Er demokrati og kapitalisme to forenelige størrelser? Det spørgsmål har optaget socialdemokrater siden 1870’erne. Det har været en fast del af den socialdemokratiske samfundsanalyse, at demokrati er andet og mere end muligheden for at vælge politikkere engang hvert fjerde år.

Partiet formelle navn er stadig Socialdemokratiet, og netop ønsket om at udbrede demokratiet har i alle årene stået centralt for Socialdemokrati. Særligt spørgsmålet om demokrati på det økonomiske område har optaget Socialdemokratiet siden den spæde start.

Derfor bør spørgsmålet om udbredelsen af demokrati til det økonomiske område også være et centralt emne i forbindelse med det kommende arbejde med et nyt principprogram for Socialdemokratiet. Netavisen Pio har set nærmere på, hvordan opfattelsen af frihed har udviklet sig i de seks hidtidige principprogrammer, Socialdemokratiet har vedtaget fra 1876 og frem til 2004.

Du kan i øvrigt læse mere om de enkelte principprogrammer her.

1876: ”Kapitalismens monopol” skal brydes
Gimleprogrammet fra 1876 taler om, at arbejderne er underlagt ”Kapitalismens monopol”. Kapitalisterne sidder på magten i samfundet, hvilket fører til ”Udbytning” og er årsagen til ”Nøden og Elendigheden” blandt arbejderne.

Kapitalismen må derfor afskaffes, hvilket skal ske ved, at ”Arbejdsmidlerne bliver fælles Ejendom og staar til Afbenyttelse for alle Medlemmer i Samfundet, saa at det rene Udbytte tilfalder Enhver og bliver uddelt paa en retfærdig Maade.”

På den lidt kortere bane havde Socialdemokratiet en række forslag til, hvordan det politisk demokrati kunne styrkes på et tidspunkt, hvor det parlamentariske demokrati endnu var i sin spæde barndom og Estrup sad ved magten.

Blandt andet skulle det konservative Landsting skal afskaffes, der skulle indføres valgret for kvinder, valgretsalderen sættes ned og valg afholdes på en søn- eller helligdag, hvor arbejderne havde fri og kunne stemme. Endelig skulle ytrings-, forsamlings- og pressefriheden styrkes.

1913: Samfundseje skal gøre op med magt og udbytning
I principprogrammet fra 1913 er analysen fortsat, at kapitalismen undertrykker det store flertal af befolkningen. Demokratisering fordrer derfor et opgør med kapitalismen:

”Voksende Masser af Befolkningen forvandles til besiddelsesløse Lønarbejdere, og de tekniske Hjælpemidlers mægtige Udvikling, der burde komme alle Samfundets Medlemmer til Gode, bringer i stigende Grad det store Flertal, ikke blot de egentlige Lønarbejdere, men ogsaa den øvrige arbejdende Befolkning, ind under Kapitalens Magt og Udbytning.”

Løsningen er derfor også fortsat ”Produktionsmidlernes Overgang til Samfundsejendom”. Partiet ønsker ligeledes fortsat en række udvidelser af det politiske demokrati, såsom udvidelse af valgretten til kvinder og udvidelse af ytrings-, presse-, forsamlings- og foreningsfriheden.

1961: Planlægning skal trumfe kapitalismen
I principprogrammet fra 1961 er kampen mod kapitalismen og den private ejendomsret trådt i baggrunden til fordel for en stærk stat, der kan varetage almenvellets interesser. Kapitalismen magtkoncentration ses stadig som en trussel, men svaret er nu ikke længere afskaffelsen af den private ejendomsret:

”Den demokratiske socialisme må derfor arbejde for en demokratisering af hele samfundslivet, så det enkelte menneske får forudsætninger for frit valg, erhvervsmæssigt og kulturelt. Det kapitalistiske samfunds ulighed og den uhæmmede økonomiske magtudfoldelse er den virkelige fare, der truer et frit samfund. Den samfundsmæssige planlægning er midlet til at undgå den utryghed og det kaos”.

De politiske krav fra de første principprogrammer er nu indført. I stedet tales er nu om, at befolkningen bør inddrages mere i lokale beslutningsprocesser, og det er nu også statens opgave at sikre ”opdragelse til demokrati får en central placering i hjem og i skole, på arbejdsplads og i folkeoplysning”.

1977: Socialisme er gennemførelse af økonomisk demokrati
I principprogrammet fra 1977 kobles demokrati igen til fælleseje af produktionsmidlerne: ”Demokratiet er ufuldstændigt, hvis afgørende økonomiske beslutninger holdes udenfor demokratisk kontrol. Den endelige målsætning er fælleseje af produktionsmidlerne. For Socialdemokratiet er socialisme konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati.”

