Annonce

Konservativ nedtur på Frederiksberg fortsætter: Lars Barfoed og Helle Sjelle melder sig ud

Skyldes lokale uoverensstemmelser - Helle Sjelle fortsætter som løsgænger i kommunalbestyrelsen.
Foto: Folketinget/Steen Brogaard/Billedgrafik: Emil Vendelbo Johansen
Helle Sjelle og Lars Barfoed Forlader De Konservative efter uro på Frederiksberg.
De Konservative har ikke haft det nemt på Frederiksberg på det seneste, som ellers i generationer har været partiets højborg.

Først mistede De Konservative borgmesterposten til Socialdemokratiets Michael Vindfeldt.

De Konservatives hidtidige - og omdiskuterede - borgmesterkandidat Simon Aggesen kastede håndklædet i ringen og forlod politik.

Så opstod der splittelse i partiet om, hvem partiet skulle vælge som ny konservativ borgmesterkandidat. Valget stod mellem partiveteranen Nikolaj Bøgh og sognepræst og foredragsholder Michael Brautsch. Sidstnævnte løb af med sejren.

I maj sidste år meldte Malene Sandfeld sig ud af den konservative gruppe for i stedet at blive løsgænger. Hun har i mellemtiden meldt sig ind i Venstres gruppe.

Nu meddeler medlem af De Konservatives gruppe, rådmand Helle Sjelle, at hun også melder sig ud af gruppen og partiet.

Og som om det ikke var nok, så følger Helle Sjelles mand, tidligere formand for De Konservative, tidligere minister Lars Barfoed, hende med ud af partiet.

Helle Sjelle fortsætter som medlem af kommunalbestyrelsen, men nu som løsgænger.

Dermed er De Konservatives byrådsgruppe reduceret fra 13 til nu kun 11.

Føler sig straffet for at støtte en anden borgmesterkandidat

Helle Sjelle begrunder, over for FrederiksbergLiv, hendes og Lars Barfoeds udmeldelse med, at den nye lokale K-ledelse “ikke forstår at værne om den midtsøgende og konstruktive konservatisme”.

Men hun understreger også, at hun føler, at det store mindretal, der støttede Nikolaj Bøgh som partiets borgmesterkandidat nu modarbejdes:

i strid med al ordentlighed og demokratisk sindelag

“For det andet har den nye konservative borgmesterkandidat (Michael Brautsch, red.) i strid med al ordentlighed og demokratisk sindelag valgt at se bort fra et mindretal på næsten 46 procent af medlemmerne, som på opstillingsmødet stemte på en anden kandidat. Det er sket ved at fjerne så meget politisk indflydelse som muligt fra de kommunalbestyrelsesmedlemmer, som støttede hans modkandidat (Nikolaj Bøgh, red.),” siger hun til FrederiksbergLiv.

52-årige Helle Sjelle har været medlem af De Konservative i 37 år. Hun var medlem af Folketinget fra 2001 til 2011.

Helle Sjelle har været medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg siden 2018.

Tidligere partiformand

65-årige Lars Barfoed har været medlem af De Konservative i mere end 50 år.

Barfoed var formand for Det Konservative Folkeparti fra 2011 til 2014

Han er tidligere familie- og forbrugerminister, transportminister og justitsminister. Barfoed var formand for Det Konservative Folkeparti fra 2011 til 2014, hvor Søren Pape Poulsen så tog over som formand.

Lars Barfoed blev ikke genvalgt ved folketingsvalget i 2015 og forlod efterfølgende dansk politik.

Barfoed var statsrevisor 2014 til 2016. Siden har Barfoed stiftet en rådgivervirksomhed, og har også været direktør i et kommunikationsbureaus public affairs-afdeling.

Fra 2017 til 2020 var Barfoed bestyrelsesformand i Energinet.

Ikke tilhænger af den nationalkonservative linje

Politisk kommentator og kender af Det Konservative Folkeparti, Benny Damsgaard, vurderer over for Netavisen Pio, at Helle Sjelle - og med hende også Lars Barfoeds - udmeldelse af Det Konservative Folkeparti, først og fremmest skyldes det lokale på Frederiksberg:

"Helle Sjelles udmeldelse skyldes først og fremmest, at de der støttede Nikolaj Bøgh ved opstillingsmødet på Frederiksberg nu føler sig kørt ud på et politisk sidespor. Hun føler ikke rigtig, at hun har en politisk fremtid hos De Konservative på Frederiksberg. Og ja, så melder hendes mand, Lars Barfoed, sig ud af partiet sammen med hende. I solidaritet så at sige," siger Benny Damsgaard og fortsætter:

Lars Barfoed er bestemt ikke tilhænger af den nuværende nationalkonservative linje

"Så det er først og fremmest en lokal sag. Men, men, Lars Barfoed er jo tidligere formand for partiet. Han er kendt som tilhænger af en mere moderat linje. Han stod jo for, at De Konservative skulle arbejde tættere sammen med De Radikale. Lars Barfoed er bestemt ikke tilhænger af den nuværende nationalkonservative linje. Det faktum har bestemt ikke gjort hans udmeldelse sværere," vurderer Benny Damsgaard.

Opdateret kl. 14.40 med kommentarer fra Benny Damsgaard

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet