Annonce

Splid i blå blok om undersøgelse af Støjberg

Fremad-stifter Simon Emil Ammitzbøll-Bille støtter op om kommissionsundersøgelse af sagen om adskillelse af asylpar
Det nye blå parti Fremad støtter op om rød bloks aftale om at lade en kommissionsdomstol undersøge tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at adskille asylpar, hvor den ene - typisk kvinden - er under 18 år.

S-regeringen og de tre støttepartier - De Radikale, SF og Enhedslisten - samt Alternativet er enige om at nedsætte den såkaldte Instruks-kommission. Alle partier i den blå lejr har hidtil sagt nej til at støtte op om Instruks-kommissionen. Men med meldingen fra blå Fremad nu er der nu slået sprækker i den blå enighed:

Det er en sag, som har godt af, at hver en sten bliver vendt

”Jeg har sagt til justitsministeren, at jeg og Fremad gerne vil tilslutte os aftalen om Instrukskommissionen. Det er en sag, som har godt af, at hver en sten bliver vendt,” siger stifter af partiet Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, til Politiken.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille var indtil for nylig medlem af Liberal Alliance, som også er modstandere af at få Støjberg-sagen undersøgt:

”Jeg synes, der har været en tendens til at prøve at gøre det her til et slagsmål om politik i stedet for at gøre det til en juridisk diskussion, hvilket jeg først og fremmest ser det som,” siger Fremad-stifteren.

Justitsminister hilser Fremad-melding velkommen

 

Justitsminister Nick Hækkerup (S) hilser over for Politiken meldingen fra Fremad velkommen.

Inger Støjberg bad 10. februar 2016 asylcentre om at sørge for, at adskille asylpar, hvor den ene - typisk kvinden - var under 18 år.

Det førte til, at 23 par blev adskilt. Omkring et år senere kritiserede Ombudsmanden instruksen og erklærede, at det var ulovligt at skille parrene ad uden forudgående individuel vurdering.

Undersøgelseskommissionen skal nu undersøge, om daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vidste, at instruksen var ulovlig.

Opdateret 18.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet