Annonce

‘Sværeste forhandlinger i årtier’ - flere og flere overenskomster falder på plads

Løn om elektrikernes, servicemedarbejdernes, jernbanearbejdernes og socialpædagogernes overenskomster er forhandlet færdig.
Foto: Joachim Rode
Fanevagt foran Arbejdsretten - demonstration mod Femern Bælt-firmaet FBC, der gennem måneder har nægtet at tegne overenskomst
De var udråbt til at være de sværeste overenskomstforhandlinger i årtier.

Forhandlingerne på det private arbejdsmarked skete i skyggen af inflation, økonomisk usikkerhed og balladen om store bededag, og mange havde forventet, at parterne ville have svært ved at finde hinanden.

Men sådan er det ikke gået, inden for de seneste dage er en lang række overenskomster faldet på plads - helt uden forligsmandens hjælp.

Kom i land med bedre løn

Blandt andet er 16.000 elektrikere nu på vej til at få en ny overenskomst.

TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund har sent onsdag aften indgået et forlig. Og fra begge sider af bordet udtrykkes der stor tilfredshed med, at det lykkedes at lande et ansvarligt og grønt forlig.

"Vi kom i land med bedre løn og satser, og det er vigtigt i den nuværende økonomiske situation for vores medlemmer. Der er også gode perspektiver i stærkere samarbejde om uddannelse, den grønne omstilling og arbejdsmiljøet. Plus regler for flekstid, hvis medarbejderne vel at mærke ønsker det," udtaler Benny Yssing, der er formand for Dansk El-Forbund, i en pressemeddelelse.

Flere på plads

Også Serviceoverenskomsten, som cirka 25.000 servicemedarbejdere er omfattet af, er blevet forhandlet færdig af DI og 3F PSHR (Privat service, hotel og restauration) onsdag.

Og onsdag nat fik også de privatansatte socialpædagoger nye overenskomster. Det samme gjorde jernbanemedarbejderne.

Der skal i alt fornys flere end 500 overenskomster på det private arbejdsmarked i år, der gælder for knap 600.000 ansatte.

De fleste overenskomster udløb 1. marts, men gælder fortsat, indtil de nye er helt på plads.

Eventuelle lønstigninger bliver herefter betalt med tilbagevirkende kraft.

Resultat om en måneds tid

Deadline for at forhandle nye overenskomster færdig er i første omgang den 14. marts.

Men forventningen er, at forligsmanden snart udskyder konflikten for anden gang, igen med to uger.

Så parterne har frem til slutningen af marts, for at få de sidste overenskomster på plads.

Herefter skal forligene til afstemning blandt fagbevægelsens medlemmer. Det resultat ligger formentlig engang i april måned, og først derefter ved vi, om det kommer til en konflikt.


 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet