Da den norske forfatterspire, Knut Hamsun, ankom til København den 17. Juli 1888, var han forhutlet og helt igennem fattig.

København, derimod, var i feststemning og man afholdt på dette tidspunkt en nordisk industri-, landbrugs- og kunstudstilling, der siden er gået over i historien som en kæmpe succes, fordi man her signalerede til resten af verden, at man her havde nået et kulturelt leje, der kunne matche de andre førende, kulturelle lande.

Alt dette foregik lige der, hvor Rådhuspladsen, Rådhuset og Tivoli er i dag. Hamsun, derimod, flyttede ind i en tarvelig taglejlighed på Nørrebro, der dengang var et arbejderkvarter for byens fattigste. Ikke ligesom i dag, hvor det at bo på Nørrebro er blevet dyrt og trendy.

Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling var en begivenhed, der på mange måder samlede Danmarks befolkning i en fælles bestræbelse, men den samlede på en måde også især Skandinavien, som udstillingen gjorde et stort nummer ud af at eksponere som noget særligt.

Her blev kimen lagt til noget af det, der i dag har gjort skandinavisk design og kunst til et særligt genkendeligt brand, der oven i købet er stærkt eftertragtet.

Tidligere, i 1871, havde Georg Brandes ellers udtalt, at Danmark var fyrre år bagud og derfor haltede efter de store hovedstrømninger i resten af Europa. Og denne dom havde man taget til sig.

Han begyndte derimod at skrive på sin debutroman, 'Sult', som udkom i 1890, og som i dag står som et enestående værk i norsk litteratur

Udstillingen skulle derfor både være en bestræbelse på at vise, at der var sket gennemgribende forandringer, men også bruges som et korrigerende lærestykke, hvor man ønskede at tage ved lære af den internationale presses reaktioner.

Om Knut Hamsun overhovedet havde interesse i denne skelsættende begivenhed, vides ikke. Han begyndte derimod at skrive på sin debutroman, 'Sult', som udkom i 1890, og som i dag står som et enestående værk i norsk litteratur.

Værkets betydning kan ikke overvurderes, og romanens selvbiografiske islæt samt dens opgør med kristelig moralisme fremstår i dag som et gennembrud for den moderne litteratur.

Vi ved derimod, at Georg Brandes ikke interesserede sig det fjerneste for udstillingen. Måske fordi udstillingen var lige lovlig folkelig til hans smag, der på daværende tidspunkt var bitter, grundet det ene nederlag efter det andet i Danmark, der havde forårsaget, at han levede i frivillig eksil i Berlin i årene op til 1888.

Inspireret af Nietzsche

Men da han ankom til København, indledte han sine forelæsninger over den ukendte, tyske filosof, Friedrich Nietzsche, og som nævnt tidligere, gav han sin introduktionstekst titlen ‘Aristokratisk Radikalisme’.

Knut Hamsun blev dybt inspireret af Nietzsche, og på en lang række punkter afspejler det sig i romanen 'Sult'.

Under alle omstændigheder er jeg-fortælleren i 'Sult' en ynkelig type

Romanen er en satire over Hamsuns egne oplevelser, nogle år tidligere i den norske hovedstad Kristiania (I dag Oslo), men det er samtidig også vanskeligt at afgøre, om han havde et distanceret og ironisk forhold til Nietzsches teori om det kulturelle overmenneske.

Under alle omstændigheder er jeg-fortælleren i 'Sult' en ynkelig type, der er selvovervurderende og på mange måder nederdrægtig. Alligevel kan man godt have sympati for denne kæmpende skribent, der ikke bliver anerkendt, og som lider under kraftige humørsvingninger.

Havde regnet med mindeplader

Det var nok en sådan beskrivelse af Oslo, som jeg delvist regnede med at opleve, da jeg tog til byen her i sommer. Ganske vist var jeg klar over, at byens reelle fysiognomi ikke længere svarede til tiden, som Hamsun beskrev i 'Sult'.

Det slumkvarter, hvor Henning Carlsens filmatisering af romanen foregår, blev allerede dengang, i 1965, udsat for byfornyelse. Men jeg havde nok regnet med, at mindeplader, reklamer og andre markører ville få mig til at tænke på 'Sult', når romanen er sådan en klassiker.

