Kort efter terrorangrebet i Paris gik den italienske ministerpræsident Matteo Renzi ud med budskabet om, at terror måtte mødes med kultur. ”De forestiller sig terror, vi svarer med kultur. De ødelægger statuer, vi elsker kunst. De ødelægger bøger, vi er bibliotekernes land”, sagde Renzi ifølge Kristelig Dagblad.

Renzis pointe er selvfølgelig ikke, at IS vil stikke halen mellem benene, fordi flere italienere besøger museer, teatre eller biblioteker. Men at en militær og efterretningsmæssig kamp mod IS og andre terrorbevægelser kan aldrig stå alene. Den militære og politimæssige oprustning må ledsages af en kulturel oprustning hos os selv.

Derfor præsenterede Renzi både én milliard euro til styrket politi- og efterretningsarbejde i kampen mod terror, og én milliard euro til at styrke kulturlivet i Italien.

Ikke kun terroren, men også den aktuelle bølge af flygtninge og migranter samt den altomspændende globalisering rejser for alvor spørgsmål om værdier, identitet og tilhørsforhold. Hvem er vi? Hvad binder os sammen? Er vi en del af et større fællesskab? Det findes der ingen enkle svar på, men kulturen kan hjælpe os til at reflektere og sætte tingene i et større perspektiv.

Nedskæringer på kulturen i Danmark
I Danmark går vi desværre den stik modsatte vej. Samtidig med at Folketinget endnu engang vedtog at bruge hundrede millioner af kroner på at sende kampfly mod IS, har vi de seneste måneder oplevet nedskæringer på centrale kulturinstitutioner.

Regeringen meldte sidste år ud, at de statslige kulturinstitutioner skal spare to procent om året. En større sparerunde i efteråret på Nationalmuseet betød blandt andet nedlæggelse af Orlogsmuseet. Senest er det kommet frem, at der inden for kort tid indføres entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst.

Og så sent som i denne uge er der indkaldt til samråd i Folketinget, efter det er kommet frem, at der skal skæres mange stillinger væk på Det Kongelige Bibliotek. Samtidig gentages det igen og igen fra borgerlige politikere, at kommunerne sagtens kan finde besparelser på én procent om året til det såkaldte omprioriteringsbidrag uden at skære ned på ”kernevelfærden”. Underforstået, at der er nogle store fede kulturbudgetter, som bare venter på at blive ædt.

Selvfølgelig er kulturbudgetter ikke hellige, og selvfølgelig skal man kunne diskutere, om pengene kunne anvendes på noget bedre. Alligevel virker den seneste tids massive nedskæringer på kulturområdet både meget kortsigtet og uigennemtænkt. Det tager lang tid at opbygge solide kulturinstitutioner, men kun kort tid at rive dem ned.

Det sædvanlige argument om, at ”kassen er tom, vi må prioritere kernevelfærden virker en anelse tamt. Ja, der er smalhals, men det er jo altså ikke kulturbudgetterne som truer med at sende dansk økonomi ud i frit fald. Det er også begrænset, hvor mange ekstra pædagoger og hjemmehjælpere kommunerne kan ansætte, fordi der skæres ned på Det Kongelige Teater eller Nationalmuseet.

Kulturen som taber af skyttegravskrig
Samtidig har kulturen de seneste år været præget af en mærkelig skyttegravskrig mellem ”finkultur” og ”folkelig kultur”, mellem ”hovedstadskultur og ”provinskultur”, mellem ”nationalt sindede” og ”globalt orienterede”. Kulturen er blevet taget til gidsel i en politisk kamp, som nående sit foreløbige lavpunkt i striden om tv-serien 1864, hvor Pia Kjærsgaard og Ingolf Gabold, tidligere dramachef på DR, repræsenterede hvert sit ekstrem.

Men vi ser den også på andre områder: Skal Fregatten Jylland restaureres eller skal der bygges et nyt besøgscenter i Jellinge, må Det Kongelige Teater og Louisiana holde for, og vice versa. En debat, der mere handler om fordomme end om kulturel oplysning.

Der er brug for både finkulturen og den folkelige kultur, og der er ikke nogen modsætning mellem at støtte op bag de store (fin)kulturinstitutioner i hovedstaden og samtidig insistere på vigtigheden af også at have spændende kulturinstitutioner i resten af landet, såsom det nye besøgscenter ved Jellinge, Danmarks Borgcenter i Vordingborg, Historiecenter Dybbøl Banke eller den nye Moesgaard Museum ved Aarhus.

Efter Danmarks statsbankerot i 1813 advarede Kong Frederik VI mod at spare på kulturen: ”Godt nok er vi fattige. Men vi behøver ikke også at være dumme.”. I dag er vi hverken fattige eller dumme. Og derfor er der også endnu mindre grund til at spare på kulturen i en tid, hvor vi i høj grad har brug for den.