Annonce

Venstremand brød partistøtteregler

Venstremand brød partistøttelovgivning, men det gjorde faktisk ingen praktisk forskel om han havde overholdt reglerne. Politikerne er ligeglade med reglerne, mener kommentator.
Man taler ind imellem om forbrydelser uden ofre, mens forbrydelser uden nogen vinding er mindre udbredte.

Men det er tilfældet for Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, der modtog omkring 200.000 kroner i støtte fra sin egen erhvervsklub til den seneste valgkamp, men pengene blev aldrig opgivet til myndighederne. Det er et brud på partistøtteloven, skriver Berlingske.

En fejl og ikke ond vilje, bedyrer Pihl Lorentzen imidlertid. Og deri kan han jo sagtens have ret.

Helt kort så består historien i, at Kristian Pihl Lorentzen har oprettet en erhvervsklub, Viborg-egnens Liberale Erhvervslaug, altså en lille forening hvor borgere, virksomheder og interesseorganisationer kan give en større eller mindre pose penge til Pihl Lorentzens valgkamp. Donerede beløb over 20.000 kroner vil, i strid med ånden i reglerne, ikke blive offentliggjort i nogen regnskaber, men vil blot fremstå som, at det er Viborg-egnens Liberale Erhvervslaug der har givet pengene.

Pihl Lorentzen har dermed lavet sin helt egen, fuldstændigt lovlige hvidvaskningcentral til anonyme kampagnedonationer. Det er helt lovligt. Problemet er bare, at Lorentzen har glemt at indberette erhvervsklubbens bidrag til kampagnen, og det er ulovligt.

En fejl og ikke ond vilje, bedyrer Pihl Lorentzen imidlertid. Og deri kan han jo sagtens have ret.

For oanset om han havde indberettet bidraget fra Kristian Pihl Lorentzens valgfond til Kristian Pihl Lorentzens valgkamp eller ej, så havde man ikke kunnet se, hvem der rent faktisk betaler hans valgkamp alligevel.

Hvad der burde være det ulovlige, nemlig at man uden at blive offentliggjort et eneste sted, kan stikke en Pihl Lorentzen en kampagnedonation på 25.000 så længe han kalder det et ”erhvervs-laug”. Det er helt håbløst.

Historien kommer i kølvandet på flere andre historier om Venstrefolk og Venstre Landsorganisation som ikke lige har fået opgivet til de relevante myndigheder og skrevet ind i deres regnskaber, hvem der betaler deres valgkamp. Der er reelt tale om legaliseret bestikkelse og derfor bør bidrag følges med krav om åbenhed af størrelsen af dem.

Politikerne tager ikke reglerne alvorligt, mener chefredaktør Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis, og siger det minder om vaneforbrydelser:

Det er jo bare endnu et eksempel i rækken på, at der er nogle politikere, der ikke tager den her del af lovgivningen særlig alvorligt,” siger han til TV2 NEWS og fortsætter: ”De har selv været med til at beslutte de her regler, men de har åbenbart ikke besluttet sig for at overholde dem.”

En opgørelse fra organisationen Transparancy International, der arbejder med at bekæmpe korruption, viste forleden at Danmark er verdens mindst korrupte land. Det er der ingen grund til at betvivle, men lige når det kommer til partistøtte, så ville nogle få stramninger være på sin plads.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet