I København kan man slet ikke undgå at støde på Kay Fiskers mange byggerier, og den tradition, som han byggede videre på, og som han lærte fra sig som flittig skribent og lærer, har skabt et solidt grundlag for en ny national bygningsidentitet.

Første gang jeg selv stødte på Kay Fiskers arkitektur, var dengang jeg blev indskrevet på Aarhus Universitet, hvor jeg skulle studere filosofi.

Næsten med en bævrende respekt ankom jeg til universitetsbygningerne, der fremstod så lyse, så harmoniske og nærmest besindigt ophøjede.

De gule murstensfacader, de store vinduespartier, den næsten rene, indre æstetik samt det, at hele komplekset sådan smyger sig bugtende ud over landskabet, skærpede min forestilling om universitetet som et sted, hvor åndens renhed, fornuften og ordentligheden herskede.  

Jeg anede ikke, at blandt andet Kay Fisker og C.F. Møller havde tegnet bygningerne, men jeg mærkede tydeligt, at der var tale om noget særligt, noget, der havde med lyset og landskabet at gøre.

Man kan sige, at en af Kay Fiskers helt store bedrifter var, at han som ingen anden formåede at bygge på bugtede overflader, hvor byggeriet nærmest går i et med landskabet.

Det er en af grundene til, at Aarhus Universitet fremstår som en helhed, eller det som man kan kalde for et campus.

Modernismen

Kay Fisker begyndte allerede som udførende arkitekt i 1915 og fortsatte helt frem til sin død i 1965, i netop den periode, man i dag kalder for modernismen.

Han var en af de første, der tegnede boligkarreer i stor skala, og han var på den måde med til at præge det nye København, der blev skabt fra 1930’erne og frem.

Kay Fisker var blandt andet dybt fascineret af den svenske arkitekt, Gunnar Asplund, som han også arbejdede sammen med i sin ungdom. Han var især fascineret af Asplunds ‘skovkirkegård’, der blev påbegyndt i 1914, og som befinder sig i Stockholm.

Det var i hvert fald ikke selve den arkitektoniske stil, som Fisker fandt interessant hos Nyrop

Her så han en type arkitektur, der var dybt integreret i landskabet, og med et volumen og et formsprog, der var klassicistisk. Det var træk, som Kay Fisker videreførte i sine egne senere bygninger.

I Mirjam Gelfer-Jørgensens nyligt udgivne bog om arkitekten Martin Nyrop, som udkom på samme forlag, som bogen om Kay Fisker, skriver hun, at Kay Fisker nok har været inspireret af ham, grundet dennes dybe respekt for de håndværksmæssige traditioner og klare kvaliteter.

Det var i hvert fald ikke selve den arkitektoniske stil, som Fisker fandt interessant hos Nyrop, men derimod hele hans tilgang til faget, hvor optegninger og registreringer af tidligere bygninger, samt en videreførelse af god byggeskik og sund fornuft var meget fremtrædende.

Der er kælet for de håndværksmæssige detaljer og selve udførelsen

En mulig inspiration fra Martin Nyrup ser man også i brugen af mursten, der blev anvendt flittigt og dekorativt i de fleste af Kay Fiskers byggerier.

Der er kælet for de håndværksmæssige detaljer og selve udførelsen, hvor især indfældede fuger ofte spiller med lys og skygge i Fiskers mange, imposante og meget store byggerier.

Brugen af mursten var også en inspiration, som Kay Fisker havde fra P.V. Jensen Klint, der blandt andet tegnede Grundtvigskirken, der er opført i gule mursten.

En stor stilist

Foruden Kay Fiskers evne til at bygge på bugtende grunde, var han også en stor stilist, når det gjaldt store boligbyggerier. Hans mange facader fremstår nærmest musikalske med stor homogenitet og harmoniske gentagelser.

