På Christiansborg taler de igen om den ene eller anden form for undersøgelse af en statsministers gøren og laden, og det er derfor mere end spændende og aktuelt at få en insiders antydning af, at der alligevel var noget at komme efter i den sag, som aldrig fik sin egen kommissionsundersøgelse gjort færdig.

Det er i samtalebogen Mogensen & Kristiansen – Fra maskinrummet at Michael Kristiansen med antydningens fine kunst siger, at der måske var noget at komme efter dengang Venstres formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen løj Danmark i krig som en del af den amerikansk ledede koalition, der angreb Irak i 2003 og siden kun har tabt.

Reddet af Løkke

Anders Fogh Rasmussen kom af krogen, da Lars Løkke Rasmussens rene Venstre-regering trådte til i sommeren 2015.

I regeringsgrundlaget stod, at Irak- og Afghanistan-kommissionen skulle nedlægges, fordi den danske krigsdeltagelse var tilstrækkelig belyst: ”Regeringen [ønskede] i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsats for danske veteraner.”  Nå, den godbid huskede jeg ikke.

Når sagen er oplyst, behøver man ikke at lade retten tage over.

Lidt ekstra til veteranerne kunne ingen jo have noget imod, men at kvæle en igangværende kommissionsdomstol var dog en politisk nyskabelse. Socialdemokratiet mente oprindelig, at kommissionen skulle genåbnes af en ny S-ledet regering, men gjorde det ikke.

Guldkorn fra overskudslager

Efter således at have bevæget mig lidt væk fra anmeldelsen, vender jeg tilbage til Michael Kristiansens overskudslager fra hans tid som en værdifuld rådgiver for Anders Fogh Rasmussen.

Michael Kristiansen skriver at Anders Fogh Rasmussen er den eneste pro-Irak-krig statsminister, som ikke blev ramt af krigen dengang.

Alle de andre faldt som fluer. På kommissioner, eftermæler og så videre. Og når jeg nu nævner Irak, er det bare for at sige, at det ikke er fordi potentialet ikke var der…”

Er der muligheder for at tilføje Fogh den samme retfærdige skæbne, som blev hans allierede til del? 

Så er det jo bare med at få genåbnet og spørge Kristiansen & Co.

Genåbning af Tamil-sagen

I forlængelse af Irak-løgneriet har det helt aktuelt også god interesse at læse Tamil-sagen delvis genopført, fakta, politik, og politiske konsekvenser.

Faktisk er bogen blev lidt mere interessant de seneste 14 dage, hvor den har ligget på bordet og råbt på en renfærdig og retfærdig anmeldelse. De to har jo en departemental erfaring, som betyder, at de fortæller noget, som aktuelt er væsentligt, selv om det handler om noget helt andet.

Fra arbejderdrenge i Statsministeriet til Tirsdagsanalysen i News  

Lad det være sagt uden forbehold.

Bogens første 75 sider er rigtig god læsning, fortællingerne om de to politiske rådgiveres opstigning har biografiens kvalitet, mønsterbryderne træder i karakter og sjovt, at Vestamagers Michael Kristiansen kom til at arbejde for Anders Fogh Rasmussen, en bondesøn fra små kår, mens Peter Mogensen fra Hundige arbejdede med Poul Nyrup Rasmussen, arbejderdrengen fra Esbjerg.

Vi skal forstå, at Kristiansen blev blå og at Mogensen blev rød helt fra de unge år i DSU, men at der for begge nu noteres, tidligere medlem af… Altså politisk uafhængige, men uafhængige?

TV2 News bruger dem som politiske analytikere en times tid hver tirsdag aften, Tirsdagsanalysen har holdt sig på skærmen i 12 år.

Gode beskrivelserne af holdning og handling

Går det så at flytte studiesnakken i direkte fjernsyn ned på papir, som jo siges at være taknemmeligt? 

Både ja og nej, i bogen kan de jo ikke snakke i munden på hinanden, og tak for det, men man kan også pludre på papir, og delete-knappen har ikke været så skarp, som jeg kunne ønske.

