Det gavflabede, men stadig skægge ræsonnement slår mig, da jeg læser Morten Papes nyudgivne roman: Guds bedste børn. Og altså igen befinder mig midt på den lorteø, han tilbage i 2015 gjorde kendt landet over med sin prisvindende bestseller 'Planen' om en problematisk opvækst i Urbanplanen på Amager.

På en og samme tid indfanger Papes nye roman nemlig oplevelsen af at være et uønsket krapyl og samtidig en solidaritetsfølelse med netop dem, der blot skulle have været en ubetydelig plet på et forvasket lagen.

Skal du smage battet, dit perkersvin?!

“Skal du smage battet, dit perkersvin?!” Ordene rammer hårdt. Men ikke så hårdt som boldtræet, der få sekunder senere havde smadret hovedet på Zeki. De to teenagefætrene Simon og Mickey har følt sig provokeret, da de i deres gangsterbil en aften cruiser forbi det gadehjørne, hvor Jamil og Zeki spiser pizza efter at have færdiggjort deres avisrute. Og straffen er ubarmhjertig og alt andet end solidarisk. Zeki dør.  

Tematisrer racisme
Bogen er baseret på autentiske begivenheder, men selvfølgelig fortalt som en variation over virkeligheden. På den måde ligger romanen sig i naturlig forlængelse af debuten, hvori Pape rent faktisk nævner det såkaldte kølledrab på Amager. 

Hvad angår det rigtige drab, fandt det sted den 19. marts 2008 på Amager, ikke i Holmbladsgadekvarteret, men på hjørnet af Polensgade og Lergravsvej, hvor den 16-årige Deniz Uzun blev dræbt med et kølleslag. Selvom sted, navne og antal af gerningsmænd sandsynligvis ville være relevante størrelser i en juridisk, journalistisk eller en historisk sammenhæng, er de små variationer mellem fiktion og ikke-fiktion blot detaljer, hvad angår Papes selvbiografiske roman. 

Fokus i 'Guds bedste børn' er derimod orienteret imod den filterløse racisme

Samtidig er opmærksomheden rykket væk fra forfatterens eget liv til fordel for på den ene side Zeki og Jamil, hvis nydanske rødder rækker udenfor landets grænser, og på den anden side Mickey og Simon, to bleghvide kartoffeldanskere fra Amager.

Dermed er det nærliggende at betragte romanen som dels en kløgtig undersøgelse af hvilke følelser, der gik forud og fulgte i kølvandet på drabet, og dels et meget relevant politisk indlæg, der tematiserer særligt den racisme, der i disse år eksisterer i det danske samfund.

Morten Pape anvender dog stadigvæk en følelsesmæssig drivkraft fra sit eget liv

Morten Pape anvender dog stadigvæk en følelsesmæssig drivkraft fra sit eget liv, idet han – som han fornyligt har nævnt i flere interviews bl.a. med Fyens Stiftstidende - rent faktisk engang kendte gerningsmanden, der var en af hans lillebrors venner og ligeledes søns af Morten Papes fars tidligere kærester.

Rå realisme
Sådan en fortælling kalder på en rå realisme, vi også kender fra forfattere som Jakob Ejersbo, Jonas T. Bengtson og Yahya Hassan. At Pape desuden har udvidet sin æstetiske palette med en række nye fortælletekniske greb klæder forfatterskabet ganske godt. Og det bidrager kraftigt til, at Papes anden roman er (mindst) ligeså stærk som hans debut.

Som når han krydsklipper mellem tid, sted og synsvinkel, og dermed giver os en hjerteskærende indsigt i følelser og indtryk hos de traumatiserede sjæle. Som når den analfabetiske Mickey reflekterer over sit selvværd og sit had:  ”Gud velsigne nogen man kan hade så meget, at man kan lide sig selv igen.”

Samtidig er det også her, at illusionen slår revner. De indre monologer, som Mickey fører mig sig selv, er godt nok fremført med små begyndelsesbogstaver, men da de for eksempel ikke er gengivet med den fornødne ortografiske korrekthed i forhold til hans krøllede analfabetisme, er det desværre ikke tilstrækkeligt til at gøre sproget helt så uforglemmeligt, som de ellers kunne have været.

Dog er det som bekendt aldrig noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget. Pape mestrer den lange, plotdrevne fortælling til fingerspidserne, og det gør ham til en fremragende bestsellerforfatter. Samtidig giver han med stort menneskekendskab qua sin voksende popularitet stemme til dem, der alt for sjældent får taletid i et småligt og eftersigende lykkeligt samfund. Dem, der er svigtet af omverdenen, fortabt i systemet, overladt til deres egen vrede.

De bedste og de værste
På den måde gør romanen sig klart til et opgør med den fordummende dem-og-os-logik, der undertiden infiltrerer det danske samfund, hvad angår klasse og etnicitet. Derfor er det heller ikke for ingenting, at romanen lige præcis hedder Guds bedste børn.

Titlen optræder imidlertid kun én enkelt gang i selve romanen, nemlig om offeret: ”Zeki var jo ikke ligefrem et af Guds bedste børn”. Det ændrer dog ikke på, at man vil sagtens kunne sige det samme om gerningsmændene, da Pape ironisk nok lader karaktererne spejle hinanden.

Som når ballademageren Mickey på tidspunkt hakker en kniv i låret på en jævnaldrende midt i skolegården, spejler det blot en episode, hvor den mindst ligeså uregerlige Zeki i skolekøkkenet kyler en blender efter en skolekammerat, for derefter at ville mase ham igennem den rude, som blenderen lige har knust.  

Begge er de da også vokset op i dysfunktionelle familier. Og man fristes undertiden til at sige, at der ironisk nok er mere, der i hele taget forener dem, end der skiller dem ad. Er der imidlertid noget, der skiller dem ad umiddelbart, er det fastgroende forestilling om kulturel identitet. Og dem mestrer Pape at stikke til på formidabel vis.

Vennernes ignorante take på Koranen huer ikke helt den velreflekterede teenager

Ligesom forfatteren sløjfer den negation i romantitlen, vi typisk kobler til den faste vending i sin kendte form, og dermed tvetydigt dels afspejler ønsket om faderlig anerkendelse, og dels åbner for forsoning, en overbærenhed, ja, måske i virkeligheden en solidaritet, på tværs af kulturelle forskelle. Så sætter replikker som disse også gængse logikker ud af kraft glimtvist.

Mest af alt er og bliver Guds bedste børn dog en rå, realistisk roman om udgrænsede personer og grupper. En moderne tragedie om et meningsløst mord og fejlslagne helte i et velfærdssamfund på afveje. Og det gør først og fremmest Morten Papes nye roman til en hård, men fantastisk fortælling, der af samme grund er dét mere aktuel forud for et kommende folketingsvalg.


Morten Pape: ”Guds bedste børn.” Politikens Forlag. 440 sider. 300 kr. Udgivet den 23. august 2018.