Forestil dig, at du er 22 år gammel. Du går på HHX. Du kommer godt ud af det med klassekammeraterne, lærerne er dygtige og undervisningen er spændende. Men når der er sociale arrangementer, føler du dig ekskluderet fra fællesskabet, fordi der ikke er tænkt over dig og dit handicap.

Man skulle tro, at vi var kommet længere i dagens Danmark. Og det havde jeg egentlig også regnet med, at vi var. Men i et tweet fra Sammenslutningen af Unge Med Handicap kunne jeg læse, at virkeligheden er en anden.

Man skulle tro, at vi var kommet længere i dagens Danmark

Faktisk viser en undersøgelse, at 19 % af de unge med handicap undlod at deltage i sociale introarrangementer på deres uddannelse - blandt andet på grund af manglende tilgængelighed.

Social tilgængelighed halter

Mange steder er der tænkt over den fysiske tilgængelighed på uddannelser. Der er ramper ved indgangen, niveaufri adgang til klasseværelserne, handicaptoiletter og elevatorer til at komme op og ned. Men det er ikke altid, at der er tænkt over den sociale tilgængelighed.

Måske kører elevatoren ikke hele vejen ned i kælderen, hvor der drikkes fredagsøl. Måske er der ikke bygget en rampe i den gård, hvor folk ryger til gymnasiefesterne. Måske er der ikke tænkt over kørestolsbrugere ved forhindringsløbet på aktivitetsdagen. Og så er det altså svært at være en ligeværdig del af det sociale liv på uddannelserne.

Så er det altså svært at være en ligeværdig del af det sociale liv på uddannelserne

Tilgængelighed handler nemlig ikke kun om, at man skal kunne komme ind i bygningen og kunne bevæge sig rundt. Det handler også om, at man skal kunne deltage i det sociale liv på lige fod med alle andre.

Også et problem andre steder

Desværre er dårlig social tilgængelighed et problem i mange dele af vores samfund. I København er kun tre ud af kommunens 125 offentlige legepladser handicapvenlige. Det betyder, at børn med handicap ekskluderes fra legen.

Og rundt omkring på arbejdspladser og i foreningslivet kan man sikkert også finde eksempler på dårlig social tilgængelighed ved eksempelvis julefrokoster, temadage og andre sociale aktiviteter.

Politisk og personligt ansvar

Konsekvensen er, at alt for mange mennesker med med handicap bliver ladt i stikken, fordi vi ikke sikrer en ordentlig tilgængelighed. Men ingen fortjener at blive parkeret uden for fællesskabet, bare fordi man har et handicap af den ene eller den anden slags.

Derfor har vi politikere et ansvar for at sikre nogle gode rammer, så det ikke er den fysiske tilgængelighed, som spænder ben for at tage del i fællesskabet på legepladser og uddannelser såvel som på arbejdspladser og i foreninger.

Som mennesker har vi også altid et personligt ansvar for at få alle med

Men som mennesker har vi også altid et personligt ansvar for at få alle med. Som festudvalg skal man måske tænke lidt ud af boksen, så alle kan være med til fredagsbaren, og som lærer skal man måske gøre tingene på en ny måde, så forhindringsløbet ved aktivitetsdagen også kan gennemføres af en person i kørestol.

I langt de fleste tilfælde kan udfordringerne løses. Og når alle kan tage del i fællesskabet, så kommer det os alle til gavn.