Messerschmidt skal holde DF relevant - ellers bliver han partiets sidste formand

Morten Messerschmidts retoriske talent er ikke nok til at sikre DF’s overlevelse. Skal partiet have en fremtid, må det holde sig relevant på den politiske midte.
Måske fordi sammenligningsgrundlaget er Fremskridtspartiets kaotiske 1995-landsmøde, så fremstod DFs formandsvalg helt tilforladeligt. Morten Messerschmidt vandt komfortabelt med 60 procent af stemmerne, og der blev klappet og lykønsket, som det hører sig til.

Men objektivt set, så er det, der foregår, i DF uhørt.

Den slagne formandskandidat Martin Henriksen var næppe kommet ned fra talerstolen før han lod forstå, at Messerschmidt kunne man ikke stole på. Marie Krarup erklærede frejdigt, at hvis der kom et bedre partitilbud fra Inger Støjberg, så var hun den, der var skredet.

Hvad er det lige, man får hos DF?

Mere alvorligt var udvekslingen af spydigheder mellem Thulesen-Dahl og Pia Kjærsgaard, der hver især intet problem havde med at fortsætte stedfortræderkrigen med medierne som mellemmænd.

Overtager et parti i politisk identitetskrise

Messerschmidt overtager et parti, hvor en stor del af medlemsskaren og flertallet i folketingsgruppen er i opposition. Det er udfordrende i sig selv, men læg dertil en galopperende politisk identitetskrise, for hvad er det lige, man får hos DF?

Kombinationen af velfærd og stram udlændingepolitik har Socialdemokratiet sat sig på og vil man have Fremskridspartiets gamle mixtur af ultraliberalisme og muslim-bashing, så står Pernille Vermund klar med åbne arme.

DF er nu i samme situation som CD i 90’erne efter at Socialdemokratiet havde opgivet flirten med venstefløjens NATO-skepsis: tæt på overflødigt og kun holdt oppe af frontpersonens karisma.

Parløbet med S blev roden til alt ondt

I kommentatorkorpset er der bred enighed, om at det er samarbejdet med Socialdemokratiet, der sammen med den manglende regeringsdeltagelse efter 2015-valget, som er roden til alle partiets kvaler.

Det er også en populær analyse i DF. Fordi den er nem og placerer al skylden hos den forrige ledelse. Og fordi den anviser en klar vej ud af krisen: Ud på højrefløjen med klar profil og hård retorik.

DFs krise er først og fremmest politisk

Men DFs krise er først og fremmest politisk og minder om den Socialdemokratiet oplevede i 00’erne. Dengang mistede S i vælgernes øjne monopolet på at forsvare velfærdsstaten. På samme måde har DF mistet monopolet på at være dem, der turde påtale de fejlslagne dele af integrationen.

Opbakning til velfærdssamfundet og anerkendelse af integrationsudfordringer er i dag adgangsbilletten til overhovedet at sidde med ved voksenbordet i dansk politik. Det er derfor SF aldrig har haft større indflydelse, mens de radikale raser over partiets irrelevans.

DFs opskrift har været at holde sig politisk relevante

Når DF har været en politisk succes, skyldes det, at man igennem hele partihistorien har evnet at gøre sig selv politisk relevant. Både i Fogh-tiden, men også som nogen, der kunne række hen over midten.

Både for at hapse socialdemokratiske vælgere, men også for at gennemføre politik, der kom DFs kernevælgere til gavn.

Det blev demonstreret i fredags hvor DF sammen med KD, de radikale og SF stod bag en reform, der sikrer både lønmodtagere og pensionister bedre vilkår.

Det samme gjorde sig gældende med Arne-reformen og Blackstone-forliget, der gavner henholdsvis nedslidte arbejdere og lejere i de store byer.

Opgiver Messerschmidt midten, er DF spillet tilbage til 1995.

Opgiver Messerschmidt den position, har han også opgivet at høste frugterne af den midterstrategi som både Pia Kjærsgaard og Thuelsen-Dahl har fulgt siden 90’erne, og som går ud på at overtage de radikales rolle som midterparti og kongemager.

