Annonce

Midt- og Vestjyllands Politi overså anmeldelse af Bager-sagen

Region Midtjylland anmeldte Britt Bager-sagen til politiet 24. maj sidste år, men den pågældende politiafdeling overså betydningen af politianmeldelsen. Det viser aktindsigt
Britt Bager-sagen blev anmeldt til Midt- og Vestjyllands Politi 24. maj sidste år.

Det fremgår af akter, som Netavisen Pio har fået aktindsigt i hos Region Midtjylland.

Det fremgår af akterne, at chefen for Region Midtjylland, Poul Carstensen, anmelder forholdet i en mail til afdelingen for Økonomisk Kriminalitet under Midt- og Vestjyllands Politi 24. maj kl. 12.52. En time og ti minutter senere sendes anmeldelsen videre til den efterforsker, der har sagen. Samme efterforsker kvitterer over for Poul Carstensen for modtagelsen af anmeldelsen dagen efter, altså den 25. maj.

Netavisen Pio har fredag talt med pågældende efterforsker. Denne erkender, at han har modtaget anmeldelsen, og også at han ikke fangede betydningen af indholdet i anmeldelsen.

”Hvis jeg havde fanget betydningen af mailen fra Poul Carstensen, så havde jeg selvfølgelig gjort noget ved det,” siger politiassistent Michael Fyrstman til Netavisen Pio.

Fyrstman var hovedefterforsker på den sag, som først på måneden blev afgjort med en bøde på 10.000 kroner til Venstre i Region Midtjylland for ikke – og i strid med reglerne - at have oplyst om 16 store bidrag på over 20.000 kroner til udlændingeminister Inger Støjberg, finansminister Kristian Jensen, transportordfører Kristian Phil Lorentzen og klimaordfører Thomas Danielsen.  

Her er politianmeldelsens ordlyd

Sådan skriver den juridiske chef hos Region Midtjylland, Poul Carstensen, i sin anmeldelse 24. maj 2018 af Britt Bager-sagen til Midt- og Vestjyllands Politi:

Det fremgår desuden af redegørelsen, at der er en række private bidrag på over 20.000 kr., som Venstre ikke kan redegøre nærmere for

”Det fremgår desuden af redegørelsen, at der er en række private bidrag på over 20.000 kr., som Venstre ikke kan redegøre nærmere for med navn og adresse på bidragsyderen i overensstemmelse med partiregnskabsloven.

Det skal præciseres, at Venstre i bilaget oplyser, at det drejer sig om 5 bidrag, som en enkelt kreds – Venstre-Faurskov-kreds – har modtaget, og at den daværende folketingskandidat har oplyst, at indbetalingerne vedrører 5 forskellige virksomheder, ligesom den pågældende har oplyst Venstre de pågældende virksomheders navne og CVR-nr.

Venstre oplyser samtidig, at de ikke har kunnet få verificeret de modtagne oplysninger om indbetalerens identitet ved fx revisor-erklæring, men at den person, som har foranlediget overførslen af de 5 indbetalinger har bekræftet oplysningerne om fra hvilke virksomheder indbetalingerne hidrører.

Skulle der være spørgsmål i den anledning, står vi fortsat meget gerne til rådighed.

Jeg skal venligst bede om en kvittering for modtagelsen af denne mail.”

Poul Carstensen kendte til Britt Bager-forholdet, fordi Venstres formand i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, nævner forholdet i en skriftlig redegørelse om uregelmæssighederne hos Venstre til Region Midtjylland dateret 18. marts 2018.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræftede i går officielt over for Netavisen Pio, at man aldrig har efterforsket Britt Bager-sagen. Men man undlod samtidig at oplyse, at Midt- og Vestjyllands Politi rent faktisk har modtaget en anmeldelse af forholdet fra Region Midtjylland.

Se Region Midtjyllands politianmeldelse af Britt Bager-sagen her:

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet