Terrorsag: Politiken indrømmer brug af 'ubehagelig' metode

Politiken har i strid med egne løfter baseret sin dækning af terrorsagen på én enkelt, anonym kilde. Sidste gang Politiken gjorde det, kaldte man det en fejl. Så hvad mon det er i dag?
Mediekritik. Mens valgkampsrygterne florer over Danmark, så valgte Politiken lørdag den 9. maj at bringe en artikel på forsiden af landets største dagblad, som satte spørgsmålstegn, ved hvilke oplysninger regeringen havde fået fra PET.

Det er bestemt ikke en måde, som vi ønsker at arbejde på her på Politiken. Alligevel, så kan det være nødvendigt at gøre noget ubehageligt.

”En central kilde sår tvivl om justitsministerens forklaring i terrorsagen” lød underrubrikken i Politiken. Problemet er bare, at der netop kun var én kilde og at denne ene kilde var anonym. Den fremgangsmåde forekommer tvivlsom i en situation, hvor valgkampen nærmest er skudt i gang  og hvor Politiken faktisk havde lovet aldrig igen at bruge fremgangsmåden med at bygge historier op om én enkelt, anonyme kilde.

Efter den skelsættende Lars Løkke-sag, hvor Politiken i modstrid med, hvad der rent faktisk skete, bragte oplysninger om Venstreformandens tilbagetræden, baseret på netop én enkelt og anonym kilde, lovede Politiken en ny fremgangsmåde. Dengang udtalte en brødbetynget chefredaktør Bo Lidegaard om avisens brug af anonyme kilder: ”Det passer ikke med vores retningslinjer for god journalistik. Det var en fejl, og det er også en fejl, som gør, at vi skal bruge den erfaring til at se på, hvad der førte til, at vi begik den fejl og hvordan kan vi sikre, at det ikke sker igen”.

Det gjorde det så igen på forsiden af Politiken 9. maj, hvorfor Netavisen Pio satte sig for at finde ud af, hvorfor Politiken brød med deres egne løfter og det chefredaktøren selv proklamerer, som værende deres retningslinjer for god journalistik. Da begge de to journalister, Nilas Heinskou og Kristian Klarskov, som havde skrevet historien besvarede Pios henvendelse med ’Vi har ingen kommentarer desangående’, så faldt spotlyset i stedet på fungerende nyhedschef Michael Jarlner.

Pio: Jeres forside den 9. maj sår umiddelbar tvivl om regeringens udtalelser om bevogtningen af synagogen. Jeres sag er baseret på en anonym kilde, men hvor stærk en sag har i egentlig?

Michael Jarlner (MJ): Vi har en meget stærk sag, ellers var den jo aldrig havnet på forsiden. Det er aldrig tilstrækkeligt kun at have én anonym kilde, men det er en undtagelse, som vi har været nødt til at gøre i dette tilfælde. Sagen er så central, at kildens oplysninger skulle frem. 

Forløbet er også bekræftet af andre anonyme kilder. De kunne bekræfte, at der var tale om et udsagn, som var af særlig stærk karakter. De har af hensyn til deres dagjob ligeledes krævet at være anonyme, men de kunne, uden at bekræfte detaljerne i sagen, nikke genkendende til det samlede indtryk af sagens forløb.

Pio: Kan du sige noget om, hvilket niveau denne anonyme kilde befinder sig på i embedsapparatet? Kan der være møder eller informationer, som pågældende ikke har haft adgang til, eller kan I garantere, at kilden har fuldstændig viden om al kommunikation mellem ministerierne og PET?

MJ: Det kan jeg ikke udtale mig nærmere omkring på grund af kildens anonymitet.

Vi er fuldt ud opmærksomme på alle sagens facetter, men der grænser for, hvor langt jeg kan gå i dette interview i forhold til at sikre kildens anonymitet. Derfor kan jeg ikke sige særligt meget om den konkrete kilde. Men jeg kan sige, at vores kilde er absolut troværdig. Særligt på grund af kildens centrale placering.

Derfor kan jeg ikke sige særligt meget om den konkrete kilde. Men jeg kan sige, at vores kilde er absolut troværdig.

Pio: I har tidligere modtaget kritik for jeres brug af anonyme kilder. Hvordan adskiller sagen med Lars Løkke mulige afsked som partiformand sig fra denne sag? Har I levet op til jeres løfter om at stoppe brugen af anonyme kilder?

MJ: Der er tale om to meget forskellige sager, som opererer under meget forskellig kodeks. Den ene sag handlede om interne uroligheder i Venstre og den anden handlede om fortrolige regler. Dette er jo en sag, der omhandler sikkerhedsudvalget.

Vi ville aldring basere så vigtige historier på anonyme kilder, hvis der ikke var tale om helt usædvanlige forhold. Jeg håber ikke at skulle gøre det igen i år. Det er bestemt ikke en måde, som vi ønsker at arbejde på her på Politiken. Alligevel, så kan det være nødvendigt at gøre noget ubehageligt, som man ikke altid mener, er den rigtige måde at gøre det på. Der var tale om væsentlig information for offentligheden.

Pio: Hvordan afgør man, at der er tale om så vigtige oplysninger, at der skal gøres undtagelser fra jeres principper om ikke at bruge anonyme kilder? Kan du komme tættere på hvad det er, der er så afgørende for offentligheden i denne sag?

MJ: Jeg tror ikke, at jeg har mere at tilføje. Vi kommer det ikke nærmere.

Tilbage står alle de spørgsmål, som Politiken øjensynligt ikke kan besvare: Hvem er de øvrige anonyme kilder, som eftersigende kunne bekræfte ’det samlede indtryk af sagen’ og hvad dækker det over? Hvilke informationer havde den anonyme kilde reelt adgang til? Og hvis der ikke blev sagt 'øjeblikkeligt', som Statsministeren har fremlagt det, hvad blev der så rent faktisk sagt? Endelig hvad var det, der var så afgørende for offentligheden i den konkrete sag, at det fik Politiken til at bryde sine journalistiske principper?

Netavisen Pio bringer løbende mediekritiske indlæg, som går i dybden med mediernes dækning af aktuelle sager, som præger den offentlige debat. Her går vi bag om metode, udgangspunkt og konklusioner.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook