Livet går på hæld, før man rigtigt forstår det. Over dem er en fugleflok på vej mod horisonten. I lang tid er fuglenes bevægelse ud af billedet stort set det eneste, der rører sig deroppe på biograflærredet.

Således højmelankolsk starter Roy Anderssons ’Om Det Uendelige’. Det er tredje film fra den svenske instruktørs hånd, der sigter efter at gentage mesterværket ’Sange Fra Anden Sal’ fra 2000.

Jeg sendte længselsfulde blikke mod udgangen, så snart min cookie var spist

I min bog var ’Du Levende’ fra 2007 næsten lige så god. Under ’En Due Sad På En Gren Og Funderede Over Tilværelsen’ fra 2014 begyndte blandingen af slapstick, absurd teater og skinger samfundskritik at blive trættende og rigeligt velkendt. Uforglemmelige scener til trods, også i den tredje film.

I det seneste epos er effekten på seeren udmattende på grænsen til, at jeg sendte længselsfulde blikke mod udgangen, så snart min cookie var spist og min kaffe var drukket. ’Om Det Uendelige’ virker som en træt reprise af de forrige film, men mærkeligt udvandet og ufarlig.

Unik stil

Stilen er unik for den svenske veteran, også i denne film: Mændene er overvejende overvægtige, ofte decideret kalkblege i ansigtet, enten hårsvedige eller skaldede og går klædt som triste funktionærer.

Svenskeren opbygger gennemkomponerede tableauer, hvor der ofte foregår små optrin i forgrund og baggrund på én gang.

I Roy Anderssons postnummer er der altid en fornemmelse af Østeuropa anno cirka 1986 på gaderne; alt føles beige, træt, gråmeleret og udkogt.

De lange scener er filmet med et kamera, der står som boltet fast til grunden. I nogle afstikkere kommer vi op under himlen sammen med et par, der ligger og svæver deroppe. Det er sugende smukt, med inspiration fra maleren Mark Chagall.

Mangler højdepunkter og overraskelser

Men der sker der ikke noget i sammenhæng i den her film, modsat ’Sange fra Anden Sal. der var som en sorgfuld march mod apokalypsen.

Roy Anderssons forudgående tre film har alle haft præg af små vignetter, der er dækket op på det samme overdådige filmiske smorgasbord.

Denne gang virker scenerne mere ufarlige og mindre urovækkende end nogensinde. Manden har begået uforglemmelige scener af absurditet, grusomhed og sort humor.

Jeg tænker jævnligt på scenerne med Karl XII fra ’En Due…’ eller tryllekunstneren fra ’Sange…’ Der er intet i den nye film, der kommer tæt på at blande sig med højdepunkterne i de tidligere.

Denne gang virker scenerne mere ufarlige og mindre urovækkende end nogensinde.

En pigestemme, hvis ejer vi aldrig møder, taler højtideligt om små hverdagsscener, der her og der bliver blandet op med urovækkende mikroportrætter af krig, Adolf Hitler og æresdrab

En kvinde har knækket en hæl på sin sko. En præst har tabt troen og går til sin læge (”Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig,” siger han gudhjælpemig, mens han bæller altervin i sakristiet)

En distræt tjener hælder for meget vin op. Et ældre ægtepar besøger deres søns grav. En ung dreng forelsker sig i en frisør, der står med en forstøver og plejer en plante ude på gaden. En far skal følge sin datter til fødselsdag i regnvejr.

Mildere end tidligere

Kun få af scenerne har de sataniske twists, vi forventer, i stedet er det tænkt som en hyldest til hverdagen næsten i ånden fra Dan Turrélls mest citerede digt.

Den ellers så sortsindede instruktør åbner en dør på klem for sollyset, også selvom der stadig er rigeligt med ærgrelser, sorg og skuffelser at finde de små indslag.

Det er som om, kunstneren Roy Andersson også er kørt fast.

En scene med nogle dansende teenagepiger gav en lille velkommen reminder om Roy Anderssons fantastiske debutfilm fra 1970, ’En Kærlighedshistorie’, hvor ungdommen stadig forelsker sig og det kun er de voksne, der er kørt fast.

Det er som om, kunstneren Roy Andersson også er kørt fast. Han finder ikke noget i de her snapshots fra en mere genkendelig hverdag, der kan erstatte hans tidligere notoriske mismod. Her og der griner man lidt usikkert af de små optrin, men man er hele tiden usikker på, hvorfor man egentlig sidder og ser med.

Sidste indstilling i ’Om Det Uendelige’ viser en mand, hvis bil er brudt sammen på en nærmest uendelig landevej (bare rolig, det er en minimal spoiler i så plotløs en film som denne). Roy Andersson virker ligeledes fastkørt i en tidligere succesfuld formular, der nu er fuldstændig udtømt.

Efter hans forrige film talte han om en afsluttet trilogi. I interviews i forbindelse med den nye film taler han selvironisk om fjerde del af en trilogi, der jo ellers skal rime på tallet tre.

Det er svært ikke at læse som en kunstnerisk kapitulation. Jeg vil ønske den svenske mester et velfortjent otium og klappe ham hele vejen ud, men mest for tidligere kulsorte stjernestunder.

’Om Det Uendelige’. Spillefilm. Instruktion: Roy Andersson. Medvirkende: Lesley Leichtweis Bernardi, Ania Nova og Gloria Ormandlaky. Spilletid: 79 min. Kan ses i biografer lige nu