Annonce

Ny minister for verdensmål og pris på minkkommission opgjort

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er Netavisen Pios nyhedsoverblik tilbage efter en forlænget weekend som i den grad stod i Onkel Reje og Kong Charles' tegn.

Onkel Reje er nemlig gået på orlov fordi han bliver forfulgt på nettet af konspirationsteoretikere, som ikke længere bekæmper coronavacciner, mener at han både groomer børn og gør dem til satanister.

I London blev Kong Charles kronet og det fulgte det meste af kloden med i.

Men nu er hverdagen tilbage, men det har været en særdeles stille dag. Men i dagens nyhedsoverblik er der opgaveflytning på Slotsholmen, loyale partisoldater i redningsaktion og nye tal positive jobtal for industrien.


Dan Jørgensen bliver verdensmålsminister

Udviklingsminister og minister for Global Klimapolitik, Dan Jørgensen (S) overtager jobbet som tovholder for regeringens arbejde med FN's verdensmål.

Det arbejde har hidtil ligget i Finansministeriet.

Det skriver Altinget.

"Det er blevet besluttet internt i regeringen, at koordinationsansvaret fsva. regeringens arbejde med FN's Verdensmål fremadrettet vil blive del af min porteføjle," lyder det i flere breve, som ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik har sendt til til 2030-netværket og 2030-panelet.

2030-netværket er Folketingets tværpolitiske netværk for FN's verdensmål. 2030-panelet er et eksternt ekspertpanel, som rådgiver politikerne om verdensmål.

Læs hele historien her.


Lokale socialdemokrater bakker op om borgmester

Anonym kritik fra egne rækker af den københavnske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) får nu partiets kredsformænd i kommunen til at sende en meget utraditionel støtteerklæring til borgmesteren:

"Sophie Hæstorp Andersen overtog et håndværkertilbud som leder af socialdemokraterne i København efter skandalerne omkring Frank Jensen og tilbagegang for Socialdemokratiet i alle fire storbyer," skriver de i alt ni kredsformænd i pressemeddelelsen.

"I København gik Socialdemokratiet fra 15 til 10 mandater. Det er nye tider i Borgerrepræsentationen, og hvis de anonyme socialdemokrater (...) har gode forslag til arbejdet, så skal de komme frem med dem og smøge ærmerne op, så vi sammen kan fokusere på de politiske temaer, der fylder i vores hovedstad," skriver de.

Hele deres pressemeddelelse kan læses her.

 

Endnu en kandidat trækker sig fra S-valg

Vi bliver blandt de københavnske socialdemokrater, som i denne uge skal vælge kandidater til næste års Europa-Parlamentsvalg.

I sidste uge trak tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod sig som kandidat og nu er feltet yderligere tyndet ud. Lektor Jakob Thiemann har også trukket sig.

"Jeg har i dag meddelt kredsformænd og ledelsen i Region Hovedstaden, at jeg ikke længere er kandidat til at blive regionens spidskandidat ved det kommende valg til Europaparlamentet i 2024," skriver Jakob Thiemann på Facebook.

Dermed er der fire kandidater tilbage til de tre pladser på listen, som Socialdemokraterne i Region Hovedstaden råder over.

De fire kandidater er tidligere debatredaktør på Politiken, Magnus Barsøe, uddannelseskonsulent i Dansk Metal, Fatima Hachem Ladefoged, public affairs konsulent, Mathias Kring Niebuhr og fuldmægtig Niels Chr. Dahl.

Valget bliver afgjort på et møde den 14. maj.


Analyse: Indvandrere trækker stor del af jobfremgangen

En ny analyse fra Dansk Metal viser, at indvandrere trækker en stor del af jobfremgangen i industrien.

Analysen viser, at 80 procent af jobfremgangen det seneste år er trukket af udenlandsk arbejdskraft.

Heraf er næsten 40 procent personer, som enten har fået asyl, permanent opholdstilladelse, er blevet familiesammenført eller ukrainere, som er flygtet fra krigen i Ukraine.

Arbejdsløsheden er meget lav i industrien - den har i lang tid ligget på omkring 1,5 procent. Der er pt. kun ca. 1.100 medlemmer af Dansk Metal, der er arbejdsløse.

Læs hele analysen her.


Så er regningen for minkkommissionen gjort op

Knap 40 millioner kroner. Det er prisen på minkkommissionen, der blev nedsat for at undersøge beslutningen om at aflive alle mink i Danmark i november 2020 under coronapandemien.

Det skriver Ritzau ifølge SN.dk.

Den største udgift har været honorar til bisiddere, der løber op i en regning på 15,4 millioner kroner.

Derudover har der eksempelvis været udgifter til kommissionens udspørger for over fire millioner kroner.

Kommissionsformanden og de to medlemmer af kommissionen står for udgifter på over otte millioner kroner. Løn til sekretariatsmedarbejdere løber op i omkring 7,5 millioner kroner.

Minkkommissionen blev nedsat i april 2021 og afgav sin beretning i juni 2022.

Prisen på 38,4 millioner kroner for Minkkommissionen er højere, end hvad Instrukskommissionen stod til at koste. I juni 2020 blev det vurderet, at undersøgelsen af sagen om ulovlig adskillelse af asylpar ville koste statskassen omkring 35 millioner kroner.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja måske spildte penge, men det var jo det flertallet ønskede. Det var en ond sag for alle, for de der blev syge, døde, de der mistede deres erhverv, de fik dog erstatning, de gør de der blev ramt dødelig af sygdommen ikke. Regeringen fik møgsager i hobetal, der skulle løses.Her er og var ingen vindere, kun tabere. Men nogen synes den skal holdes i live hele tiden.

Tænk sig at bruge 40 Mio. kroner på en ikke sag, og så få et svar som ingen i de blå partier forstod,
derefter skulle det en tidligere præsident fra Højesteret, for at forklare hvad det var kommissionen
havde udredt. Det kaldes politisk forfølgelse af værste skuffe. Vi har set det før, jeg tænker på da
Helle Thornings mand, skulle aflevere sin selvangivelse, det var også en ikke sag.
Skatteminister Troels Lund Poulsen ville dengang have at landsskatteretten skulle se på den sag, da den
var blevet afgjort ved skatteregion København, da måtte flere kontorchefer i skatteministeriet
koncernledelse forklare Troels Lund, at det KUN var en borger, der kunne klage over sin ansættelse i skat.
Hvis Jacob Ellemann havde haft sin menings mod, havde han anbefalet en hastelovgivning omkring aflivning
af alle mink, så havde det ikke været nogen sag.

Det er også tankevækkende at den nordjyske landsby Gjøl med hele 39 minkfarme som alle måtte lukke pga covid restriktionerne - kvitterede med at gøre Socialdemokratiet til det største parti ved det nyligt afholdte folketingsvalg -
Så det virker ikke som beslutningen om at lukke farmene ned er noget der giver anledning til at bære nag på de kanter - 🤔

De er blevet Socialdemokrater indtil de har fået deres erstatning.
Aldrig før har socialdemokraterne skabt så mange millionærer.