Men blandt politiske nørder er opfattelsen af Reagan en anden: Reagan symboliserer et markant brud med den økonomiske konsensus i efterkrigstiden, og Reaganomics er betegnelsen for en økonomisk politik, der giver skattelettelser til de rigeste og skærer ned på kernevelfærdsydelser som for eksempel sundhed og uddannelse.

Reagan er beundret af nogle, for eksempel justitsminister Søren Pind, men de fleste fornuftige mennesker er kritiske over Reaganomics. For løfterne om, at skattelettelserne ville betale for sig selv, at der ville blive overskud på det offentlige budget og at USA’s gæld ikke ville vokse, viste sig jo ikke at holde stik.

Det er usikkert, om Reagan selv troede på, at skattelettelserne kunne kombineres med balance på de offentlige budgetter. Nogle af hans økonomiske rådgivere og de konservative tænketanke, der allerede dengang var dagsordensættende i amerikansk politik, vidste godt at skattelettelserne ville betyde underskud. Ja, det var ligefrem tilsigtet: ”Starving the beast”, som det blev kaldt, når der skulle skæres ned på velfærden ved at udhule indtægterne. Det er derfor også en del af Reaganomics, at pengene til skattelettelser slår hul i statskassen.

”Starving the beast”, blev kaldt, når der skulle skæres ned på velfærden ved at udhule indtægterne

Faktum efter 8 år med Reagan var, at skatterne for de rigeste og virksomhederne var blevet sænket markant, at velfærden for den almindelige amerikaner var dårligere og at Reagan havde efterladt et kæmpe hul i statskassen.

Faktum var også, at demokraten Bill Clinton brugte de fleste af sine år som præsident på at rydde op i økonomien. Efter 8 år med budgetdisciplin, hvor mange velfærdstiltag blev udskudt, afleverede Clinton et solidt overskud til George W. Bush. Der selvfølgelig straks brugte det på at sætte skatterne markant ned for de rigeste.

Fortællingen om Reagan er aktuel, fordi mangt og meget i regeringens 2025-plan minder om Reaganomics. Ikke mindst skattelettelserne, som først og fremmest går til dem med de højeste lønninger: Hver gang en ansat i et lavtlønsjob får 1.000 kroner i skattelettelse, får hendes chef, der tjener en million kroner, en skattelettelse på næsten 10.000 kroner. Vel at mærke uden at indregne Liberal Alliances krav om endnu større topskattelettelser.

2025-planen skærer i kernevelfærden og fører til øget ulighed
Den borgerlige regerings 2025-plan minder om Reaganomics i sin udpegning af, at det er nedskæringer i kernevelfærden og i overførselsindkomsterne til dem, der tjener mindst, der skal finansiere skattelettelserne. For eksempel:

• Afskaffelse af den grønne check, der mildner effekten af de høje energipriser for dem med de laveste indtægter.
• En markant reduktion af SU-stipendierne.
• Lavere børnechecks til dem med mere end to børn.
• En højere tvungen pensionsopsparing, der betyder et lavere rådighedsbeløb for dem med de laveste indtægter.
• En forhøjelse af pensionsalderen allerede fra 2025, der især vil ramme dem, der er nedslidt af et hårdt fysisk arbejdsliv.
• Dagpengekarens der betyder, at nyuddannede, der ikke kan finde job, ikke kan få dagpenge den første måned.

2025-planen vil derfor uundgåeligt føre til større ulighed. Regeringens økonomer har selv beregnet, at uligheden vil stige 0,4 procent som følge af 2025-planen, men ledende økonomer – og i øvrigt selv Cepos - er enige om, at uligheden vil stige mere, fordi mange af finansieringsforslagene – for eksempel lavere SU og en højere tvungen pensionsopsparing – ikke er regnet med i regeringens ulighedsberegning. Et bud herfra er, at uligheden i alt vil stige med 0,8-1 procent som følge af 2025-planen. Og meget mere, hvis Liberal Alliance får held med at øge topskattelettelserne.

Pengene til skattelettelser hentes ved at slå hul i statskassen
Den økonomiske diskussion om 2025-planen er ganske teknisk med begreber som konvergensprogram, strukturel saldo og så videre. Derfor er der formentlig mange vælgere der ikke har bemærket, at planen reelt er underfinansieret: Hvor målet indtil fremlæggelsen af 2025-planen var at have balance i de offentlige budgetter i 2020, kalkulerer regeringen nu med at have underskud helt frem til 2025.

I den økonomiske forskning om de skandinaviske arbejdsmarkeder er sammenhængen mellem skattelettelser og den økonomiske udvikling i samfundet præget af stor usikkerhed. For når man får flere penge udbetalt, kan man både få lyst til at arbejde mere og til at bruge de ekstra penge på at holde mere fri.

Når man får flere penge udbetalt, kan man både få lyst til at arbejde mere og til at bruge de ekstra penge på at holde mere fri

Reelt baserer økonomerne deres bud på arbejdsindkomstelasticiteten, som er et centralt begreb, når økonomien i skattelettelser skal vurderes, på en formodning. Elasticiteten bliver ofte sat til 0,1, men de økonomiske forskere angiver selv, at den også kunne være halvt så stor eller dobbelt så stor. Argumentet om at skattelettelserne betaler for sig selv, er derfor grundlæggende en formodning, for vi ved det ikke.

