Sidste år lykkedes det desværre ikke KL og Danske Regioner at fusionere. Der var ellers lagt op til en særdeles magtfuld alliance imellem to stærke organisationer. Tanken var at styrke det decentrale Danmark og stå stærkt i blandt andet økonomiforhandlingerne med staten. Forhandlingerne om næste års aftaler står for døren, men meget tyder på, at betydningen af forhandlingerne svinder med årene.

Det skyldes, at skiftende regeringer i de seneste år har begrænset det råderum, der ligger i aftalerne med henblik på at give folketinget adgang til at prioritere kommunernes og regionernes midler til den nære velfærd.

Omprioriteringsbidrag truer lokaldemokratiet
Mest tydeligt er det blevet med indførelsen af omprioriteringsbidraget, hvor man først beder kommunerne om at aflevere 1 procent af budgettet for derefter at levere nogle af pengene tilbage over finansloven. Således kan man tilgodese regeringens støttepartier, der får lov at dele kommunernes penge ud på ny.

De penge, der fjernes, er reelt de penge, som ville have været til rådighed til politisk forhandling ved budgetlægningen i de enkelte kommuner, og derved fjernes kommunalpolitikernes indflydelse på udviklingen af den nære velfærd for en stor dels vedkommende.

Det er reelt en trussel imod det decentrale demokrati, og det er årsagen til, at der i det kommunale Danmark er så markant en modstander af omprioriteringsbidraget.

Staten svinger taktstokken
Regionerne har i de seneste år vænnet sig til, at staten prioriterer størstedelen af det meget begrænsede råderum, der er på sundhedsområdet. Jeg har selv som regionsrådsmedlem i Midtjylland siddet og forhandlet budget, hvor vi har haft 20-25 millioner kroner til fordeling ud af et samlet budget på cirka 25 milliarder kroner.

Den reelle politiske prioritering foregår derfor ikke længere til budgetlægningen. Den foregår ved de sparerunder, hvor politikerne kan få lov til at bestemme, hvilke områder, der skal spares på, og hvilke der går fri! Mit gæt er, at vi nu vil se det samme billede i de fleste af landets kommuner. Det er konsekvensen af omprioriteringsbidraget.

Lokalpolitikerne kan godt selv
Folketinget burde gå en helt anden vej. Min opfattelse er, at der i befolkningen er en stor tiltro og tillid til at kommunalpolitikerne kan prioritere den nære velfærd i overensstemmelse med borgernes ønsker. Jeg oplever ikke hos vælgerne den samme politikerlede vendt imod lokalpolitikere, som den jeg oplever vendt imod Christiansborg.

Jeg har tværtimod opfattelsen af, at vi har et decentralt demokrati, der fungerer i bedste velgående; men det er omvendt også klart, at tilliden til lokalpolitikerne forsvinder, hvis befolkningen får den opfattelse, at de reelt ikke har noget at skulle have sagt, fordi hele råderummet til udviklingen af velfærdsydelserne prioriteres på Christiansborg – eller måske rettere i Finansministeriet.

Måske man skulle revitalisere det kommunale selvstyre ved at styrke det og derigennem øge offentlighedens interesse om det decentrale demokrati, vi har i Danmark. Det kunne være den demokratiske succes, som vi har brug for i en tid, hvor tilliden til politikerne – og dermed på længere sigt folkestyret – vakler. Første skridt kunne være at give kommuner og regioner tilstrækkeligt råderum i økonomiaftalerne til – efter aftale med staten – at prioritere den nære velfærd.

Anders Kühnau  er gruppeformand og politisk ordfører for Socialdemokraterne i Region Midtjylland og formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg. Han er desuden byrådsmedlem i Horsens Kommune.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt giver et politisk indspark fra et kommunalt perspektiv, skrevet af nogle af Socialdemokratiets fremmeste kommunale og regionale politikere.