Dette kombineret med et besøg på Oslos nye museum for maleren Edvard Munch, regnede jeg med ville give mig et indtryk af byen som et centrum for denne voldsomme, eksistentielle kamp, som disse kunstnere så klart skildrede i deres mange værker.

Men tilfældet gjorde, at der skete noget andet.

De dræbte var unge mennesker, der opholdt sig på øen, i forbindelse med afholdelsen af det norske regeringsparti, Arbeiderpartiets ungdomsafdelings sommerlejr

Det var en ren tilfældighed, at jeg ankom til byen den 21. Juli, en dag og tretten år efter den frygtelige udåd, som den højreekstremistiske terrorist, Anders Behring Breivik, begik. Den dag, den 22. Juli 2011, sprængte han en bombe i Oslos centrale regeringskvarter, for siden at drage til øen Utøya, hvor han skød og dræbte 69 mennesker.

De dræbte var unge mennesker, der opholdt sig på øen, i forbindelse med afholdelsen af det norske regeringsparti, Arbeiderpartiets ungdomsafdelings sommerlejr.

Personligt var det ikke bare en ubehagelig erindring om dette omfattende terrorangreb, der har sat sig som et uhelbredeligt sår i den skandinaviske folkesjæl, men også en erindring om en række andre, ideologisk lignende begivenheder, der også har præget Norges nyere historie.

Black Metal

Det drejer sig om de frygtelige begivenheder, der fandt sted i begyndelsen af 1990’erne, hvor en gruppe unge musikere skabte furore og skandale i alle landets medier, og siden i hele verden.

Der blev skændet grave og kirker blev brændt ned, hvor den totale nedbrænding af den berømte stavkirke, Fantoft i Bergen, i 1992, nok er mest rystende. Kirken blev opført i 1150.

Også adskillige mord blev begået og musikeren, Varg Vikernes, blev i 1993 dømt for mordet på musikeren, Øystein “Euronymous” Aarseth, der var ledende medlem af bandet Mayhem. Varg Vikernes var også medlem af bandet, men lavede også sin egen musik og udgav albums under kunstnernavnet Burzum.

Det på mange måder forbløffende og foruroligende er, at begivenhederne omkring disse musikere i dag er legendariske, og at deres musik, kaldet for Black Metal, er et af Norges helt store kulturelle eksportvarer.

Musikken er også både radikal og nyskabende, men det er ikke uden betydning, at hændelsesforløbet var så ekstremt, hvilket også spejler sig i den pladebutik, Helvete, som Øystein “Euronymous” Aarseth havde i Oslo.

Butikken eksisterer endnu den dag i dag, blot under et nyt navn, men med samme interiør, plus den berømte kælder, hvor Mayhem øvede sig. Hvert år valfarter fans fra hele verden til butikken.

Da Varg Vikernes blev fængslet, radikaliseredes han yderligere og endte med at blive en afgørende faktor for den højreekstremistiske gruppering af asatroende. I et tidligere interview postulerede han, at de mange skændinger af grave samt brandattentater på kirkerne var hævn for de kristnes tidligere skændinger af vikingernes grave og kultur.

Selv blev Varg Vikernes også dømt for flere brandattentater på kirkerne.

Varg Vikernes var, og er, en meget radikal person, der under sin fængsling udgav en bog om asatroen, der siden er blevet en slags bibel for nynazistiske grupperinger i hele Norden. Og det var selvsamme narrativ, som Anders Behring Breivik indskrev sig i efter hans udåd i 2011.

Alligevel er det vigtigt at pointere, at musikken, som disse unge mennesker skabte, var banebrydende og derfor også blevet en del af den norske kulturhistorie, som selv de etablerede institutioner har taget til sig. For eksempel har Oslos nationalbibliotek haft udstillinger om begivenhederne og deres kunstneriske udtryk.

Norsk radikalitet

Også tidligere, tilbage til dengang, hvor Knut Hamsun skrev sine berømte romaner, og hvor Edvard Munch malede sine værker, var Norges kunstnere kendte for deres radikalitet, der nogle gange endte tragisk.

Historien om den feterede Dagny Juel, der også var erklæret feminist, der både havde et forhold til den svenske forfatter August Strindberg og til Edvard Munch, er på mange måder rystende og dramatisk. Hun optrådte jævnligt i både Strindbergs og Munchs værker.

