I 1922 debuterede danskeren Rudolf Broby-Johansen med digtsamlingen ”Blod”. Den blev beslaglagt og Broby-Johansen blev idømt fire måneders fængsel, med den begrundelse, at bogen var obskøn og pornografisk.

Digtsamlingen var inspireret af Broby-Johansens besøg i Berlin i foråret samme år. Senere skrev han: “Alt, hvad jeg havde levet på fra barneårene i den fynske landsby og skoletiden på Indre Missions kostskole i Haslev, raslede sammen i mødet med inflationstidens Berlin”.

Digtsamlingens stil er ekspressionistisk i den forstand, at dens mange vilde, ekstreme ord og billeddannelser, ligesom trænger ind fra selve bybilledet med alle dens råb, reklamer og avisoverskrifter. Det er brutale historier om lystmord, barnedrab og rovdyr på jagt i det offentlige rum.

I det ekspressionistiske maleri fra slutningen af første verdenskrig og op gennem tyverne, skildres Berlin som en by, hvor linjerne styrter sammen, lyn slår ned og alting vakler. Angst og skrig står malet i de portrætteredes ansigter, og gaderne og stræderne er befolkede af vanvittige mennesker, krøblinge, mennesker i pjalter, mennesker med kranier i stedet for ansigter og folk med granatchok, malet i deres udtryk.

Neue Sachlichkeit

Men samtidig var byen præget af resignation, af en mærkbar disillusion, tabserfaring og mangel på tro på en bedre fremtid. Det var en tid, hvor mennesket i det tabte Tyskland var færdig med at drømme store tanker, færdige med at håbe på noget, færdig med at tro på, at man kunne holde på facaden og færdig med at holde den moralske fane højt.

Samtidig var hele landet ramt af enorm inflation, af krigsgæld og armod. Men amerikanerne investerede i byernes genopbygning, i den spirende forbrugskultur, hvor massemedierne skød frem som paddehatte, og den amerikanske underholdningsindustri bød på demokrati, på art deco og på androgyne udtryk, lige i kølvandet på kvindernes nyvundne ret til at stemme, automobilens, jazzens og radioens udbredelse.

Ud af dette skel mellem ekspressionismens sjælelige angstskrig, og tidens resignerede og blaserte mennesketyper, der har set det hele, mærket af fattigdommen og sårene fra krigsårene, men samtidig påvirket af den nye forbrugskultur, opstod der i Tyskland en ny kunstnerisk retning, der fik navnet Neue Sachlichkeit (på dansk: Ny saglighed).

Det var en kunstretning, der ville gøre op med ekspressionismen. Den ville fokusere på menneskets fysiognomi, dets iøjnefaldende karaktertræk, dets plads i samfundet, grundet dets sociale status, men uden filter, og samtidig i en verden, der var blottet for visionær metafysik og håb om en smuk fernis og en glorværdig fremtid.

 

Dets udtryk var inspireret af blandt andet den italienske maler, De Chirico, der var kendt for sine malerier af mennesketomme pladser, hvor kolonnader og klassiske bygninger var reduceret til rene former, der ligesom giver beskueren et indtryk af metafysik, men uden indhold.

Det nye Berlin

Det var sådan, at de nye malere portrætterede det nye Berlin, hvor der blev bygget et utal af fabrikker og banegårde, der fremstod så rationelle, men samtidig underligt tomme og uden sjæl. Og menneskets forhold til disse nye bygningsgestalter var inhuman, gjorde dem nærmest til dukker, mekaniske og uden individuelle indtryk. Og det blev alt sammen illustreret i det nye maleri og på teatrene.

 

Samtidig gjorde datidens arkitekter et forsøg på at skabe et modtryk, i form af et mere pragmatisk forhold til genstande og rum, proportionelle i forhold til rigtige mennesker, og rationelle i forhold til produktion og brug. Arkitekter som Bruno Taut og Walter Gropius gjorde en dyd ud af at skabe arbejderboliger, der var billige, enkle, smukke og praktiske.

Det samme med tidens design. Den skulle være enkel, uden pynt, pragmatisk og billig at producere. Ligesom designeren Marcel Brauer gjorde det med sine standardiserede møbler.

