Den franske antropolog Florence Bergeaud-Blacklers bog, ‘Broderismen. Sådan undergraver islamister de vestlige samfund’, er strøget til tops på bestsellerlisterne.

Den udkom på fransk sidste år, og foreligger nu på dansk, og den umiddelbare reaktion har også været, at forfatteren nu må med leve med politibeskyttelse.

Her i Danmark har den ramt den verserende debat om infiltration af ‘systemet’, som integrationsordfører Frederik Vad (S) kickstartede.

Det har naturligvis ført til den sædvanlige polariserede debat om, hvorvidt sådanne påstande i grunden er båret af vage fakta, eller om det hele i virkeligheden bunder i en art fordomsbåren stigmatisering af de muslimske minoriteter.

En lignende reaktion er også fulgt i kølvandet på publiceringen af ‘Broderismen’, både i Frankrig og i Danmark, og det er på mange måder også forståeligt.

Det er nærmest tragikomisk, at Florence Bergeaud-Blackler faktisk eksplicit beskriver denne forventede reaktion i selvsamme bog, hvor hun også kommer ind på hvorledes beskyldninger om racisme og islamofobi grundlæggende er en del af et mere sammensat projekt, som hun altså betegner som ‘Broderisme’.

Det muslimske Broderskab

Florence Bergeaud-Blackler tager udgangspunkt i den islamistiske bevægelse, Det muslimske Broderskab, der opstod i Egypten i 1928.

Denne bevægelses ideologi kan spores helt frem til dag, og mange navne optræder igen og igen hver gang man læser om islamisme og en art ideologi, der bevæger sig på en broget linje, der består af lige dele politik og identitet.

Faktisk er der også tidligere skrevet om denne bevægelse, dens historie og truslen fra selve ideologien på dansk.

Hans tilgang til, og kritik af islam som en politiserende ideologi, var kontroversiel og blev af flertallet betragtet som en ubegrundet konspirationsteori

Det var forfatteren og islamkritikeren, Helle Merete Brix, der i 2008 udgav bogen ‘Mod mørket. Det muslimske broderskab i Europa’.

Den blev udgivet af Trykkefrihedsselskabet, hvor Lars Hedegaard dengang var formand. Hans tilgang til, og kritik af islam som en politiserende ideologi, var kontroversiel og blev af flertallet betragtet som en ubegrundet konspirationsteori.

Selvom Helle Merete Brix’ bog ikke er nær så meget præget af klar dokumentation, så er hendes tematikker omkring broderskabets struktur, strategier, førende ideologer og finansieringen bag absolut den samme, som man kan læse om i Florence Bergeaud-Blacklers bog.

Så at hendes bog den gang ikke fik samme reaktion kan faktisk også kaste lys over den udvikling af islamkritik, der er sket i disse år.

Problemet med tematikken omkring Det muslimske Broderskabs opståen og ideologi handler især om, at dens strategier, grundet forfølgelse i muslimske lande, er tågede, vage og faktisk også splittet gennem årene.

Dens initiativtager, Hassan al-Banna, ville samle muslimerne i et forsøg på en form for reformisme, der skulle dæmme op for vestlig kolonialisme, og hans tænkning var også stærkt præget af splittelsen efter Osmannerrigets og det sidste kalifats fald.

Diffus størrelse

En verdensreligion, der tidligere havde reel magt, og som styrtede i grus, er på mange leder og kanter en ekstrem diffus størrelse, fordi dens effekt på nutidens religiøse mennesker, muslimerne, i en vis forstand er blevet omdannet til et projekt og en art identitet, der er båret af meget komplekse elementer.

Der er elementer af nostalgi, skam og stolthed over tidligere tiders storhed, men samtidig indignation, frustration og vækkelse, på grund af den opfordring til modstand mod sejrherrerne, der har taget den reelle magt fra dem.

Der er også selve identitetskrisen, hvor muslimske intellektuelle har skabt en broget teori om, at det var muslimernes egen skyld, at deres magtbastioner faldt, fordi deres tro og levevis ikke stemte overens med den sande lære.

Grunden til at sådanne bøger om noget så konkret som Det muslimske Broderskabs eksistens og påvirkning af muslimer verden over, ligesom Frederik Vads kritik af et parallelsamfund, der kan true og påvirke det eksisterende samfunds grundlæggende ideer og struktur, altid fører til beskyldninger om konspirationsteorier, handler om det diffuse og det grundlæggende forvirrende ved hele tilgangen til islam og muslimer i moderne tid.

