EU vil tage pistolen fra bankerne

EU’s kommende bankunion skal forhindre, at skatteborgerne hænger på regningen, når store banker krakker. Regeringen tøver dog med at melde ud til fordel for dansk tilslutning.
Det nye banksamarbejde bygger grundlæggende på den model, vi selv har udviklet i Danmark: Hvis en bank krakker, så er det er bankerne selv og bankens kreditorer, som skal betale regningen.

Forleden fremlagde erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen sammen med økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard en rapport om dansk deltagelse i EU’s bankunion. Rapporten skulle blandt andet give svar på, hvorvidt det vil gavne Danmark at deltage i ”Det styrkede banksamarbejde”, som i bankunionen formelt hedder.

Formålet med bankunionen er at sikre større finansiel stabilitet og undgå, at stater tvinges til at bruge milliarder af skattekroner på at redde store banker, fordi bankerne er så store i forhold til landenes økonomier, at det vil få så uoverskuelige konsekvenser, hvis banken går ned. De er ’too-big-to-fail’, og staten har reelt ikke har noget alternativ til at redde bankerne. Om nødvendigt for skatteborgernes penge.

I en fælles pressemeddelelse efter fremlæggelsen af rapporten skriver Østergaard og Sass, at ”Det nye banksamarbejde bygger grundlæggende på den model, vi selv har udviklet i Danmark: Hvis en bank krakker, så er det er bankerne selv og bankens kreditorer, som skal betale regningen”.

Alligevel har regeringen endnu ikke meldt officielt ud, at den ønsker dansk tilslutningen til bankunionen. Hvad handler det hele egentlig om?

Folketinget blev tvunget til at redde Danske Bank
Konsekvensen af banker, der er too-big-to-fail, mærkede Danmark tydeligt i efteråret 2008, få uger efter finanskrisens udbrud. Danske Bank fik store problemer med at refinansiere sine mange kortfristede lån, og var derfor i reel risiko for at gå konkurs.

Resultatet var, at den danske stat måtte træde til med Bankpakke I, hvor staten garanterede for alle indskud i danske pengeinstitutter. Til gengæld skulle bankerne betale et kollektivt bidrag til staten. Det skulle anvendes til at betale omkostningerne i forbindelse med afvikling af nødlidende banker, så regningen ikke endte hos skatteborgerne.

Regeringen har tidligere forsøgt at sætte ind mod ”too-big-to-fail”-problematikken gennem den såkaldte SIFI-regulering, hvor der stilles skrappere kapitalkrav til landets seks største finansielle institutioner.

Bankunion skal sikre finansiel stabilitet
Det var netop finanskrisens erfaringer, hvor en række lande måtte redde banker ”med en pistol for tindingen”, der satte gang i udviklingen af en fælles bankunion. Situationen med banker, der reelt er for store til at gå ned, er problematisk ud fra både et demokratisk og et økonomisk perspektiv.

Da finanskrisen ramte, stod vi i en situation, hvor bankerne kunne afpresse regeringerne, fordi det ville have alt for store konsekvenser, hvis bankerne gik ned. Det var en trussel mod demokratiet, for det betød, at vi ikke længere selv kunne bestemme, hvad vi ville bruge vores skattekroner pålød det fra Angela Merkel, da hun for nylig gæstede Københavns Universitet.

Og ud fra et økonomisk synspunkt er det uholdbart at have virksomheder, der skal fungere på markedsvilkår, men reelt ikke kan gå konkurs.

Det skal bankunionen lave om på. Centralt står to mekanismer: Den fælles tilsynsmekanisme, og den fælles afviklingsmekanisme.

Tilsynsmekanismen indebærer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) overtager det direkte tilsyn med  de tungeste finansielle institutioner i Europa. Ved at løfte ansvaret for tilsyn fra statsligt niveau til EU-niveau er det ambitionen, at der skabes en fælles tilsynspraksis i hele EU, som er robust nok til at føre kontrol med også de største banker. Samtidig sikres det, at de enkelte lande ikke spekulere i at slække på tilsynskravene, fordi det kan give bankerne i de enkelte lande en konkurrencefordel.

Da finanskrisen ramte, stod vi i en situation, hvor bankerne kunne afpresse regeringerne, fordi det ville have alt for store konsekvenser, hvis bankerne gik ned. Det var en trussel mod demokratiet, for det betød, at vi ikke længere selv kunne bestemme, hvad vi ville bruge vores skattekroner på.