Kapitalismen betyder nemlig stadig en magtkoncentration, og demokratiet kan derfor ikke realiseres, hvis ikke der gøres op med kapitalismen: ”Først når ejendomsretten til produktionsmidlerne er fælles for alle, bliver det fuldt ud muligt at forene demokrati på den enkelte arbejdsplads med en samfundsstyring af produktionen efter folkets ønsker og behov. Kapitalismen medfører uundgåeligt ulighed i magt og velstand. Et mindretal får råderetten over produktionsmidlerne for de mange.”

Det økonomiske demokrati skulle etableres ved dels at give lønmodtagerne medejerskab over de virksomheder, de arbejder i, dels ved at give dem medindflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet på arbejdspladsen. Det var altså en vidtgående demokratisering af arbejdspladserne og samfundsøkonomien. Økonomisk Demokrati (ØD) var en stor politisk diskussion i 1970’erne, men planerne blev aldrig ført ud i livet.

1992: Økonomi demokrati kan have mange former
I programmet fra 1992 er kapitalismekritikken nedtonet. Det hedder dog stadig, at ”For Socialdemokratiet er demokratisk socialisme det konsekvent gennemførte politiske, sociale og økonomiske demokrati. For Socialdemokratiet er et fuldt udviklet demokrati også ensbetydende med social tryghed og lighed, et godt uddannelsessystem, samt medejendomsret, medindflydelse og medbestemmelse på egen arbejdsplads og i lokalsamfundet.”

I principprogrammet tales der blandt andet om vigtigheden af ”livskraftige politiske partier, folkelige organisationer, græsrodsbevægelser og en aktiv fagbevægelse, samt en politisk alsidig, fri og kritisk presse, radio og TV” og om, at beslutninger skal tages så nært på de berørte borgere som muligt.

Derimod er det ikke længere et krav, at der indføres fælleseje til produktionsmidlerne, der tales nu om et ”økonomiske demokrati, hvor lønmodtagernes medejendomsret og medbestemmelse virkeliggøres i mange forskellige former tilpasset den enkelte branches og virksomheds behov.” Hvordan det konkret skal udformes, står dog ikke helt klart.

2004: Indflydelse på pensionskassernes investeringspolitik
I principprogrammet fra 2004 er hovedvægten lagt på udvikling af det politiske demokrati: Stemmeretsalderen skal sænkes, de politiske partier skal styrkes gennem offentlige tilskud, der skal sikres et mangfoldigt mediebillede gennem public-service, og uddannelsessystemet fremhæves som vigtigt for den demokratiske deltagelse.

Det fremgår dog også, at partiet vil ”udbrede demokratiet til alle dele af samfundslivet.”. Specifikt om økonomiske demokrati hedder det: ”Demokrati handler for os også om at give det enkelte menneske indflydelse på økonomien. Derfor kræver vi åbenhed og gennemskuelighed i kapitalmarkederne, ligesom vi vil give pensionshaverne indflydelse på pensionskassernes investeringspolitik.”

Hvor det økonomiske demokrati i 1977 altså skulle ske gennem et opgør med kapitalismen, kan demokrati nu i vidt omfang realiseres inden for rammerne af kapitalismen. Med opbygningen af de store pensionsformuer, der investeres, har lønmodtagerne nemlig fået medejerskab over produktionsmidlerne. De har imidlertid endnu ikke fået medindflydelse. Den reelle demokratiske indflydelse på økonomien synes tværtimod at være en voksende udfordring, særligt på grund af internationaliseringen af økonomien.

Rød tråd: Nødvendigt med økonomisk demokratisering
Den røde tråd i alle årene er altså, at demokratiet er ikke fuldkomment, hvis den økonomiske magt er koncentreret på nogle få hænder. Spørgsmålet om demokrati er dermed også koblet til spørgsmålet om økonomisk ulighed.

Oprindeligt blev afskaffelsen af den private ejendomsret set som nødvigt for at tage et opgør med kapitalismen og udbrede demokratiet til den økonomske sfære. I dag synes der dog at være holdningen, at udbredelse af demokrati og kapitalisme godt kan gå hånd i hånd. Med opbygningen af arbejdsmarkedspensioner er lønmodtagerne selv blevet kapitalister, og det kan i nogen grad ses som en erstatning for det økonomiske demokrati, man ikke fik i 1970’erne.

For det første har lønmodtagerne trods deres pensionsopsparinger fortsat kun i meget begrænset omfang indflydelse på, hvordan pengene investeres. For det andet har store grupper af befolkningen stadig ikke en pensionsopsparing. Og endelig betyder den internationale udvikling, at store økonomiske interesser får stor magt på tværs af landegrænser.