Mogens Lykketoft har ikke noget at klage over

Anmeldelse: Mogens Lykketoft har ofte haft ret uden at få ret, sådan lyder det i anmeldelse af en dugfriske selvbiografi.
Foto: Rosinante
Når en væsentlig bog er på vej til boghandleren ankommer den også til redaktionerne med besked om, at den først må anmeldes på udgivelsesdagen. Men der er ingen begrænsninger for redaktionernes mulighed for at skrælle eller planke de gode historier fra bogen.

Sådan er Mogens Lykketofts synspunkt på Helle Thorning Schmidt foreløbig blevet den helt store historie. Ja faktisk så stor, at Politikens chefredaktør allerede i søndags i en førtidig minianmeldelse skrev, at Lykketoft smadrer ”resterne af Helle Thorning-Schmidts politiske eftermæle.”

Eddermugme meget mere end kritik af et par socialdemokratiske ledere

Boganmelderen skal hverken skrælle eller planke, men forholde sig til helheden og forsøgsvis frigøre sig fra de historier, som allerede har skabt overskrifter. Og Mogens Lykketofts bog er eddermugme meget mere end kritik af et par socialdemokratiske ledere. Selvom pennen er spids, når han uddeler personkritik.

Modstander af Vietnam-krigen

Ved at kalder sin bog for Erindringer markerer Lykketoft, at det er samtiden set af ham, ikke en objektiv historiebeskrivelse. Men hans materiale skal nok klare den nærmere efterprøvelse, som hans politiske med- og modspillere sikkert vil forsøge i de kommende dage. Der er i hvert fald tale om væsentlige bidrag til Danmarks og arbejderbevægelsens nyere politiske historie, baseret på Lykketofts egne dagbogsnotater.

Jeg havde gerne læst om militærnægterlejrens hverdagsliv

Den socialdemokratiske læser får et godt indblik i Lykketofts politiske dannelse fra tiden i den socialdemokratiske studenterbevægelse, Frit Forum. Og hans mangeårige kritik af Vietnam-krigen. Deltagelsen i krigsmodstandernes organisationer var ikke altid populær i hele Socialdemokratiet, men Anker Jørgensen var på samme side.

Jeg huskede ikke, at Lykketoft også havde fravalgt militærtjeneste og i stedet blev militærnægter. Hvis han havde valgt at skrive tre bøger i stedet for den ene på 568 sider, så havde jeg gerne læst om militærnægterlejrens hverdagsliv og koldkrigstidens handlinger og holdninger i forhold til de unge, der turde tale imod krigen.

Adoptivbarnet Mogens

Mogens Lykketoft udvikler den private og den politiske fortælling i den tidsmæssige sammenhæng, der giver et indtryk af det politiske livs omkostninger – især for de nærmeste. Det private bliver dog aldrig for privat. Det er både stærkt og smukt, når adoptivbarnet Mogens gengiver det langstrakte forløb med at finde sine biologiske forældre. Det skete på en måde, som man kan kalde omsorgsfuldt i forhold til adoptivforældrenes følelser.

Han fik kontakt til moderen, som var husmandskone på Sjælland, og faderen, som med kone og tre børn allerede i 1958 var udvandret til en middelklassetilværelse i Canada. Etablering og fastholdensen af kontakten er en god historie, godt fortalt.

Det er både stærkt og smukt, når adoptivbarnet Mogens gengiver det langstrakte forløb med at finde de biologiske forældre

Der var to piger i det første ægteskab med Aase, men hun døde, da pigerne var på vej til ti og syv år. Alenefaderens udfordringer, vanskeligheder og fejlgreb skildres sobert. Det samme kan siges om nedsmeltningen af det lange ægteskab med Jytte Hilden, da de ikke længere havde politik og folketingsdeltagelse til fælles. Det sled.

Det har altid været kendt, at Mogens Lykketoft holdt fast i venner tilbage fra skoletid og studietid, men det er alligevel en overraskelse, at boligbevægelsens kloge mand, Gert Nielsen, i så mange forløb var så tæt på Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, at han altid deltog i både strategidrøftelser og ministerudnævnelser.

Mere pragmatisk end rød

Mogens Lykketofts indgang til politik var usædvanlig. Han havde som medarbejder i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skrevet skattepolitiske oplæg til både LO og Socialdemokratiet, da Anker Jørgensen ringede og spurgte, om han ville være skatteminister. Han bad om betænkningstid, og Anker lovede at holde røret, i de få sekunder, som det nu kunne vare.

Der er nogle enkelte sider om renteskatten, som jeg må læse igen, fordi det er svært stof, men bogen bliver ellers aldrig svær eller indforstået. Mogens Lykketoft fortæller om politiske forlig og aftaler, så selv nogle af finanslovsaftalerne får liv. Vi får historien om, hvor tæt vi egentlig var ved indførelse af økonomisk demokrati (ØD).