2025-planens beskrivelse af, hvordan skattelettelserne i høj grad er selvfinansierende, skyldes altså at regeringen tror og håber, økonomien vil være meget bedre i 2025 og er ligeglad med, at skattelettelserne hvert år indtil da skal finansieres ved at optage lån, der dækker underskuddet.

Hokus-pokus-penge på forsyningsområdet kan koste den almindelige dansker dyrt
Når man læser regeringens egen kommunikation af 2025-planen ser det ud til, at det både er pensionisten, LO-ægteparret og direktøren, der får et større rådighedsbeløb. Men for de danskere, der tjener mindst, er halvdelen eller mere af det større rådighedsbeløb en forventet gevinst ved at skulle betale mindre for forsyningsydelser, især vand og varme.

At vi pludselig skal betale meget mindre for vand og varme stammer fra en rapport, som McKinsey har lavet. Rapporten kommer frem til et effektiviseringspotentiale på 7 milliarder i den danske forsyningssektor, hvis bare kommercielle aktører får lov at drive værkerne på markedsvilkår og trække overskuddet ud til sig selv.

Den danske forsyningssektor er internationalt anerkendt for at være effektivt drevet

Den danske forsyningssektor er internationalt anerkendt for at være effektivt drevet, og eksperter i forsyningsområdet har offentligt erklæret sig uenige i rapportens konklusioner om, at vand- og varmeværker kan drives 30 procent mere effektivt. Blandt de værker, der har været drevet på markedsvilkår, har der været prisstigninger på op mod det dobbelte af, hvad kunderne før betalte. Meget lidt tyder altså på, at det effektiviseringspotentiale, McKinsey er blevet betalt for at beregne, er reelt.

Hvis en effektivisering af forsyningssektoren ikke giver det overskud som det påstås, vil det være meget problematisk for 2025-planen. For det første bidrager de forventede effektiviseringsgevinster i sig selv med en stor del af det samlede 2025-råderum. For det andet vil den almindelige dansker kunne mærke konsekvensen af de urealistiske besparelser meget tydeligt, fordi halvdelen af råderummet stammer herfra. For slet ikke at tale om, hvad der vil ske, hvis forsyningspriserne stiger til det dobbelte.

Der vil ligge en regning til den næste statsminister
Alt tyder på, at de underskud som 2025-planen forventer hvert år frem til 2025 for at finansiere skattelettelserne, vil blive større end forventet. For regeringen regner kun med, at den offentlige sektor skal stige med 0,5 procent hvert år. Men det tal dækker ikke engang den demografiske fremskrivning (eksempelvis flere plejekrævende ældre) de kommende år, så med mindre vi ser det, professor Jørgen Goul Andersen kalder ”historiske forringelser” frem mod 2025, vil de offentlige udgifter vil vokse mere end regeringen forudser, bare for at bibeholde det nuværende niveau.

Der er helt sikkert nogle i regeringens bagland, der ud fra ”starving the beast”-tankegangen godt kunne tænke sig at bruge 2025-planen til offentlige nedskæringer. Men ud over at det ikke er en sympatisk tankegang virker det urealistisk, så længe Liberal Alliance ikke sidder med de afgørende mandater.

Regeringen regner samtidig med en meget højere vækst i BNP frem til 2015, end vi har været vant til. Selv om man principielt ikke kan afvise, at det kommer til at gå sådan, hører det med til historien, at regeringen 8 ud af de seneste 10 år har været for optimistiske i de økonomiske fremtidsudsigter. Tidligere departementschef Jørgen Rosted har i forrige uge beskrevet, hvordan regnemodellerne til dels er politiske, og man har derfor lov til at tvivle på forudsigelserne om væksten, som 2025-planen indeholder.  Hvis det viser sig at forudsigelserne også denne gang er for positive over for regeringens politik, synker fundamentet for 2025-planen i grus.

Den statsminister, der på et tidspunkt tager over efter Lars Løkke Rasmussen, kommer derfor til at arve et stort hul i statskassen. Vi ved ikke præcis hvor stort hullet bliver, men det bliver stort nok til at stille den næste statsminister over for nogle svære valg mellem at genoprette økonomien og rette op på velfærden. For pengene til topskattelettelser er til den tid brugt, og det vil ikke være muligt at kræve dem tilbage.

En trekvart Reagan
Elementerne i Lars Løkke Rasmussens 2025-plan danner tilsammen et billede, der minder om Reaganomics: Skattelettelserne, der især går til den rigeste del af befolkningen. Nedskæringen på velfærden. Og hullet i statskassen, der vil sætte den næste statsminister i et dilemma mellem at rette op på økonomien og rette op på velfærden.

En trekvart Reagan er stadig trekvart for meget

Heldigvis vidner slagsmålet blandt regeringens støttepartier om, at det ikke er alle borgerlige, der er reaganister. Så Lars Løkke er indtil videre kun en trekvart Reagan, og vi må håbe, at det forbliver sådan. Men en trekvart Reagan er stadig trekvart for meget, og mens snakken går om topskattelettelser mangler diskussionen om det, der reelt skal gøre at vi også i 2025 er et af verdens rigeste lande.

For eksempel produktiviteten, der er gået i stå. Vores uddannelsessystem, der svigter alt for mange. Og en gruppe af danskere, der har svært ved at se, hvordan de skal klare sig på fremtidens arbejdsmarked.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.