Så langt, så godt. Men her stopper det ikke, for nu har romanen også skabt forargelse og stærk kritik, der er blevet videregivet af medierne.

Selve romanen, anskuet som fiktion, handler om en digter der sammen med sin kone og barn flytter fra København for at realisere et andet liv på en ø i Danmark.

Et eksperiment og et plot, der kun kan betegnes som værende tidssvarende, eftersom flere og flere faktisk realiserer denne drøm.

Problemet er bare, at det faktisk også er hvad forfatteren Thomas Boberg selv gjorde, sammen med sin lille familie. De flyttede fra København til Fejø, og her sad Thomas Boberg så og påbegyndte sin roman om livet på øen.

Romanen beskriver familiens op- og nedture på øen, kombineret med fine portrætter af naturen og øens beboere

Han beskriver ovenikøbet, hvorledes romanen vil modtages, som en art forudsigelse på det, der faktisk er sket.

Romanen beskriver familiens op- og nedture på øen, kombineret med fine portrætter af naturen og øens beboere. Og selvom Thomas Boberg har ‘fiktionaliseret’ persongalleriet, så er det åbenbart tydeligt for dem, der bor på øen, hvem der bliver portrætteret.

Det skriver de vredladent om på Facebooksiden ‘Fællesskabet Fejø’.

Sladder og splid

Problemet er selvfølgelig, at Thomas Boberg også lader sine fiktionspersoner sige og gøre en masse ting, der ikke er beregnet til at komme ud i en større offentlighed.

Hvad folk mener om hinanden, også selvom alle godt ved, at sådanne holdninger eksisterer og deles af nogle, er til at leve med, så længe det ikke bliver fuldt ud offentliggjort.

Eller sagt på en anden måde: rygter, hemmeligheder, tilsvininger, sladder, splid og hemmelige alliancer er alt sammen dele af det fletværk, som et samfund består af. Det ved vi alle sammen godt.

Men der er grænser.

En af de mest tydelige fysiske grænser ved at lade romanens handling foregå på en ø, er selvfølgelig vandet.

Denne sluttede cirkel betyder blandt andet, at man godt kan leve med nogen grad af intern splid og fusk med loven, for eksempel.

Men man værner samtidig om selve øens renomme, hvis denne skulle blive kompromitteret i offentligheden.

Den måde at skrive om samtidens konflikter og problemer på, kan ikke undgå at ramme den gråzone, hvor folk genkender sig selv

Thomas Boberg er langtfra den første forfatter, der står i en sådan situation, hvor fiktionen kun delvist dækker over en reel virkelighed, med virkelige mennesker, der udstilles.

Forfattere såsom Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Tove Ditlevsen skrev lignende 'nøgleromaner', hvor de udstillede virkelige personer.

Den måde at skrive om samtidens konflikter og problemer på, kan ikke undgå at ramme den gråzone, hvor folk genkender sig selv.

Læser man imidlertid bogen, så er der virkelig meget, der både kan krænke og afsløre dem, der bliver portrætteret.

Det er lidet flatterende, men samtidig er det hele faktisk formildende, fordi jeg-fortælleren og dennes familie også udstilles i selvsamme gråzone.

Hvis det altså er sandt.

Grænsen er grå

Forfatteren Thomas Boberg forsvarer sig naturligvis med, at det er fiktion, og kritikerne, der kan genkende sig selv, forsvarer sig med, at det er løgn.

Hvem der har ret, kan ikke afgøres. Romanen og kunsten som udtryksform har denne grænse, der som sagt er grå, og i grunden også særdeles farlig.

Det er som at befinde sig på knivsæg, hvor bladet hele tiden truer med at skære for meget ned i kødet.

Det kunne jo ende med injurier og lignende, hvilket heller ikke er usædvanligt, anskuet litteraturhistorisk.

Det er fascinerende, at Thomas Boberg forsvarer sig med, at han bestemt ikke har skrevet bogen med nogen intention om, at folk skulle blive kede af det.

Som læser er undertegnede slet ikke interesseret i at finde ud af, hvem der er hvem derude i virkeligheden

Samtidig pointerer han, at der er forskel på fiktion og virkelighed. Fascinerende argumenter, fordi Thomas Boberg bestemt ikke er dum, og nok faktisk ikke ønsker at såre nogen, men samtidig også forbeholder sig retten til at bruge sin erfaring til at skrive hvad han nu engang har på hjertet.

Lige så fascinerende er det, at de krænkede beskriver romanen som ondsindet og løgnagtig, selvom de nok alligevel godt kan nikke genkendende til det meste.

Her spiller frygten for eksponering sikkert ind, men samtidig er den del af kritikken, der handler om, at Thomas Boberg afslører virkelige hændelser og mennesker - her især børn - en fuldkommen legitim kritik.

Når kritikerne fra Fejø postulerer, at folk der har læst bogen, og som kommer på besøg, ret hurtigt kan pege på hvem der er hvem, så er det mest angsten, der gives udtryk for.

Som læser er undertegnede slet ikke interesseret i at finde ud af, hvem der er hvem derude i virkeligheden.