Samtidig er der opstået et andet og meget mere komplekst problem, når vi taler om muslimer, her især i Europa og Vesten

Tag for eksempel alle de mange talspersoner, der gennem tiden - også i Danmark - har ment sig berettigede til at udtale sig på vegne af alle muslimer i verden.

Med en verdensreligion, der har mistet sin reelle magt, og derfor ikke har noget centrum eller et organ, som alle muslimer kan samles under, er det virkelig problematisk, når sådanne talspersoner bliver accepteret som talerør for alle.

Samtidig er der opstået et andet og meget mere komplekst problem, når vi taler om muslimer, her især i Europa og Vesten.

Alle har vi hørt om, og oplevet, at muslimer omtaler deres trosfælles som ‘søstre’ og ‘brødre’. Og det helt særlige ved den islamiske grundtanke er, måske som følge af dens nutidige manglende position, præmissen om, at alle, der kalder sig for muslimer, faktisk skal anerkendes som muslimer.

Det er altså ikke op til andre muslimer at bedømme, og især ikke fordømme hverken enkeltpersoner eller bevægelser og fraktioner.

Når Florence Bergeaud-Blackler skriver så indgående om både mellemøstlige og urdu-talende islamister, der alle har forbindelser til Det muslimske Broderskab, så handler det for hende ikke så meget om, at de i dag har forskellige holdninger til en hel masse.

Det er i stedet, set fra hendes perspektiv, vigtigt at dokumentere, at de, trods deres uoverensstemmelser, faktisk har alliancer og modtager penge fra helt bestemte lande og grupperinger.

Det er derfor, at hun kan konkludere, at selvom der faktuelt og i stigende grad, er opståede europæiske organisationer og NGO-prægede foreninger, der fremstår som moderate, dialogsøgende og fredsommelige, så undergraves deres troværdighed af de mange og tydelige, slet skjulte forbindelser, der handler om personlige og finansielle relationer, som de fleste forskere og journalister sjældent er opmærksomme på.

Euro-islam

Det vanskeligste emne, og måske også den største udfordring, set fra Florence Bergeaud-Blacklers perspektiv, er det som man kalder for ‘Euro-islam’, der på overfladen fremstår som en strømning, der er akademisk funderet, og som vil demokratiet og fredelig sameksistens.

Problemet er bare, at selv her, med deres fremmeligste talspersoner, er der tydelige forbindelser til Det muslimske Broderskab, og i grunden også tegn på, at deres ideologier, pakket ind i nysprog, har dybe rødder i en slags islamisme, der kan være med til at undergrave de vestlige demokratiers værdier og bærende systemer.

Men sådan en kritik, foruden at den kan dokumenteres rent objektivt, vil altid fremstå som en konspiration, fordi det er påstand mod påstand.

Tag for eksempel nutidens argument for, at man som individ skal have ret til ikke at klæde om sammen med andre, og at svømmehaller bør stille deres faciliteter til rådighed for mennesker, der ikke ønsker samkvem med andre, som de ikke deler religiøs overbevisning med.

I dag handler argumenterne om, at det ikke er de religiøse begrundelser, der er de vigtigste, men derimod begrundelser, som andre ikke-muslimer kan relatere sig til

I stigende grad har muslimske talspersoner, der i andre sammenhænge netop har ment sig berettigede til at tale på vegne af alle muslimer, brugt det argument, at de er blufærdige, og at det altså ikke er af religiøse grunde, at de vil kæmpe for individets rettigheder til egne valg.

Det er på præcis samme vis, at debatterne omkring afvisningen af håndtryk og retten til at bære tørklæde, langsomt men sikkert er skiftet i nyere tid.

I dag handler argumenterne om, at det ikke er de religiøse begrundelser, der er de vigtigste, men derimod begrundelser, som andre ikke-muslimer kan relatere sig til.

I sidste ende bliver det til voldsomme værdidebatter, hvor beskyldninger om racisme og islamofobi, kombineret med argumenter for frihedsrettigheder for individet, der har givet plads til en lang række afledede kritikpunkter mod majoritetssamfundet regler og love.