Neue Sachlichkeit som samlebegreb for en bevægelse i tyvernes Tyskland, er sådan set smart nok, sådan at man kan skimte sammenhængen mellem tidens teater, fotografi, varieté, design, arkitektur, musik og billedkunst. Det er en spændende måde at gribe det an på, men samtidig også en umulig opgave. Det er antydninger, men det er hverken konkluderende eller direkte et særligt og anderledes udtryk, end hvad de tidligere og samtidige ekspressionister fremstillede.

Berlin som diffus billedesymfoni

Man ser det ret tydeligt i Walter Ruttmanns formidable film, Berlin: Die Sinfonie der Großstadt, fra 1927, som man introduceres til som det første på udstillingen på Louisiana. Det er en markant og meget indtagende film, der bliver betragtet som indbegrebet af kunstretningen Neue Sachlichkeit.

Det er dokumentarisme, men den benytter sig af montagen som teknik. Den foregiver at skildre Berlin gennem et helt døgn, fra tidlig morgen, hvor togene ledes ud på rangerpladsen, sættes i gang og så begynder at pløje sig gennem forstaden, rytmisk via de forbipasserende elmaster og huse, der bliver mere og mere hyppige, og helt ind i hjertet af storbyen, hvor man langs højbanerne ser ind i folks hjem. Man ser hvordan byen langsomt vågner, og folk strømmer ud af deres boliger på vej til fabrikkerne og butikkerne, der åbner.

Det hele bliver mere og mere livligt, og til sidst bliver byen helt elektrisk, når byen byder op til nattens forlystelser.

Det er, som sagt, dokumentarisme, ny saglighed, men montagen arbejder med styrtende linjer, med rytmiske former og med hallucinationer. Dens samlede indtryk er et portræt af en storby, hvor mennesket er prisgivet, og reduceret til en strøm, der virker lige så præcis og forudsigelig som maskinerne, som togene og køretøjerne. Det hele er rytme på samlebånd, ligesom pigerne, der danser synkront på teatrene.

Ligesom de nye piktogrammer, forsøg på at kreere et symbolsk billedsprog, hvor alle er repræsenteret og ingen glemt, men samtidig uden personlighed og det hele reduceret til typer.

Også disse elementer er repræsentereret på udstillingen.

Typerne

Ligesom fotografen August Sanders, der er repræsenteret rigt på udstillingen med sit enorme projekt, Antlitz der Zeit (Tidens ansigter), i jagten på at inddele hele det tyske folk i typer. Denne måde at portrættere på hvor folk står og glor ind i kameraet, og man kan se det stykke værktøj, den beklædning eller den genstand, der forklarer deres funktion i samfundet, var så klart repræsentativ for denne nye tids syn på mennesket.

Og underligt nok, så er det mest markante udtryk for denne måde at portrættere på faktisk fra 1930, og amerikansk. Maleriet, American Gothic, af Grant Wood, portrætterende et bondepar med gården i baggrunden og manden med en høtyv i hånden. Maleriet har ligesom svitset sig ind i vores fælles hukommelse. Men det var faktisk sådan, at de tyske malere portrætterede deres medborgere, når de malede i denne nye stil.

 

Og det er heller ikke så overraskende endda, at der i den periode findes fællestræk i amerikansk og tysk kultur og kunst. Jazz og Foxtrot var vildt populært i Berlin, ligesom kvindemoden fra Amerika var det, og det kan være svært at se, hvad der komførst, og hvem der blev inspireret af hvem.  

I USA talte man om “de brølende tyvere”, hvor forbrugskulturen fik skinner at køre på, og forlystelseskulturen blev badet i champagne og alting blev mere og mere løssluppent, samtidig med at man dyrkede massekulturen og de synkrone dansepiger. Tænk blot på F. Scott Fitzgeralds roman “The Great Gatsby” fra 1925, der foregår i denne eksploderende tid, selvom der var alkoholforbud.

Og i Paris blev frigjortheden sluppet helt fri, som man kan læse om til fulde i eksilamerikaneren Henry Millers mange bøger, der handler om sex, om kunstnerliv og promiskuitet midt i en storby, der synes milevidt fra et Amerika, der endnu forbød bøger, hvis de indeholdt pornografiske beskrivelser.

Ligesom i Danmark, hvor Broby-Johansens digtsamling blev forbudt.

Berlin Alexanderplatz og børskrakket

Det helt særegne ved netop Berlin, der ligesom var klemt inde mellem det økonomisk bomstærke Amerika, og det frigjorte og gamle Paris, var sammenblandingen af tab, skam og hæmningsløshed, brutalitet og en grusom realistisk skildring af det hele i kunsten.

