Sådan lød fra instruktør Quentin Tarantino i et interview op til præsentation af hans niende og længeventede film ’Once upon a Time in Hollywood’. Filmen der har Leonardo DiCaprio og Brad Pitt i hovedrollerne.

Tarantino erklærede at det hele kunne være forbi

Det var et udsagn, som filmfans over hele verden havde frygtet. Tarantino erklærede at det hele kunne være forbi – at han nu var nået til ”the end of the road” og havde givet filmindustrien hvad han kunne. Den verdensberømte instruktør betingede dog karrierens endeligt med anmeldelsernes dom.

Det burde således være med svedige håndflader, at anmelderkorpset har kastet sig over filmen velvidende at alt for positive bedømmelser kunne betyde et endegyldigt farvel.

Varmt venskab: Falleret skuespiller – loyal stuntman

Med ’Once upon a Time in Hollywood’ har Tarantino leveret en helt unik film, der er spækket med filmstjerner, referencer til tidligere tiders film, udskældte genrer og malende beskrivelser af livet i Hollywood ved udgangen af de ikonisk glade 60’ere.

Filmen foregår I 1969 og åbner med frustrationerne hos den fallerede filmstjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio). Efter succes med tv-serier i Western-genren kæmper Rick Dalton for at holde karrieren i gang og for få det helt store gennembrud på det store lærred. Men de store roller udebliver, mens alkoholen sætter ind.  

Kampen for karrieren følger vi tværs over Los Angeles under konstant rådgivning af stuntman Cliff Booth (Brad Pitt), der fungerer som Daltons chauffør, altmuligmand og bedste ven. Men det bliver ikke til mange stunts for Cliff, der loyalt og opmuntrende følger sin arbejdsgiver og ven.

Det venskabelige bånd mellem stuntman og skuespiller giver samtidig filmen en varm og optimistiske

De to filmkammerater har indledt karrierens efterår, hvor særligt Dalton har sat en selvdestruktiv livscyklus. Alligevel blænder de begge med glimtvis top-skuespil (Dalton) og fysisk nærkamp (Booth) overfor både actionfilmstjernen Bruce Lee og Manson-familiens morderiske hippie-håndlangere.

Makkerskab mellem stuntman og skuespiller var velkendt fra 50 og 60’ernes Hollywood, hvor John Wayne, Burt Reynolds og Steve McQueen altid var fulgt af deres fysisk udsatte dobbeltgængere. Det venskabelige bånd mellem stuntman og skuespiller giver samtidig filmen en mere varm og optimistiske karakter end hvad man ellers kender fra Tarantino.

Det Tarantinoske superbrand: dialogen

Filmen afkræver adskillige latterudbrud, når især Brad Pitt går aktion, den viser ekstremt flot-klippede billeder fra det langsomme hverdags-film-liv i Hollywood og så brager den igennem med fantastisk skuespil. Det er smuk meta, når DiCaprio på fremragende vis spiller en skuespiller, der spiller en skurkerolle i amerikansk western.

Det er smuk meta

Det er en overbevisende filmen over hele linjen. Men Quentin Tarantinos varemærke dialogen skinner også igennem i denne film. Dialogen som biografgængere verden har oplevet i Tarantino-mesterværk som Reservoir Dogs (1992), Pulp Fiction (1994) og Death Proof (2007).

I filmens sidehandling – samler stuntman Cliff Booth en hippie kaldet Pussycat (Margaret Qualley) op og kører hende ud til Spahn Movie Ranch, hvor det morderiske hippie-kollektiv Helter Skelter holdt til (også i den virkelige verden). Hippie-sporet med Manson-familien kører langsomt filmen igennem og bygger op til det tragiske mord, hvor filminstruktør Roman Polanski gravide skuespiller-kæreste, Sharon Tate blev brutalt myrdet i 1969.  

Under køreturen viser dialogen mellem Cliff og Pussycat elegant, hvordan både stuntmanden Cliff besidder en selvsikker, men også mere afslappet karakter, der ikke kræver spotlight: Pussycat: “Are you an actor?” Cliff says, “No, I’m a stuntman.”

Dialogen giver også Tarantinos egen kommentar til den aktuelle stormflod af sexskandaler i filmbranchen: Cliff afviser klart og kontant modtagelse af et blowjob med henvisning til at den unge hippie ikke kan fremvise ID. Stuntmanden er således ikke noget Hollywood-rovdyr, der vil risikere fængselsstraf for en omgang “poontang” med en mindreårig.  

Stuntmanden er ikke noget Hollywood-rovdyr, der vil risikere fængselsstraf for en hurtig omgang 'poontang'

Videobutiksassistentens (sidste) hyldest til filmen

Quentin Tarantino er sand movie-buff, der før karrieren arbejdede flere år i en videobutik af kærligheden til filmen. Derfor overrasker det heller ikke at ’Once Upon a Time’ er en hyldest til det Hollywood som Tarantino selv voksede op med, de B-film som så tit er blevet refereret i hans film og de mange håbefulde skæbner, som har forsøgt at slå igennem på lærredet. Showbizz handler ifølge Tarantino også om de mennesker, som vi aldrig høre om.

Showbizz handler ifølge Tarantino også om de mennesker, som vi aldrig høre om.

Filmen er hyldest til den gyldne Hollywood æra i 60’erne og generelt til filmens fanatiske verden.

’Once Upon a Time in Hollywood’ rummer langt flere lag end nogen anmeldelse kan rumme. Den leverer kvalitetsføde, som Tarantino-inficerede filmnørder kan mæske sig på i årevis. Men på trods af de utallige roser kan filmen også forekommer rodet, handlingen kan fortabe sig og det stærke plot sætter sig aldrig helt. Klimakset bliver højest halvt, hvilket givetvis er helt overlagt. Film skal ikke være simple.

’Once Upon a Time in Hollywood’  ville være et oplagt sted for Quentin Tarantino at stoppe karrieren

Med bæven må man - som Tarantino fan – konstatere, at ’Once Upon a Time in Hollywood’ som en hæder af filmen ville være et oplagt sted for Quentin Tarantino at stoppe karrieren som instruktør. Desværre.