Kinas fagbevægelse er tvunget til at vågne

Efter flere årtier som arbejdsgivernes venner er den kinesiske fagbevægelse, ACFTU, blevet nødt til at hjælpe lønmodtagerne i deres kamp for bedre vilkår. Det sker efter pres oppefra, hvor ønsket om stabilitet står over alt andet.

For mig at se kan Kina gå to veje. Mod Rusland og smide alle de sociale forbedringer, vi oplever nu, ud med badevandet, eller sætte alt ind på at gennemføre de her forbedrede vilkår for lønmodtagerne og i sidste ende få skandinavisk socialdemokratisme.

Foto: Søren Zeuth, 3F

”Kinesiske arbejdere er ikke bange mere, som de var for fem år siden, hvis fagforeningsrepræsentanterne ikke gør noget, så gør arbejderne det selv. Men landets ledelse er ikke tilfredse, hvis fagforeningsrepræsentanterne lader stå til. De skal reagere, løse problemet og skabe ro.”

Ordene kommer fra Han Dongfang, leder af interesseorganisationen China Labour Bulletin og systemkritiker, da han holdt oplæg om den kinesiske fagbevægelses udfordringer og fremtid i 3F’s lokaler på Kampmannsgade i København.

Og noget tyder på, at der er forandring på vej i Kina og i verdens største fagforbund All-China Federation of Trade Unions (ACFTU). Også selvom ACFTU ikke er en fri fagforening. Organisationens leder er samtidig vicepræsident og generalsekretær for den kinesiske folkekongres.

Men én ting er sikkert. Der er sket meget, siden Han Dongfang protesterede på Den Himmelske Freds Plads i 1989 til det, han ser ske i Kina i dag:

”Det hele hænger sammen… De sociale medier, vi har i Kina, lægger pres på magthaverne, og partitoppens utilfredshed med, at lønmodtagerne protestere højlydt. Man vil for alt i verden undgå en situation, som den i 1989. Og det er derfor vi nu ser, at repræsentanter fra ACFTU faktisk gør noget.”

Modsat tidligere, hvor fagforeningsrepræsentanterne først og fremmest var på statens og arbejdsgivernes side og talte varmt for parolen ”tag din løn, eller smut”, blander de sig i dag mere på lønmodtagernes side. Det er de nødt til, særligt hvis organisationer som Han Dongfangs China Labour Bulletin allerede er indblandet.

Resultatet er, at flere og flere arbejdere får det, de protesterer for: højere løn og bedre arbejdsvilkår.

Taler for rettigheder uden at sige ordet
Han Dongfang bor i Hongkong. Herfra leder han China Labour Bulletin, som er en NGO, der arbejder for at forsvare og oplyse om lønmodtageres rettigheder i Kina. Selv er han ikke velkommen i ”Riget i Midten”, og de kinesiske myndigheder holder også et vågent øje med ham, men han forstår at samarbejde med dem, fortæller journalist og forfatter Mette Holm til Netavisen Pio:

”De kinesiske myndigheder stejler over ord som »menneskerettigheder« for eksempel, så Han Dongfang kalder det noget andet. Han siger for eksempel, at han ikke taler politik. Han bruger ordene anderledes, det får han også kritik for, men sprogbrugen gør det muligt for organisationen at arbejde.”

Derfor siger Han Dongfang også ”union independance” i stedet for ”independant union”, når han taler. For andre er der ikke den store forskel på de to begreber, men forskellen gør, at han for eksempel undgår censur på Kinas store sociale medie ”Weibo”.

For Han Dongfang at se, så er fagbevægelses nye arbejdsmetoder og aktivitet en mulighed for det kinesiske kommunistparti til at skabe en fredelig overgang til liberalt demokrati:

”For mig at se kan Kina gå to veje. Mod Rusland og smide alle de sociale forbedringer, vi oplever nu, ud med badevandet, eller sætte alt ind på at gennemføre de her forbedrede vilkår for lønmodtagerne og i sidste ende få skandinavisk socialdemokratisme.”

Kina skal blive demokratisk nedefra
At det netop er nu, Kina oplever store forandringer for lønmodtagerne, skyldes ifølge Mette Holm den ny partiledelse, som trådte til i 2012, samt den ny regering Kina fik i 2013.

”Den ny generalsekretær i partiet Xi Jinping siger, at han vil arbejde imod korruption. Derfor er premierminister Li Keqiang nødt til at reagere på de der inaktive fagforeningsrepræsentanter. Derudover så er antallet af ikke-statsejede virksomheder jo vokset markant i Kina, og derfor ser magthaverne også en fordel i at styrke fagforeningerne og få repræsentanterne i gang.”

Han Dongfang ved dog godt, at selvom der er sket meget i løbet af de sidste to år, så kommer der ikke en revolution i morgen. Det er heller ikke målet. Det handler om simple redskaber, som at få demokratisk valgte tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne, der ikke kan fyres, og som forhandler overenskomster for deres organiserede kollegaer. Hvis det lykkes, er håbet, at det vil forandre Kina hele vejen op til toppen og i sidste ende få landet til at gå den rigtige vej:

”Jeg bliver så glad og positiv hver gang min regering besøger Skandinavien. Og omvendt er jeg nervøs, hver gang de besøger Rusland,” sluttede Han Dongfang af.

Han Dongfang holdt oplæg hos 3F mandag den 13. oktober.


Kommentarer fra Facebook