Da jeg forleden åbnede min Twitter profil, så jeg et opslag fra et medlem af DSUs forretningsudvalg - hvor hun stillede spørgsmåls tegn ved Ellen Trane Nørby kompetence som ligestillingsminister, fordi hun trak sit kandidatur til EP valget grundet sin graviditet.

Hun udtrykte sig med følgende ord på Twitter:

Nej, Gud da forbyde at familieliv+karriere sku ku kombineres, kære ligestillingsminister #ligestilling #wtf #dkpol pic.twitter.com/SgxJU5FT2x— Cecilie Bonderup (@CBonderup) June 28, 2015

Der var bare noget i den opdatering, der pissede mig fuldstændigt af, det var dråben der fik bæret til at flyde over. Et kort sekund blev den fuldstændige ligegyldige og åndssvage kommentar, billedet på alt der er galt i dansk politik. En ung socialdemokratisk politiker der i stedet for at formulere modkrav til det nye regeringsgrundlag, synes at hun skal udstille Ellen Trane Nørby som en kvinde, der ikke mener, at politikerlivet og moderskabet kan kombineres. På trods af at alle ved, at det mener hun selvfølgelig.

Jeg har for første gang nogensinde fulgt valget meget tæt og som noget nyt har jeg også fulgt valget på de sociale medier intenst - og jeg er ved at brække mig af politikerlede

Jeg er ved at brække mig af politikerlede
Jeg har for første gang nogensinde fulgt valget meget tæt og som noget nyt har jeg også fulgt valget på de sociale medier intenst - og jeg er ved at brække mig af politikerlede. Debatten på de sociale medier, har været så indholdsløs, så visionsløs og personificeret.

Udover at det er grimt at se og høre på, så skaber det også en kæmpe distance mellem politikerne på Christiansborg og alle os andre. Politik og politikere er i folkemunde blevet noget man bedriver som erhverv og ikke noget, der lever i lokalsamfundet, på arbejdspladsen og i hjemmene - når man der diskuterer rigets tilstand rundt om madpakkerne, opfatter mange det som noget andet end politik. Det er det måske også rent sprogligt, men pointen er, at deltagelse i demokratiet og samfundsdebatten er blevet for de få på Twitter.

Udover at det er grimt at se og høre på, så skaber det også en kæmpe distance mellem politikerne på Christiansborg og alle os andre.

Den levende debat bliver ikke taget alvorligt på Christiansborg
Selvom samfundsdebatten lever stærkt ude omkring i landet, så når konklusioner aldrig ind til Christiansborg og de løsninger Christiansborg præsentere er noget vi andre må lære at leve med. Mange pædagoger er skide hamrende ræd for at udtale sig i medierne om de konsekvenser den førte politik har og det er en kæmpe udfordring for vores samfund. For selvfølgelig skal politikere, der lyver og lover for meget stilles til ansvar - men spørgsmålet er, hvem gør det bedst? For hvad værre er, så oplever mange af mine kollegaer at når de stiller sig frem, bliver de ofte ikke taget helt så alvorligt af Christiansborg, som når politikernes, politiske modstander sidder derhjemme på Twitter og finder gamle citater frem og opstiller dem retorisk i en personlig sviner.

Det er desillusionerende og det afmægtiggøre både mig og mange af mine kollegaer og hvad er et demokrati værd - hvis dem demokratiet er til for ikke føler demokratiet selv?

Hvad er et demokrati værd - hvis dem demokratiet er til for ikke føler demokratiet selv?

Opfordring: tag mig og mine pædagog kollegaer alvorligt
Jeg kunne vælge at give mange skylden for at vi er kommet i denne situation - i stedet vil jeg vælge at komme med en opfordring:

Jeg vil våge den påstand at Danmark er blevet et dårligere land at være lønmodtager i end for bare 15 år siden. Vi er presset på både arbejdspladser, på økonomisk tryghed og på vores velfærdsinstitutioner som lukker omkring os eller forringes.

Det betyder mange steder at vi lukker os om os selv, i mindre fællesskaber og sørge for dem der er tætteste på os selv - for det er der jo ikke nogen andre der gør. Og her i ligger måske centrumvenstres største udfordring - centrumvenstres politik sørger ikke længere for at tage sig af mine og mine kollegaers nærmeste.

I går fik Socialdemokraterne en ny formand, under hendes tale var det der modtog de allerstørste klapsalver fra publikum, da hun sendte en sviner afsted til DF og Kristian Thulesen Dahl. Jeg ville ønske det havde været da hun opridsede den socialdemokratiske DNA med ordene: 'uden fællesskab - er frihed kun for de få'.

Mette Aagaard Larsen er uddannet pædagog og faglig sekretær i BUPL.

PS: Den unge socialdemokratiske kvinde er sikkert sød, dygtig og klog, nu var det hendes tweets der fik mig til tasterne - det er tilfældigt, og ikke ment personligt mod hende - jeg har set mange andre tweets der var værre og mit indlæg er ment som en kritik mod en politisk kultur og ikke et enkelt individ.