Samtale-formen lykkes lejlighedsvist, men ikke altid. Når det gælder samtalernes indhold, så kan man hente gode beskrivelserne af holdning og handling hos politiske hovedpersoner som socialdemokraterne Anker Jørgensen, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen, den konservative Poul Schlüter, og Venstres to statsministre Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

Med ind i maskinrummet

Vi kommer, som titlen siger, ind i maskinrummet med mange gode iagttagelser af hovedpersonerne i toppolitik.

Det er et spørgsmål om smag, om man bryder sig om, at de tætte medarbejdere fortæller tæt om deres gamle chefer, selv om det ikke er så privat, at det gør noget.  

Vi når også rundt om Helle Thorning-Schmidt (S) og den nuværende statsminister. Spørgsmålet er så, om de kan noget med den generation af politikerne, som de ikke direkte har arbejdet med. Det kan de.

De har et netværk, og alle i alle partier vil gerne tale politik med dem. Deres syn på Mette Frederiksens holdninger og handlinger er interessant, deres indsigt i maskinrummet er også her blevet mere interessant de seneste uger.

Spin og virkeligheden, medier og mediestyring

Bogen er på udvalgte områder god at få forstand af. Danmark er et lille land, hvor netværk betyder alt.

Forfatterne er suveræne i deres forståelse af spin, de kan begge to, og de kan godt lide at være nogle, der fortæller, hvorfor man i politik siger sådan eller det modsatte.

Jeg ville jo gerne læse deres spin-manual, men må være tilfreds med, at man selv må hive pointerne ud her og der. Kristiansen er journalist, Mogensen økonom, men deres respekt for journalister kan nedskrives på bagsiden af et frimærke.

De er simpelthen for nemme at styre rundt med, selv om vi ikke får eksempler på, at journalisterne kan opdrages til at spise af hånden, sådan som det antydes. Også her kunne man ønske sig, at samtalen tilføres analysens kraft.

En bog for connaisseurer 

Min hovedanke er, at man skal være godt hjemme i dansk politik for at få det rigtige ud af den politiske historie i snakkeformen, hvis man ikke får et tilskud udefra.

Mogensen beretter om statsministerens nytårstale, hvor Poul Nyrup huskes for:” Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” Det var 1998, men årstallet skal læserne selv slå op.

Mogensen mener, at der af en eller anden grund gik politisk fnidder i et eller andet, så der aldrig blev fulgt op. Hvis man husker helheden, som bl.a. skildret i bogen om den gode LO-formand Hans Jensen, så var Nyrups tale om den cyklende mor med børnene bagpå katastrofal.

Han skubbede fritid højere op den faglige dagsorden, gjorde LO-formanden møgirriteret og forpestede overenskomstforhandlingerne, der blev til storkonflikt i gærens tegn. Det var mere end fnidder.

For mange skamløse sjuskefejl

Normalt skal anmelderen holde sig fra stavefejl, kommateringen og de sjuskefejl, som næsten enhver bog har. Men her er der en del skamløse fejl.

Ole Stavad kaldes partisekretær. nej, han har været sekretær i folketingsgruppen og næstformand. Og Mogensen omtaler ”Ejstrupholm, som dronningens kabinetschef vist hed dengang…”.

Kabinetschefer findes i EU, ikke på Amalienborg, hvor titlen på dronningens politiske og statsretlige rådgiver er kabinetssekretær; den omtalte var nok Niels Eilschou Holm, som havde hvervet i 20 år efter fem-seks år som Folketingets ombudsmand. Sjusk, højrøvet eller bare respektløst?  

Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Jonas Nyrup, der tidligere har skrevet tre bøger om sportsfolk. Han udfylder fornuftigt med fakta, men er slet ikke hård nok til at sige: Stop en halv. Nu må I altså gøre lidt mere for læsere, der ikke så politiknørdede som jer selv.

Jonas Nyrup, Peter Mogensen og Michael Kristiansen: "Mogensen Og Kristiansen. Fra Maskinrummet". 432 sider. Er udkommet på forlaget Gyldendal.