netværk, som ynder at nedgøre den person, der besidder Danmarks øverste, folkevalgte embede. Men det er naturligvis også i Lars Løkkes interesse.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce