Dorte Bennedsen var på mange måder en særling som socialdemokrat. Født ikke i stenbroens sjaskvåde armod, men ind i en af kongerigets kulturelt rigeste familier. Datter af demokratitænker Hal Koch og kirkeminister og mandfolk Bodil Koch. Et kreativt, drømmende, kulturelt pift til det materialistiske, velfærdssamfundsopbyggende socialdemokrati. Som den kulturelle lime, der pynter den socialdemokratiske citronfromage. Jo, Dorte Bennedsen blev født til en særlig tilværelse.

Og tilværelsen skulle blive særlig for Dorte Bennedsen. Fire årtier i demokratiets tjeneste. Socialdemokratiets, til dels, men først og fremmest i demokratiets.

Dorte Bennedsen levede og åndede for demokratiet. Det var jo lidt et familieforetagende. Dorte Bennedsen udførte i praksis de tanker, hendes far Hal Koch havde udtænkt i teorien.

Fra 1968-71 var hun generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd. Som den første kvinde for øvrigt, men lad os nu ikke falde i ”første kvinde”-fælden. Dét prædikat ville ikke yde Dorte Bennedsen ret.

I 1970 blev hun valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, men alligevel var det nok en overraskelse for de fleste, at hun i 1971 blev headhuntet (hvad man næppe kaldte det dengang) af statsminister Krag til posten som kirkeminister. Blot 5 år efter, at hendes mor havde forladt samme post.

Dorte Bennedsen var livet igennem et aktivt forenings- og demokratimenneske. Som formand for forbrugerrådet i 70’erne kæmpede hun blandt andet for en demokratisering af energiområdet, så forbrugerne blev taget med på råd. I 90’erne fik hun rettet økonomien op i foreningen Norden og var gennem hele livet en ildsjæl.

Som undervisningsminister under Anker Jørgensen stod Dorte Bennedsen fast på, at tider med høj ungdomsarbejdsløshed skulle bruges til at sikre, at flere unge mennesker fik en uddannelse. Og hun var en af de første, der slog på tromme for, at faglige uddannelser skulle være lige så fine som gymnasiale.

I sine sidste aktive år i dansk politik var Dorte Bennedsen formand for Folketingets indfødsretsudvalg, mens slut-90’ernes store kamp om indvandringen stod på. Dorte Bennedsen holdt hårdt på, at udlændingepolitikken ikke skulle strammes. Man kan altid diskutere resultaterne, og om tankerne og ønskerne holdt vand i virkeligheden. Dén diskussion er upassende at tage posthumt.

Dét, der til gengæld må stå tilbage er de tanker, Dorte Bennedsen havde. Den måde, hun så mennesker og samfundet på: At vi hørte sammen, at hvert enkelt menneske har værdi, at ingen må tabes på gulvet, og at vi må kunne tale os nærmere hinanden.

Dorte Bennedsen viste os, hvad demokratiet handler om med eksemplets kraft. Hun var altid i fart, altid i kamp for det, hun troede på. Uanset, om det var i folketingssalen, i ministerkontoret eller i samfundet uden for osteklokken.

Æret være Dorte Bennedsens minde.