Det sære er charmerende

Det er sandt nok, at ’Insula’ fungerer godt, fordi den mimer virkeligheden så nøjagtigt og rammende. Ingen tvivl om det.

Den bearbejder traumatiske problematikker, og den hudfletter kampe mellem forskellige mennesker, der alle har noget i klemme, ikke mindst deres egen anseelse samt deres kuldsejlede drømme om at leve et perfekt og fuldkomment liv.

Det sære er som bekendt også charmerende, og enhver bør selv kunne nikke genkendende til, at der i ethvert nærmiljø findes ‘originaler’, som beskrives og opfattes karikeret af alle andre i selvsamme miljø.

Men samtidig lever man side om side, og det helt sære og magiske er jo, at vi såmænd også anerkender og accepterer hinanden i de fleste tilfælde.

Thomas Boberg er en formidabel prosaist, der samtidig besidder en enestående poetisk evne

Problemet er blot, at disse ‘originaler’ ikke har lyst til at blive opfattet sådan overfor fremmede. Det er noget internt, så at sige, og Thomas Boberg er udmærket klar over, at han i romanen beskriver denne hemmelige kontrakt, der eksisterer alle steder, for det beskriver han eksplicit i selve fortællingen.

Thomas Boberg er en formidabel prosaist, der samtidig besidder en enestående poetisk evne.

Hans søgen efter mening og betydning på steder, hvor andre blot finder hverdagens banaliteter, er intet mindre end kunstnerisk beundringsværdig.

Og det er netop også grunden til, at ’Insula’ ikke kan betegnes som en ondsindet roman. Den er præcis det modsatte.

Den skildrer mennesker empatisk, og en af romanens tematikker er helt eksplicit, at alle hændelser og begivenheder ændrer status og betydning gennem tiden.

I Thomas Bobergs forståelse af virkeligheden ændrer historien sig hele tiden, og man kan aldrig dømme andre for entydigt.

Tarvelige og egoistiske

Kort sagt, så er Thomas Boberg klar over, at der ikke findes en sandhed om noget som helst, og at mennesker anskuer konflikter forskelligt, og derfor også dømmer forskelligt.

Selv dem, der ifølge forfatter-jeget i romanen er virkelig tarvelige og egoistiske, kan på en sær måde tilgives, selvom de handler ondsindet og grænseoverskridende.

Der er i grunden kun en uoverstigelig konflikt i romanen, der ikke kan anskues ud fra forskellige perspektiver, og det er kampen mellem storbønderne, der driver svineproduktion og bruger pesticider.

Miljøsvineriet og dyrplageriet er og bliver den konflikt, der ikke kan løses i Udkantsdanmark, hvor de mere oplyste - og selvindbildte - storbyborgere flytter til.

Det er derfor også lidt underligt, at det ikke er selvsamme storbønder, der har klaget over romanen. I hvert fald ikke endnu

Og som enhver god og vigtig roman, rammer Thomas Boberg tidsånden ved at beskrive dyrplageriet.

Jeg-personen mener at grise kan føle smerte, men det kan andre mennesker ikke i hans roman ikke. Præcis som ude i virkeligheden.

Og det er - i længden - en uholdbar uoverensstemmelse. Den kan man hverken bearbejde, så man kan leve i fredelig sameksistens, eller mildne, ved at kræve at man som tilflytter skal være ligeglad og bare ignorere det.

Det er derfor også lidt underligt, at det ikke er selvsamme storbønder, der har klaget over romanen. I hvert fald ikke endnu.

Rørende hudfletning

’Insula’ er stærkt selvbiografisk, og som kender af Thomas Bobergs litterære produktion, er man vidne til en person, der hele tiden forsøger at bearbejde sig selv.

Hans brud med alkoholisme, hans fornemmelse af rodløshed og evige vandring væk fra noget, for at komme til noget andet, er hele tiden ledetråde gennem hele romanen.

Men stærkest er nok jeg-personens forhold til sønnen Hugo, hvor Thomas Boberg igen mimer virkeligheden.

Tidligere har han publiceret ‘digte’, udsagt af sin egen søn, og dette videreføres i romanen. Det har betydning for Thomas Bobergs egen opgør med fornemmelsen af rodløshed, men er samtidig også noget andet og mere.

Der er noget rørende over at hudflette og afsløre på denne vis

Gennem sønnens refleksioner og reaktioner opdager man dybe sandheder om virkeligheden. Og kritikerne af romanen burde også forsones ved, at Hugos adfærd bestemt heller ikke altid er i orden.

Der er noget rørende over at hudflette og afsløre på denne vis. Det er kun noget, som de største forfattere evner.

For i grunden er det Thomas Boberg selv, samt hans familie, der bliver hudflettet, blottet og bearbejdet mest radikalt i romanen.

Over tid må sådan et værk blive taget til nåde, for det er stor og vigtig kunst. Det er sjældent, at en roman i en sådan grad udfordrer sin læser og den samtid, den er skrevet i.

Det burde vi alle være taknemmelige for - inklusiv dem, der udstilles, for de er grundlæggende os alle sammen.

Thomas Boberg: ’Insula’. Roman. 382 sider. Forlaget Gyldendal, 2024.