København skriger efter boliger, som er til at betale for almindelige mennesker. Det har stået lysende klart for enhver der har stiftet bekendtskab med det københavnske boligmarked de sidste tyve år.

Lejeboliger, ejerboliger og især andelsboliger er eksploderet i pris. Derfor er det efterhånden også svært at være uenig i, at vi skal have flere betalbare boliger. Men hver gang der skal sættes en skovl i jorden, så holder enigheden op.

Og det er surrealistisk at opleve partier på venstrefløjen jubler over, at et stort boligbyggeri med masser af almene boliger til almindelige mennesker nu må sættes på hold.

Flygtede til forstæderne

Op gennem 80’erne kollapsede København på mange måder. Folk flygtede ud af en beskidt og nedslidt storby.

Byen måtte låne penge hver måned for at holde sammen på en med by med flere og flere udsatte. Det gode liv lå i forstæderne, hvor børnefamilierne flyttede ud til grønt, haver og rækkehuse. Og bil i carporten.

Den udvikling lykkedes det på mirakuløs vis Jens Kramer Mikkelsen at vende, da han kom til som overborgmester i slutningen af 80’erne. Tre år efter jeg blev født.

København kørte som en sportsvogn mod afgrunden, og i sidste øjeblik blev håndbremsen trukket, og bilen vendt rundt.

Udviklingen kom tilbage til København. Nye grønne områder, Amager Strandpark, cykelstier, det parisiske udeliv, spændende jobmuligheder og de store legepladser. Det gode liv er vendt tilbage til byen. Men det er boligmanglen også.

I 1992 boede der 460.000 mennesker i København. I dag, 30 år senere, nærmere vi os 650.000 indbyggere.

Det svarer i runde tal til, at København er vokset med hele Odenses befolkning på kortere tid end jeg har levet.

Ritt så udfordringen

Tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard var den første til at se problemerne i den nye udvikling. Det blev sværere og sværere for almindelige mennesker at finde et sted at bo. Nu hvor alle vil bo i byen.

Hun lovede fem tusind boliger til fem tusind kroner om måneden. Et populært løfte, som gav hende det bedste personlige valg en overborgmester har fået i nyere tid.

Hver gang Ritt satte adresse på boligerne, var der nogen der stod klar til at protestere.

Men Ritt Bjerregaard forregnede sig. Ved at tro, at hun selvfølgelig kunne få opbakning til at bygge de billige boliger, som københavnerne ønskede sig.

Hver gang Ritt satte adresse på boligerne, var der nogen der stod klar til at protestere. For selv om alle kunne se det var nødvendigt med billige boliger, så kunne der altid findes noget at udsætte på placeringen.

Ritt havde f.eks. en idé om, at hvis man nu byggede husene høje, så kunne dyre lejligheder i toppen med udsigt, finansiere billigere lejligheder i de nederste etager.

Alt blev bremset

Baseret på den model foreslog Ritt at bygge en håndfuld slanke højhuse på Krøyers Plads på Christianshavn, lige før Operahuset.

Det affødte ikke bare voldsomme protester fra en lille beboergruppe. Ud af protesterne voksede også foreningen mod fejlplacerede højhuse. Som viste sig bare at være en lille forening mod højhuse i det hele taget.

Sådan gik det på Kløvermarken på Amager, hvor planen var bygge en smal række med boliger i varierende højde hele vejen rundt om fodboldbanerne. Der kunne have været bygget fire ud af de fem tusinde billige boliger Ritt havde lovet.

Også her betød protester, at boligerne måtte droppes, og sygeplejerske, politibetjente og rengøringsmedarbejdere igen måtte kigge langt efter et sted at bo i København. Og sådan er det stort set gået lige siden.

Stemte imod to ud af tre

Overraskende er det ofte de partier, der slår sig op på solidaritet og plads til alle, som trækker i håndbremsen, trykker på den røde knap og stemmer nej til almene boligbyggerier.

I sidste valgperiode stemte Enhedslisten nej til to ud af tre almene boliger i København.

Selvfølgelig ikke fordi Enhedslisten er imod hverken almene boliger eller den blandede by. Men fordi der bare altid er et eller andet, der er vigtigere.

På Østerbro var det f.eks. en p-kælder, der gjorde at Enhedslisten ikke kunne stemme for almene boliger i et af byens dyreste kvarterer.

Politibetjente og lærere må vente

På Amager er det udsigten til, at Amager Fælled bliver ca. seks procent mindre, der er baggrund for partiets modstand mod boligerne.

Og mandag fik modstanderne af de billige boliger på Amager Fælled byrettens ord for, at byggeriet må afvente udfaldet af endnu en retssag til maj.

Nu er byggeriet af almene boliger på Amager Fælled altså igen kastet ud i usikkerhed. Og vi må vente lidt endnu før vi ved om politibetjentene og lærerne også denne gang må droppe planerne om at få en bolig de kan betale i København.

Hvis det bliver resultatet af retssagen om byggeriet på Amager Fælled, så er det selvfølgelig sådan.

Men hvis man er fortaler for en blandet by, forstår jeg ikke hvordan man kan fejre det som en sejr, at København endnu en gang må kigge langt efter de boliger byen skriger så meget på.