ECB har bemyndigelse til at stramme eksempelvis kapitalkravene over for banker, hvis ECB skønner, at banken udgør en trussel mod den finansielle stabilitet. De øvrige finansielle institutioner er som udgangspunkt fortsat underlagt det statslige tilsyn, inden for de overordnede rammer ECB udstikker, men ECB har mulighed for at overtage tilsynet.

Med afviklingsmekanismen ønsker EU at skabe en procedurer for håndtering af kriseramte banker, så regningen for fremtidige bankkrak og bankredninger ikke havner hos skatteborgerne. Hvis store finansielle institutioner i fremtiden kommer i krise, vil det være op til en EU-myndighed, i samarbejde med bankens hjemland, at finde en model for enten genopretning eller afviklingen af banken. Danske Bank er af en sådan størrelse, at den vil skulle håndteres på EU-plan. Mindre banker vil fortsat blive krisehåndteret af medlemsstaterne.

Udgangspunktet er, at tab på bankdrift i første omgang skal bæres af bankens aktionærer og kreditorer (såkaldt ”bail-in”). Kun hvis det bliver nødvendigt med støtte ud over det, træder EU til. Til det formål skal der opbygges en formue på over 420 milliarder kroner, som bankerne selv skal finansiere. Den enkelte banks bidrag fastsættes på baggrund af bankens passiver (gæld) og risikoprofil. Det er her, Sass og Østergaard ser en parallel til de danske bankpakker.

De 19 eurolande er alle medlemmer af bankunionen. De resterende EU-medlemmer kan selv vælge, om de ønsker at deltage. Både den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme forventes at være fuldt ud indfaset fra 1. januar 2016.

Skal sunde danske banker betale for usunde sydeuropæiske banker?
Mens Sass og Østergaard altså er positive over for bankunionen, er holdningen en helt anden hos folketinget EU-kritiske partier.

Enhedslisten har fra starten meldt ud, at partiet er imod bankunionen: ”Hvis vi skal undgå flere finanskriser, har vi brug for at stramme reguleringen af den finansielle sektor og opdele de store banker - ikke for at fortsætte den forfejlede politik med skattebetalte bankpakker”, lyder det fra EU-ordfører Nikolaj Villumsen. Villumsen har altså ikke tiltro til, at bankunionen netop er sat i verden for at undgå, at skatteborgerne skal betale regningen for bankkrak.

En anden gennemgående bekymring går på, at sunde, danske banker vil komme til at betale regningen for at afvikle usunde banker, særligt ud Sydeuropa. Det argument finder man blandt andet hos Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Dermed vil der reelt ske en omfordeling fra nord til syd, og bankunion kan blive en dyr forretning for de danske banker. Og dermed i sidste ende også for de danske bankkunder.

Også de danske bankers egen brancheorganisation, Finansrådet, har været forbeholden i forhold til dansk tilslutning til bankunionen. Finansrådet ønsker at vente i fem år med dansk tilslutning, indtil det står klart, om bankerne i resten af Europa er tilpas velpostrede.

Rapport anbefaler yderligere afklaring
Den netop fremlagte rapport konkluderer forsigtigt, at ”Det er vurderingen, at der samlet set er meget, der taler for, at det vil være i dansk interesse at deltage i det styrkede banksamarbejde. Der er samtidig nogle områder, hvor yderligere afklaring vil være hensigtsmæssig”.

Østergaard og Sass skriver i deres føromtalte pressemeddelelse, at de mener ”i udgangspunktet, at det vil være en fordel for Danmark at deltage i det styrkede banksamarbejde. Vi vil tage endelig stilling til dansk deltagelse, når vi har set, hvordan samarbejdet fungerer i praksis, og når der er sket de nødvendige afklaringer”.

En særlig dansk udfordring knytter sig til vores realkreditsystem, som ikke findes tilsvarende i de øvrige EU-lande. Det skal derfor også afklares, hvordan realkreditinstitutionerne skal indgå i bankunionen, før en eventuel dansk tilslutning.

Bortset fra SF har ingen partier meldt officielt ud, at de støtter dansk deltagelse i bankunionen.


Flere artikler om emnet

Annonce