Socialdemokratiet har altid sat en kulturpolitisk dagsorden.

Jeg vil gå så vidt at påstå, at uden Socialdemokratiet havde vi ikke haft en kulturpolitik i Danmark.

Inden Socialdemokratiet formulerede en sådan, var kulturlivet finansieret og styret af mæcener og forbeholdt de få.

Socialdemokratiet har - i samarbejde med kunstnere, kultur og idrætsliv - formuleret en politik på området, der både tilgodeser både bredde og elite

Når centrale politikere i Socialdemokratiet så bruger deres demokratiske ret i såvel samfund som parti, til at stille spørgsmålstegn ved, om vi bruger midlerne rigtigt, er det altså ikke det samme, som at hele partiet har taget en drejning.

Socialdemokratiet har - i samarbejde med kunstnere, kultur og idrætsliv - formuleret en politik på området, der både tilgodeser både bredde og elite.

Det giver overhovedet ikke nogen mening at opdele debatten i ”klassisk” og anden kultur, eller ”elitært” og ”folkeligt” – kunsten og kulturen har så mange udtryk og opleves så forskelligt. Og af så mange forskellige mennesker. Så de betegnelser er helt ude af trit med virkeligheden.
 

Legitim debat

Men det skal altid være legitimt at diskutere, om midlerne fordeles rigtigt.

Et eksempel er, at der i længe tid har været et ønske i en del af musiklivet om, at man brugte den offentlige støtte som direkte honorarstøtte fremfor drift af spillesteder – også her tales der om, at administration tager en for stor del af kagen.

Enighed er vi derimod ikke så optagede af

Vi, der bor langt væk fra de store kulturinstitutioner, ved, hvad det betyder at have vores lokale bibliotek.
Vi ved, hvad det betyder at have en lokalt kammerensemble. Vi ved, hvad der betyder for os, at der er optræden af dygtige kunstnere i nærmiljøet. Og vi ved, hvad det betyder, at der skabes rammer for et idrætsliv langt fra de store stadions.

Derfor er vi glade for, at der er en klar socialdemokratisk kulturprofil også efter det kommende valg – enighed er vi derimod ikke så optagede af – det er det, der sker i debatten, der rykker.