Pladsen er trang på højrefløjen

Det vil spille partiet tilbage til positionen ved stiftelsen i 1995. Et protestparti holdt oppe af lederens karisma.

Det kan måske blive den friske start mange i partiet drømmer om, men situationen i dag er ikke den samme som i 1995. Pladsen er trang på højrefløjen og småpartierne mange.

Messerschmidts retoriske talent skal nok sikre, at han bliver hørt i kakofonien fra højre, men hvis DF skal overleve på sigt, så skal partiet fortsat kunne fungere som en stabil samarbejdspartner for både blå og røde regeringer.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Opbakning til velfærdssamfundet og anerkendelse af integrationsudfordringer..."
Som du dog kan formulere dig, Niels.
Er der stadig nogen ved voksenbordet der bilder sig ind at vi lider under integrationsudfordringer?
De voksne i dansk politik har for længst erkendt at integration er en umulighed hvis islam indgår i ligningen. Demokrati og islam kan ikke forenes, og jeg oplever ikke at Socialdemokratiet leverer på den front.

Hvis Danmark og resten af EU for den sags skyld ønsker at opretholde sin levestandart er der behov for massiv indvandring af arbejdskraft. Alene EU økonomiske lokomotiv, Tyskland, har således behov for 500.000 indvandre årligt, for at kunne opretholde sin økonomi. Og i lille Danmark vil der i 2030 mangle omkring 100.000 på arbejdsmarkedet for at kunne opretholde produktionen.

Velkommen til virkeligheden.

I Sverige har Socialdemokraterna i årtier sagt og skrevet lige som du, Jeppe, indvandringen skulle redde pasningen af de gamle og den øvrige velfærd. Virkeligheden, som gerne måtte ramme dig en dag, er at selv efter svensk skolegang må andengenerations plejehjemspersonale på sprogkursus - de unge forstår ikke de gamle, og de gamle forstår ikke de unge! Ingen redning der.
Og i dag er Sverige det europæiske land med flest voldtægter, vist også landet med de fleste skyderier. Det er vurderet at en enkelt bandekriminel koster samfundet omkring 23 mio SKR. Det kan der fås meget velfærd for, og bandekriminelle har de rigtigt mange af hinsidan.
Så, nej, tak, Jeppe. Islam må forblive udenfor.

Åh ja !!! Den evig sang om velfærd ikke at for veksle med velstand. Vi har været her så mange gange før hvor virksomhederne skriger på arbejdskraft og som sædvanlig får de deres vilje, der bliver hente arbejdskraft fra de varme lande men hvad sker der så ?
Den Økonomiske Bubble brister med tusindvis af arbejdsløse til følge og så skal lavløns Danmark slås med de ny dansker om Krummerne. Men hokus pokus så genopstår DF af asken
Der er intet nyt under solen.

Mette Frederiksen har netop givet Messerschmidt de hyldemeter som DF behøver.

Mette har erklæret sig en grøn Socialdemokrat.

Messerschmidt er fortsat en rød socialdemokrat.

Med Putin i øst og Biden i vest bliver det et let valg for gas-kunderne i Danmark.

400.000 potentielle vælgere!

Den norske statsminister har netop meddelt at Norge gerne leverer!

Hvor mange kovendinger Mette Frederiksen kan lave stående på et ben bliver interessant!

Pia Kjærsgårds klimatosseR husker alle vælgere!

Og det bliver måske Messerschmidts redning!

Kan man stole på en socialdemokrat?

Er de stramme nok i indvandrerspørgsmålet?
Er de villige til at skaffe billig gas og el?

Valget bliver enkelt! Især for 400.000 gaskunder!

Aldrig har et enkelt valgtema så klart afgjort et folketingsvalg!

Og Putins pokerfjæs overvåger valghandlingen nøje!

Sjældent har DF været så relevant! For så mange vælgere!

Jyske familier med små børn der allerede har aflyst årets sommerferie!

Måske de i 2023 kan holde “DF-sommerferie”. Gas fra Norge til fornuftige priser!

Og Putin græmmer sig i et gråtrist Moskva!

Annonce