Da årtiet var ved at nå sin ende, udgav forfatteren Alfred Döblin sit mesterværk, ”Berlin Alexanderplatz”. Det var i 1929 samtidig med børskrakket, der også fik sat en stopper for det gyldne ved det brogede liv i Berlin.

Romanen er lige dele neue sachlichkeit og ekspressionisme. Den begynder nærmest ligesom Walter Ruttmanns film. Forbryderen Franz Biberkopf bliver løsladt fra Tegel-fængslet, og han oplever, hvorledes byen styrter foran hans øjne, og han mister fodfæstet og alting drejer rundt og rundt.

Ind kastes han i denne smeltedigel af en by, og han bliver offer for tidens brutale værdikampe, den politiske polarisering og det levede livs understrøm af mord og forfald. Döblin forudså nazisternes magtovertagelse i romanen, og han beskriver hvorledes byens kriminelle underverden, der er opstået af forråelse, af armod, løgnagtigheder og politiske uoverensstemmelser, fører en dumrian som Biberkopf i armene på de forkerte.

Bagsiden - lystmordet

Udstillingen på Louisiana har ladt “bagsiden” af tidens neue sachlichkeit tilbage til det sidste udstillingsrum, som man konfronteres med på vejen ud. Man ser her blandt andet tegninger af “lystmord” af Otto Dix. Disse sexrelaterede overgreb og mord på kvinder var også en del af det frigjorte Berlin dengang. Det bør ikke glemmes, selvom udstillingen hellere, forstår man, vil sammenstille datiden med nutiden, fordi der også var glimt af nye kønsroller og af accept af homoseksualitet og af transkønnethed.

 

Disse glimt af kønskaotisk accept og anerkendelse er virkelig betagende og udtryksfulde at betragte. Berlin var dengang kendt for disse forlystelsessteder, hvor man accepterede homoseksuelle og transkønnede. Og det var netop disse stilistiske udtryk, som blandt andet David Bowie, Lou Reed og Nick Cave lod sig inspirere af, og gjorde moderne igen, i sluthalvfjerdserne og begyndelsen af firserne, hvor de alle tog til den nedslidte og splittede storby.  

Og man forstår godt fascinationen af dette spinkle men samtidig ret så iøjnefaldende rum for anderledes kønsidentiteter, der var dengang. Men det skal og bør sammenstilles med tidens brutalitet, dets polariseringer og de mange overgreb på netop disse nye mennesketyper. Og huskes på, at det også blev skildret af tidens kunstnere.

Babylon Berlin

Den populære tv-serie, Babylon Berlin, der nu har premiere på fjerde sæson, viser det ret tydeligt: armoden, nødvendigheden af at prostituere sig, truslen fra kriminelle bøller og ordensmagten samt den stigende politiske vold.

Denne mudrede del af Berlin og Tyskland i tyverne kommer ikke ret tydeligt frem i udstillingen i Humlebæk. Man kan frygte, at begejstringen for de mange positive sammenfald med vor egen samtid, ligesom skygger for de dele af kunstværkerne, der faktuelt også fremviser datidens uhygge, forfald og ækelhed ved det hele.

Man kan frygte at udstillingen, set som helhed, får os til at glemme det grimme, fordi vi fascineres af design, arkitektur og spændende typer. Men det ville være ærgerligt, og fremfor alt skabe et blasert vrangbillede.

Vi kender jo alle afslutningen på historien, hvor nazisterne kom til magten, og begyndte at henrette alle disse kunstnere, designere og arkitekter, hvis ikke de nåede at flygte. Disse nazister, der mente, at der var tale om “entartete kunst”, som var degenereret og sygt, og som gjorde den forbudt. Ligesom de forfulgte de homoseksuelle og de transkønnede, og sendte dem i koncentrationslejre sammen med jøderne og socialisterne.

Denne nære og brutale fremtid, der skimtes i så mange af tidens kunstværker, burde være mere fremhævet på denne udstilling.  

Men besøg udstillingen. Der er så mange mesterværker repræsenteret, selvom en mere samlende tråd mangler. Det er en overrumplende udstilling, helt unik, og de bedste af værkerne er så betagende, at man aldrig kan glemme dem igen.  

Det kolde øje - Tyskland i 1920’erne & August Sanders. Louisiana Museum, 14.10.22 - 19.02.23