Hans bog er også en lærebog i politik, der vil forandre

Mogens Lykketoft fortæller respektfuldt om de mange politikere fra andre partier, som han har samarbejdet med. Hans forhold til De Radikale svinger mellem fornuft, nødvendighed og irritation over, at de alligevel vil rette kommaer hos andre. Hvis nogle vil fremhæve Lykketoft, som den ideologiske 'Mogens den Røde', så er sandheden, at han var og er så pragmatisk og resultatsøgende som nogen socialdemokrat. Derfor er hans bog også en lærebog i politik, der vil forandre.

Opgør med stædige kvinder

Mogens Lykketoft gennemgår dele af Ritt Bjerregaards og Karen Jespersens handlingsmønstre. De spiller ikke på holdet. Kritikken af Ritt Bjerregaard er centreret omkring hendes afvisning af at flytte så meget ind i sin lejlighed i København, at hun kunne frasige sig det skattefrie stedtillæg, som hun havde i kraft af folkeregisteradressen på Fyn.

Lykketoft ser hendes stædighed, som medvirkende til at knække Svend Aukens greb om partiet og medvirkenbde årsag til at fremkalde formandsopgøret, der i 1992 gav Poul Nyrup Rasmussen et solidt mandat til at afløse Auken.

Lykketoft ser hendes stædighed, som medvirkende til at knække Svend

Den detaljerede og analytiske beskrivelse af boligsagen står stærkt i sig selv. Vi behøvede sådan set ikke konklusionen, men her er den alligevel: Mogens Lykketoft fandt aldrig hos Ritt en politisk kurs, der var lige så klar og konsistent som hendes kamp for at skabe opmærksomhed.

Karen Jespersen, der sammen med sin ægtefælle Ralf Pittelkow bevægede sig fra det yderste venstre til S bliver også brundigt belyst. I bagklogskabens lys står hendes solomeldinger som illoyalitet i glas og ramme. Lykketoft bruger dog ikke anledningen til at kritisere Poul Nyrup Rasmussen for den fase i socialdemokratisk politik, hvor udlændingepolitikken sejlede.

Det er ikke sådan, at Lykketoft sammenfatter kritikken af de to nævnte, som beskrevet ovenfor. Han beskriver deres handlinger over tid, og så kommer konklusionen automatisk, og han giver adskillige mænd samme behandling.

Lykketoft lukker døren til forhandlingslokalerne

Jeg har allerede opholdt mig ved bogens store omfang, så det lyder dumt, at man beder om, at nogle temaer foldes mere ud. Der er gode oplysninger om opløsningen af det tætte og historiske samarbejde mellem LO og Socialdemokratiet. Men. Selvom Lykketoft deltog i forhandlinger internt i Socialdemokratiet og LO, så fornemmer vi, at han aldrig tager os med helt ind. Han har gode bud på, hvordan samarbejdet ophørte, men hvad sagde de til hinanden? 

Begge parter må have været grædefærdige, men så tæt på kommer han ikke. Der også andre steder, hvor jeg synes, at han skulle have taget os med helt ind i lokalerne.

Begge parter må have været grædefærdige, men så tæt på kommer han ikke

Det er både en god bog og en flot bog. Den er godt skåret til. Den er velskrevet, og man fornemmer, at Mogens Lykketoft stræber efter det retvisende billede, der også inddrager hans egne fejltagelser med privatiseringer og den slags.

Og hvis vi går lige ind i dagens socialdemokratiske udfordringer, så var ændringerne i efterlønsordningen ikke en almindelig fejl, men den nødvendige fejltagelse, der fik både venner og fjender til at råbe løftebrud, så det kan høres endnu. Men Lykketoft havde jo ret. Det var ikke rimeligt, at folk, der ikke var nedslidte, kunne forlade arbejdsmarkedet som 60-årige.

Sådan har Mogens Lykketoft ofte haft ret uden at få ret

Sådan har Mogens Lykketoft ofte haft ret uden at få ret. Det er ikke muligt inden for anmelderiets rammer at analysere, hvorfor hans forhold til medierne ikke var så godt, som det burde have været, men sikkert er det, at han har fået flere skrammer end fortjent.

Til gengæld har kongeriget tildelt ham den betydelige anerkendelse, som lå i posterne som formand for Folketinget og formand for FN’s generalforsamling. Han har sådan set ikke noget at klage over, og det gør han heller ikke.

Mogens Lykketoft: Erindringer. Holdning og Handling, Forlaget Rosinante, 568 sider. Udkommer 2. oktober.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Fint ræsonneret anmeldelse. Da bogen kom, slog det mig hvorledes Helle Thorning og især Bjarne Corydon reagerede på den kritiske men argumenterede omtale af dem: ikke med argumenter, men med personangreb på Mogens Lykketoft. Som der ikke er grund til her at gentage. Der er – og var – forskel i format.