Bolig: 12000 (!). Børnehave: 2400. Studielån: 1560. Transport: 700. Fagforening: 973. Forsikring… telefon… internet… osv. osv.

Det er staten af måneden, og jeg har åbnet pungen for de ”faste besøgende”. Som enlig forælder på den københavnske vestegn er listen lang.

[read-also]

Valget må ikke være imellem velfærd og rådighedsbeløb
Den seneste tid, har den offentlige debat været fyldt med Liberal Alliancess krav om ”historiske skattelettelser”. Et forslag der nu endegyldigt er taget af bordet. Helt forventeligt fester venstrefløjen igennem, for velfærden er reddet lidt endnu.

Vi har brug for bedre velfærd. Men når jeg åbner netbanken i slutningen af måneden, kommer jeg alligevel i tvivl.

Jeg ville ønske, at jeg entydigt kunne dele begejstringen, for vi har brug for bedre velfærd. Min søn har brug for flere voksne i børnehaven. Min region har brug for flere læger og speciallæger, som skal uddannes og aflønnes. Men når jeg åbner netbanken i slutningen af måneden, kommer jeg alligevel i tvivl. For selvom jeg har et godt job, så står jeg, som alenefar i en dyr lejlighed i hovedstaden, stadig med røde tal på bundlinjen måned efter måned.

Forstå mig ret – jeg er ikke fattig. Men der er skåret helt ind til benet på mange af de ting, der gør livet værd af leve. Og det ser ikke umiddelbart ud til at blive bedre.

Når jeg hører kravet om øgede velfærdsinvesteringer, så tænker jeg tit på, at min søn snart skal have en ny vinterjakke. Jeg ser dilemmaet for mig: ”flere offentligt ansatte eller penge til en sommerferie i udlandet”. Og det er ikke et så nemt valg, som mange vil gøre det til.

Den pressede middelklasse kræver svar
Grunden til at det valg er svært for mange, er ikke fordi de er grådige eller de bare vil have endnu en fladskærm. Grunden er, at vi danskere ikke er så rige, som vi går og bilder os ind. For et almindeligt medlem af et LO-forbund, har lønnen stået mere eller mindre stille siden krisen i 2008. Boligmarked er, på trods at sine op- og nedture, stadig vanvittigt i de store byer. Samtidigt har vi høje energipriser, dagligvarepriser og ja meget høj skat.

For et medlem af et LO forbund, har lønnen stået mere eller mindre stille siden krisen i 2008.

Oven i hatten bliver ansættelser mere usikre, kravet om uddannelse stiger og de pivåbne grænser importerer arbejdskraft i et omfang der gør, at man aldrig rigtig kan vide sig sikker. Resultatet er en middelklasse er under pres.

Venstre har med deres krav om lavere skat på arbejde givet et konsekvent svar på denne udfordring. Er det et godt svar? Det syntes jeg ikke. Men det er dog et svar. I fravær af alternative bud, har vores tidligere SRSF-regering grebet til samme værktøj, da de hævede beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen.

Udviklingen kan man også se, at rød blok efterhånden består af offentligt ansatte kvinder, der gerne vil have flere kollegaer og bedre arbejdsforhold. Imens står de privatansatte mænd i blå blok og er nervøse for indvandring og deres faldende købekraft. De vælger højrefløjen og deres skattelettelser i mangel af bedre - og mere socialdemokratiske -  alternativer.

Det SKAL være billigere af være Dansker
For mig var den engelske Labour-formand Ed Miliband en af de mest visionære socialdemokratiske ledere i mange år. I sin tid som formand for Labour, starte han en politikudviklingsproces, der inddragende utallige borgere på tværs af hele Storbritannien. De kom frem til, at debatten om rådighedsbeløbet var den vigtigste. De kaldte den ”cost-of-living” krisen og ”den klemte midte”.

Ligesom med udlændingedebatten, så vinder vi intet ved at nægte at forholde os til problemet og lukke øjnene

Som alternativ til højrefløjens bevidstløse skattelettelser i toppen, brugte Ed Miliband og Labour meget energi på at undersøge hvordan de kunne hjælpe middelklassen.

Hvordan offentlig regulering kunne give billigere energi, billigere husleje og billigere dagligvare til middelklassen. I Danmark kunne vi socialdemokrater passende gøre det samme, og samtidig se på billigere børnepasning, billigere energi – og ja; lavere skat og billigere biler.

En ting er sikkert. Ligesom med udlændingedebatten, så vinder vi intet ved at nægte at forholde os til problemet og lukke øjnene. Det er kun gode socialdemokratiske løsninger der kan løse udfordringerne. Ind til vi tør det, så vil højrefløjens dårlige svar – skattelettelser til de rigeste – vinde diskussionen hver gang.

Svend Dyrholm Pedersen er medlem af Socialdemokratiet i Vallensbæk.