De er på en måde både enkle, monumentale, smukt spillende med lys og skygge. Det er som om, at Kay Fisker formåede at finde frem til en brug af klassicistiske midler, uden at kopiere dennes brogede stils mange detaljer, for blot at bibeholde dens volumen og klare proportionale virkningsmidler.

Man ser det på mange af Kay Fiskers byggerier i København, lige fra det tidlige byggeri, Hornbækhus (1920-22), Vestersøhus (1935-39) og ‘Trianglen’ på Rosenørns Allé (1930-32).

På sådan en tur langs Sankt Jørgens Sø støder man også på Kay Fiskers meget særpræget boligbygning på Vodroffsvej

Har man blot en gang været så heldig at gå langs Sankt Jørgens Sø en vindstille og solrig dag, hvor Vestersøhus spejlet i vandet, så forstår man til fulde, hvad Kay Fisker formåede at gøre med en husfacade, så den fremstår besindig, rytmisk, enkelt og meget elegant.

På sådan en tur langs Sankt Jørgens Sø støder man også på Kay Fiskers meget særpræget boligbygning på Vodroffsvej, der nærmest er bygget i Yacht-stil, og derfor på en måde minder lidt om Ole Falkentorps Hotel Astoria, der er opført omtrent samtidig langs banegraven ved Københavns Hovedbanegård.

I disse to byggerier, af henholdsvis Fisker og Falkentorp ser man tydeligt tidens moderne stil, også selvom de er meget forskellige, hvor altså Fisker vælger murstenen frem for beton, der var tidens helt nye trend at bygge i.

Næsten poetiske

Selvom Kay Fiskers byggerier på en måde er meget forskellige, og ofte spejler den specifikke tid, de er opført i, er der alligevel noget karakteristisk og noget helt særligt over dem alle.

Det er som om, at han var meget bevidst om, at hans store byggeprojekter virkelig fylder i bybilledet og landskabet, og at de derfor skal besinde sig, for at indgå harmonisk i det samlede billede.

Det er på sin vis derfor, at flere af hans byggerier fremstår som noget næsten poetiske.

Det poetiske kommer også til udtryk i boligbyggeriet, Dronningegården (1942-57), som han tegnede sammen med C.F. Møller og Svenn Eske Kristensen.

Dronningegården er et gådefuldt byggeri

Her fik de mulighed for at bygge i det ”gamle Københavns” hjerte, hvor saneringsklare bygninger blev revet ned.

Dronningegården er et gådefuldt byggeri, der på en måde er tilpasset omgivelserne, og derfor falder i et med dem.

Men det er også et meget særpræget byggeri med mange mønstre, og nærmest et abstrakt, modernistisk udtryk for et fravær, der skabes af fordybninger til altaner i facaden, samt i en buegang med murstensmønstre, der ikke fører nogen steder hen.

Grundig og nysgerrig formidling

I det hele taget var og er Kay Fisker en æret arkitekt og skribent for mange arkitekter, selvom han ikke var vildt eksperimenterende.

Hans harmoniske formsprog og videreførelse af ædle traditioner, hvor selv boliger for almindelige mennesker skal fremstå ordentlige, uden at være for prangende og imposante, er noget det tætteste, vi kommer på en specifik dansk bygningstradition, som kan opleves som værende distinkt og karakteristisk.

Bogen om Kay Fisker er skrevet af Martin Søberg, og han formidler grundigt og nysgerrigt. Han giver sig god tid, så man som læser måske, ind imellem ikke helt ved, hvad han forsøger at beskrive, men som man så senere forstår til fulde.

På den måde følger han Kay Fiskers egen metode, og bogen er derfor også mådeholden, besindig og respektindgydende for disse fine detaljer og smukke former, som netop er selve grundtemaet.

 

Martin Søberg: Kay Fisker. Moderne arkitektur. Levende Tradition. Rigt illustreret med tegninger og fotos i farver. 341 sider. Oversat fra engelsk og udgivet på forlaget Strandberg Publishing, 2023.