Helt enig, det fremstår virkelig gennematbejdet og gennemtænkt.
Og at de Radikale og Politiken er så meget imod, forstærker kun det indtryk.

"Resultatet er, at de ressourcestærke elever fravælger erhvervsuddannelserne. Om ikke andet, så fordi gymnasiet giver muligheden for at udskyde de svære uddannelsesvalg.

Derfor er der grund til at tage positivt imod undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) ambitiøse forslag om en udvidelse af gymnasiet."

Men er det reelt det, reformen går ud på?

Det er jo ikke nok at kalde en uddannelseslinie gymnasium, eller lade de unge få en studenterhue, hvis ikke den nye løsning giver mere lighed for alles adgang, mulighed for at skifte linie undervejs, og åbner sig for personer, der senere i livet måtte ønske at skifte levevej.

Denne leg med ord har vi tidligere oplevet med Arne+ pensionen, der jo i realiteten blot er en drastisk forringet snydeudgave af Arne pensionen.

Realiteten er, at den nye almene linie slet ikke udsætter det endelige karrierrevalg, fordi udskillelsesløbet jo netop foregår, inden man vælger linie, fordi adgangen til at skifte linie undervejs er svær at få øje på og fordi man ved denne opdeling og et gradueret karakterkrav bevarer antydningen af at den ene linie er finere end den anden.

Når man hertil øger karakterkravet på den teoretiseke linie, og fjerner HF muligheden for senere at skaffe sig de adgangsgivende kvalifikationer til de højere uddannelser, øger det jo indtrykket af, at det underliggende snarer er at presse flere unge ind i et forløb, der passer erhvervslivet bedre ved at øge udbudet af netop deres efterspurgte arbejdskraft med den effekt, at det øgede udbud også holder lønnen nede.

Og så er vi jo ovre i et motiv, der er på linie med de lumpne udbudsreformer, som især DA og de borgerlige har gjort til det helt centrale politiske projekt de seneste 20 år.

Taler vi om et arbejdsmarked, er det en konstruktion, der gennem prisfastsættelsen (løn og arbejdsvilkårene) lader udbudet matche efterspørgselen. Det betyder at der ikke mangler arbejdskraft, men blot mangler vilje til at lade markedet bestemme lønnen.

Men måske er begejstringen i de borgerlige kredse for markedets selvregulering ikke helt så udtalt når det gælder løndannelsen, som for deres egen handlefrihed.

Det vi har set de seneste 22 år er et skammeligt snydenummer, hvor man ad kunstig vej har forsøgt at øge arbejdsstyrken for at bekæmpe de markedsmæssige lønstigninger og dermed øge uligheden i samfundet drastisk.

Ønsker man i et ordnet samfund med en anstændig samfundskontrakt at tiltrække arbejdskraften, må man sikre at samfundskontrakten gælder for herboende borgere og at man respekterer, at mindre udbud betyder højere pris på arbejdskraften.

Den stedfundne udvikling har betydet, at der i Danmark nu arbejder over 300.000 udenlandske arbejdstagere, at organisationsgraden bl.a. af denne grund er faldende, at social dumping er udbredt, at formuerne i selskaberne og deres aktieejere og uproportionalt stigende (øget ulighed) og at ikke mindst det offentlige arbejdsmarked, hvor overenskomsterne reelt er en illusion, er ladt i stikken i et periodevist regimente med grønthøsterbesparelser (f.eks 2% omstillingsbidraget under Løkke).

Min opfrodring skal være, at lade de unges faglige og erhvervsnæssige valg i uddannelsesperioden være mest muligt interessebetonet, og at lade arbejdsgivernes evne til at tiltrække arbejdsraft være bestemt at, hvad man kan tilbyde arbejdstageren i ansættelsen. Det er vejen til en moden og engageret arbejdsstyrke, den mest centrale resurse i et land som vores.