Det kræver sin ret at kunne gøre sin pligt

Det relancerede paradigme, at enhver må gøre sin pligt for at kunne kræve sin ret, klinger hult, når de handicappolitiske principper samtidigt tilsidesættes af økonomiske hensyn.
Som fysisk handicappet føles det som om, at det hidtidige ønske om at styrke den enkeltes livskvalitet tilsidesættes. Jeg oplever en tendens til, at lovgivningen bliver rettet mod at prioritere kommunernes økonomi højere end den enkeltes personlige frihed.

Da Karen Hækkerup var socialminister, lancerede hun i foråret 2012 regeringens tilgang til en ny socialpolitik. Hun fik derved lejlighed til at grave den gamle socialdemokratiske parole om ret og pligt frem fra gemmerne.

Den nye tilgang udmøntede sig senere i reformen af førtidspension og fleksjob, som trådte i kraft for et år siden: den 1. januar 2013. Her er rationalet, at med retten til at modtage offentlige ydelser følger også en grundlæggende pligt til at yde den indsats, der er mulig for den enkelte.

Princippet om ret og pligt var også udgangspunktet i den ”gamle” handicaphjælperordning, som eksisterede indtil den 31. december 2008. Her var kravet, om at den enkelte var ansvarlig for at administrere sin ordning og fungere som arbejdsgiver, en ultimativ betingelse for at få tilkendt ordningen.

Med reformeringen af hjælperordningen, og den nye lov om ”Borgerstyret Personlig Assistance” som blev indført 1. januar 2009, blev det muligt at videregive arbejdsgiveransvaret. Det var en kærkommen håndsrækning i hverdagen at kunne overdrage det daglige ansvar for administration og rekruttering af hjælpere, men stadigvæk fungere som daglig arbejdsleder.

Den nye hjælperordning blev særdeles populær, og muligheden for at udlicitere det administrative ansvar til en nærtstående person, et privat firma eller en borgerstyret organisation medførte et boom i private virksomheder, som tilbød at overtage de administrative opgaver.

Desværre viste den nyvundne frihed i kombination med manglende kontrol i enkelte tilfælde at blive for stor en fristelse for visse virksomheder.

Lykkeridderne og det efterfølgende oprydningsarbejde har tæret på alle os med funktionsnedsættelse, og de negative enkeltsager har vist, hvor skrøbelig tilliden er til minoriteter, som har brug for særlige ressourcer fra fællesskabet.

I takt med finanskrisens indtog blev de politiske incitamenter styrket til at begrænse ordningens økonomiske omfang. Pludselig blev der sat lighedstegn mellem ”handicappede” og ”samfundsproblem”, fordi udgiftsbyrden syntes uoverkommelig.

Hvad der hidtil har været et fælles ønske om at give borgere med handicap bedre muligheder for inklusion i samfundet, er blevet til et spørgsmål om force majeure og nulvækst. Dermed er mulighederne for social udvikling blevet kraftigt indskrænket.

At løfte sig som enkeltindivid til en bedre tilværelse kræver først og fremmest forståelse og anerkendelse fra det samfund, man er en del af. Desværre har opfindsomheden vist sig at være ganske veludviklet, når udgifterne skal begrænses.

Som fysisk handicappet føles det som om, at det hidtidige ønske om at styrke den enkeltes livskvalitet tilsidesættes. Jeg oplever en tendens til, at lovgivningen bliver rettet mod at prioritere kommunernes økonomi højere end den enkeltes personlige frihed. Hvilket muligvis er en decideret nødvendighed i øjeblikket. Men for mig er det en krænkelse af min retsfølelse at vide, at min personlige frihed ikke længere ligger øverst i prioriteringen.

Når en socialminister tager udgangspunkt i princippet om ret og pligt, må vi som borgere vel også forvente, at de ansvarlige politikere og beslutningstagere lever op til deres egne principper? Retten til at lovgive og sætte rammerne for mennesker med funktionsnedsættelser må vel også indebære et ansvar for, at disse rammer fungerer i praksis ude i kommunerne og er i overensstemmelse med de principper, som lovgivningen bygger på?

Når man reducerer udgifterne til den personlige hjælp, som i mange tilfælde udgør den bærende forudsætning for at den enkelte kan yde en indsats, så reducerer man samtidig den enkeltes muligheder for netop at leve op til de pligter, der stilles krav om, for at gøre sig værdig til samfundets anerkendelse.

Dette paradoks er essentielt at have in mente. Hvad enten man sidder ude i kommunerne og skal implementere, eller man som politiker går rundt på Christiansborg med tankerne om at reformere.

Mange mennesker med funktionsnedsættelser har, som jeg selv, et helt naturligt ønske om at kunne gøre brug af sine evner og kvalifikationer. Men vi kan ikke gøre det, hvis de nødvendige foranstaltninger skæres ned til et minimum eller i visse tilfælde helt forsvinder.

Formand for Landbrug & Fødevarer


Kommentarer fra Facebook