Man kan sige, at Euro-islam er en reformistisk bevægelse, hvor de akademisk vækkede muslimer har lært sig et moderne sprog, hvor de i stigende grad bruger oplysningsfilosofiens og demokratiernes bærende argumenter for at undergrave selvsamme.

Men paradokset er bliver det samme: Det handler om, at samtidig med at nogle muslimer og organisationer mener sig berettigede til at udtale sig om samtlige muslimers meninger, holdninger og rettigheder, bliver argumentet om, at ‘islamofoberne’ generaliserer og stigmatiserer hele tiden anvendt.

Tag for eksempel den kritik, som har været reaktionen mod Frederik Vads generalisering af blandt andet nogle muslimer.

Her mener nogle antropologer, at der er tale om islamofobi og racisme, fordi der netop er tale om generaliseringer.

Når de så bliver mødt med kravet om dokumentation for reel racisme og stigmatisering, udtaler de, at det er alt for komplekst til, at de kan forsvare deres beskyldninger kort og præcist.

LGBTQ+

Det er selvsamme dilemma, der altså går i to modsatte retninger, hvilket også er forklaringen på, hvorfor mange på den yderste venstrefløj, her også iberegnet de mange LBGTQ+ personer, der konstant forsvarer muslimers rettigheder, giver mening, selvom det for de fleste synes at være en selvmodsigelse, eftersom stort set ingen muslimer udtaler sig positivt om deres seksuelle præferencer og rettigheder.

Alt dette er naturligvis både problematisk og dybt, dybt foruroligende, hvis man - vel at mærke - mener, at disse forandringsskabende og disruptive tendenser ødelægger noget fundamentalt ved det system, vi alle lever under og med.

Det er nok også derfor, at folk med stærke venstreorienterede holdninger ikke ser nogen fare i selve islamismen, men derimod har et skarpt fokus på højrenationalismen og racistisk sprogbrug.

Et andet meget fundamentalt problem, der heller aldrig bliver problematiseret, er den holdning som vi har til, hvad en muslim faktisk er

Grundlæggende deler de nemlig islamismens ønske om at bryde fundamentale strukturer ned, selvom det er helt tydeligt, at de ikke deler ideer omkring hvor det hele skal ende.

Det fundamentale problem, som også er grundlæggende - eller burde være kernen i - debatten, efter udgivelsen af ‘Broderismen’, handler om hvorledes man skal forholde sig til en tilgang til dette ideologi-kompleks, hvor skellene mellem islamismer, der normalt er forsøgt adskilt for at kunne forstå, at det bestemt ikke er alle muslimer, der ønsker vold, ekstremisme og dogmatik, er selvfølgelig, at det meget nemt kan ende med en art racisme.

Et andet meget fundamentalt problem, der heller aldrig bliver problematiseret, er den holdning som vi har til, hvad en muslim faktisk er.

Det er blevet helt gængs, også i officielle statistikker, at man bare er muslim, hvis ens herkomst kan påvise, at man har aner i et mere eller mindre muslimsk land.

Fejlslutning

Efter terrorangrebet i 2001, oplevede jeg selv, at flere og flere af mine medarbejdere i plejesektoren, begyndte at kalde sig selv for muslimer.

Dengang var jeg dybt engageret i studier om islam, og det forbløffede mig, at de fleste kendte så lidt til deres egen religion, og derfor undrede det mig, at de nu var så opsatte på, at de faktisk var muslimer, praktiserende eller ej.

Denne 'essentialistiske' tilgang til det at være muslim, hvor det ikke engang er personens handlinger, der afgør om man er det, eller ej, er grundlæggende en fejlslutning, set fra et oplysningsfilosofisk og ikke-religiøst perspektiv.

Samtidig er det en så selvfølgelig opfattelse, at man ikke rigtig kan italesætte det, kombineret med, at det også er ‘broderskabets’ egen tilgang, hvor alle (med undtagelse af andre, der er funderet i kristendommen og jødedommen) enten allerede er eller vil blive omvendte til islam.

Om det er uforeneligt med ‘vestlige værdier’ er derimod mere vanskeligt at påvise

Disse meget fundamentalistiske ideer er i grunden temmelig uskyldige, og det burde heller ikke være så overraskende, at muslimer, inklusiv dem, der er moderate, ønsker samfundsforandringer og at flere deler deres tro.