I Edvard Munchs store livsværk (selv kaldte han den samling af værker, skabt over tredive år, for ‘livsfrisen’), finder man blandt andet hans tematikker omkring jalousi, hvor Dagny Juel spillede en central rolle.

Dagny Juels skæbne endte desværre tragisk i 1901. Hun var blevet gift med den polske symbolist, Stanislaw Przybyszewski, der var erklæret nietzscheaner og satanist. Det er formodentlig ham, der også er portrætteret i Edvard Munchs maleri, 'Jalousi', som den rystede ægtemand.

I hvert fald var Dagny Juel både beundret, men også udsat for beskyldninger om forføriske evner. Måske Edvard Munch også havde hende i tankerne, da han malede værket ‘Vampyr’ i 1893. Det var i hvert fald hendes ægtemand, der fandt på titlen til maleriet, der for øvrigt skabte stor skandale, da det blev udstillet i Berlin.

Dagny Juel blev dræbt af manden Wladyslaw Emeryk, der skød hende i hovedet med en revolver, og efterfølgende skød sig selv. Dagnys 5-årige søn, Zenon, overværede mordet, der fandt sted på Grand Hotel i Georgien.

Wladyslaw Emeryk var en af mindst tre mænd, som Dagny havde en løbende affære med. Hendes mand havde også affærer.

Går vi lidt længere tilbage i tiden, så var Henrik Ibsen, Norges måske største dramatiker nogensinde, og en af det moderne gennembruds førende skikkelser, især kendt for sine portrætter af kvinder. Efter sigende skulle hans stykke, 'Et dukkehjem' fra 1879, være det mest opførte i verden, kun på linje med William Shakespeares 'Hamlet'.

I stykket forlader kvinden Nora sin mand og børn, i foragt for hans nederdrægtige måde at behandle hende på, og stykket betragtes som tendenslitteratur, der dengang satte kvindens emancipation til debat. Det var opbrud, og det forargede og rystede omverden, men står i dag som en central del af hele den skandinaviske kulturhistorie.

Den norske nationalisme

Norges kulturhistorie er, kort sagt, fyldt med gruopvækkende historier, der blandt andet handler om nationalisme.

Både den asatroende morder, Varg Vikernes, og terroristen Anders Behring Breivik, indbildte sig, at de forsvarede et racerent Norge, der var blevet korrumperet af kristendommen og de venstreorienterede. Og begge kunne de finde inspiration i den nationale historie, som de så fordrejede til ukendelighed.

Anders Behring Breivik gav den muslimske indvandring skylden, og da han blev fængslet, ville han gerne have de våben, som han havde anvendt til udåden, deponeret til Oslos museum for frihedskæmpere. Han havde givet disse våben navne fra den nordiske mytologi, hvilket i sig selv er opkastfremkaldende.

I disse årtier blomstrede den norske nationalisme op

Forargelsen over Noras handlinger i 'Et dukkehjem', der satte tingene i skred, og Dagny Juels renomme som den frigjorte og forføreriske vampyr, vidner om nogle dramatiske værdikampe, som de norske kunstnere gennemlevede og udbasunerede i deres værker.

Det samme kan man i grunden sige om Norges kunst i slutningen af det nittende århundrede og i begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor Norge opnåede fuld uafhængighed i 1905, efter løsrivelsen fra Sverige.

I disse årtier blomstrede den norske nationalisme op, og den kom til udtryk på mange forskellige måder. Allerede Henrik Ibsen var stærkt optaget af den nationale sag, og han erklærede, at han i mange år levede i frivillig eksil, grundet ‘400-års’ ufrihed, begyndende med Kalmarunionen, og altså afsluttet med uafhængigheden, efter den endelige løsrivelse fra Sverige.

Spækket med store personligheder

Alt dette for at forberede læseren til det næste afsnit af mit besøg i Norges hovedstad, for at besigtige landets kulturelle historie i slutningen af det nittende århundrede og et godt stykke ind i det tyvende, hvor solen, menneskekroppen og naturen kommer til at spille en langt mere positiv og frigørende rolle, end disse meget mere mørke sider af kvindens emancipation og nationalismens opblomstring.