Om det er uforeneligt med ‘vestlige værdier’ er derimod mere vanskeligt at påvise, fordi den reformistiske udgave af islam, sådan som den praktiseres af dem, der er tilhængere af Euro-islam, hele tiden viser en formidabel evne til at omskrive deres religiøst funderede ideologier til et sprog, der ikke er religiøst i sig selv.

Alt dette er, hvad Florence Bergeaud-Blacklers bog handler om.

Og det helt fundamentale problem, som både Frederik Vads og hendes kritik burde medføre et øget fokus på, er den underlige dobbeltbevægelse, hvor muslimske ideologer og såkaldte talspersoner både taler på vegne af alle muslimer, og samtidig kritiserer deres modstandere for generalisering og stigmatisering.

Hvis de mange muslimske talspersoner vedbliver med frabede sig kravet om, at de skal italesætte fundamentale uoverensstemmelser omkring islamismens mange former og virkemidler, for eksempel omkring Hamas og terrorisme, eller alle mulige andre ret klare problemstillinger, hvor muslimer rent faktisk er uenige, så vil konspirationslignende tilgange som den, Florence Bergeaud-Blackler bringer i ‘Broderismen’ vedblive med at dukke op.

Det væsentlige ved en bog som ‘Broderismen’ er, at den delvist er dokumenterende, og at de påviste forbindelser, pengestrømme og ideologier er problematiske og bør udsættes for granskning og kritik.

Mange spørgsmål, få svar

Sidst, men ikke mindst, er ‘Broderismen’ interessant læsning, fordi den også handler om de mange strategier for infiltration.

For eksempel behandler den også den stadigt stigende ‘halal-industri’, der på så mange måder er broget. Det interessante for det vestlige samfund er dog, at man for eksempel betaler muslimske organisationer, med rødder i fundamentalistiske lande, til at lave certifikater, der kan garantere halalslagtning.

Det er et eksempel på, hvorledes islamisme trænger sig på, men som i sidste ende fremstår uskyldigt.

Det er jo klart, for eksempel, at de mange offentlige institutioner, der køber halalkød, fordi de bliver påbudt at gøre det, så deres brugere kan dele det at spise sammen, samtidig har skabt en demokratisk forordning, hvor islamismen spiller en økonomisk og bærende rolle.

Det lyder jo ikke af meget. Og hvem kan ikke leve med sådanne små justeringer i en verden, der hylder multikulturalisme og fredelig sameksistens? 

Spørgsmål er der mange af, og i ‘Broderismen’ stilles mange af dem, selvom svarene må vedblive med at blafre i vinden

Men spørgsmålet er selvfølgelig, om disse ændringer i virkeligheden er så uskyldige, ligesom ændringer i lovgivningen omkring retten til ytringsfrihed, baseret på religiøse menneskers ret til beskyttelse mod stigmatisering, er til at leve med i længden?

Spørgsmål er der mange af, og i ‘Broderismen’ stilles mange af dem, selvom svarene må vedblive med at blafre i vinden.

En ting er dog sikkert og vist: det er overordentlig vigtigt, på et eller andet tidspunkt, at tage fat i dette problemkompleks på en radikal anden måde end den identitetspolitiske og den politiske tilgang.

Der er grundlæggende tale om paradigmatiske uoverensstemmelser.

Det er derfor, at hverken de venstreorienterede antropologer, der ikke mener at deres forskning er drevet af ideologi, ligesom Euro-islams talspersoner måske endda kan overbevise sig selv om, at deres krav om religiøse beskyttelse og rettigheder, faktisk slet ikke er religiøst funderet, er det alvorligste og mest komplekse i den verserende debat.

Det er i hvert fald sikkert og vist, at man med Murens fald i 1989 ikke fik bugt med ideologierne, og at islam og religion overhovedet ikke er forsvundet i en gennemgribende materialistisk og sekulær kultur, der samtidig praktiserer anti-nationalisme og forsøg udi multikulturalisme.

 

Florence Bergeaud-Balckler: 'Broderismen. Sådan undergraver islamister de vestlige samfund'. Med forord af Thomas Hoffmann. oversat af Niels Ivar Larsen. 443 sider. PressTo Forlaget, 2024.