Knut Hamsun faldt desværre også i unåde, da Adolf Hitler kom til magten i Tyskland. Hamsun havde i begyndelsen ikke megen succes i Skandinavien, og selv brødrene Brandes vendte ham ryggen, fordi de mente at han var for udannet.

I det hele taget er Norges kulturelle historie spækket med store personligheder

Af disse grunde blev det Tyskland, der først fik øjnene op for hans formidable forfatterskab, hvilket Knut Hamsun aldrig glemte.

Knut Hamsun er på mange måder en sær og enestående forfatter. Edvard Munch er også en enestående kunstner, der ikke rigtig kan sammenlignes med andre billedkunstnere.

I det hele taget er Norges kulturelle historie spækket med store personligheder, og der bliver stort set ikke skrevet nogen krimi eller roman på norsk, uden at den bliver oversat til dansk samt et utal af andre sprog og solgt i store oplag.

Måske har det at gøre med myten om det ‘melankolske Norden’, som mange har om disse lande, og i særdeleshed med hensyn til Norge?

Nordens sjæl

Sådan var det i hvert fald, at den engelske forfatter, Robert Ferguson, havde det, dengang han som helt ung blev brændende fascineret af Ibsen, Munch, Grieg og mange andre, hvilket fik ham til at flytte permanent til Norge i 1983.

I 2016 udgav han bogen ‘Scandinavians. In Search of the Soul of the North’, en på mange måder fascinerende bog om den skandinaviske kulturelle åndsbevægelse og historiske udvikling.

Han må dog hurtigt erkende, at det ikke var Henrik Ibsens eller Knut Hamsuns Kristiania (Oslo), som han ankom til. Den særlige ‘melankoli’, som han mente at have fundet i den skandinaviske kultur, var ikke rigtig synlig længere.

Men alt dette ændrede sig dengang Norge fik gang i olien i tresserne, hvilket i dag har gjort landet til et af verdens rigeste

Dengang hvor Hamsun skrev Sult, var Norge Skandinaviens underhund, fattig og lidt perifer.

Men alt dette ændrede sig dengang Norge fik gang i olien i tresserne, hvilket i dag har gjort landet til et af verdens rigeste.

Rigdommen i Norge, hævder Ferguson, har også gjort det nødvendigt, at landet har fået flere indvandrere, der nu for en stor dels vedkommende arbejder på laveste lønniveau.

Heriblandt er der også en anseelig gruppering fra mellemøstlige lande, hvilket Ferguson lægger vægt på, i forbindelse med hans behandling af især ytringsfrihedens historie i Skandinavien, med det særlige nedslag i Danmarks historiske periode, hvor oplysningstænkeren J.F. Struensee i 1770-71 reelt sad på magten og indførte total ytringsfrihed.

Ferguson påpeger, at denne kortvarige periode har sat sit præg på hele den skandinaviske forståelse af ytringsfriheden, men som siden er blevet alvorligt udfordret, begyndende med den fatwa, som den britisk-pakistanske forfatter, Salman Rushdie, blev tildelt af den iranske Ayatollah i 1989, og som senere blev forværret, da Muhammed-krisen brød ud i 2005.

Uopklaret mordforsøg

I 1993 blev den norske forlægger og præsident for Norsk PEN, William Nygaard, forsøgt myrdet. Mordforsøget er aldrig blevet opklaret, men mange mener, at det angiveligt var fordi han havde erklæret, at ville udgive Rushdies 'De sataniske vers' på norsk.

Det er en sag, der endnu nager, og for blot et par måneder siden kritiserede Dansk PEN anklagemyndigheden i Oslo for at have henlagt sagen om attentatforsøget. Det kan du læse mere om her.

Nej, hverken Norge, Sverige eller Danmark er længere enhedskulturer, hvilket er et faktum. Derfor er mange af de nationalistiske tiltag, som brød frem i det nittende århundrede i Skandinavien, og siden i Finland også, svære at forstå i dag.

Men det er ikke desto mindre i den ånd, at datidens største kunstværker blev til, og i konteksten handlede det om alt andet end en snæver nationalistisk identitetsforankring, der vendte sig mod ‘de andre’.

Det handlede mere om selvstændighed og frihed fra moralske og institutionelle bånd, midt i en tid, hvor demokratiseringen af landene var i fuld udvikling. Men meget mere om det i næste del, der også kommer til at handle om besøget i Oslo.