Ny undersøgelse: København er for de rigeste

Når huspriserne på 25 år er steget med 350 procent i København, så skader det den sociale forståelse mellem klasser, mener forfatter og debattør Lars Olsen
Tendensen går én vej: Hovedstaden bliver i højere og højere grad kun for de rigeste.

København er ved at udvikle sig til lukket land for familier med lave og mellemstore indkomster. Mens de højtlønnede familier rykker ind.

Årsagen til det er ganske enkelt de tårnhøje boligpriser, som stikker mere og mere af fra resten af landet - og har gjort det i de seneste 25 år.

Den økonomiske ulighed i boligformuer har aldrig været større

Det viser en ny dansk undersøgelse fra Boligøkonomisk Videncenter, der er den mest omfattende analyse af udviklingen af boligpriserne i Danmark til dato.

“Den økonomiske ulighed i boligformuer har aldrig været større. Vi har fået et samfund med kæmpe vindere og kæmpe tabere i henholdsvis storbyerne og i de mindre kommuner”, siger undersøgelsens forfatter seniorøkonom Marc Lund Andersen til Politiken.
 

Hovedstads-boblen

Det mindsker vores kendskab til andre klassers virkelighed, når de velstillede klumper sammen i København, mener forfatter og debattør Lars Olsen:

“Det bliver en storby-boble, hvor det mest er overklassen og den højere middelklasse, der møder hinanden. Den grundkvalitet i de skandinaviske lande - med at man i sine barndomsår møder andre sociale klasser - er skredet i dele af Københavnsområdet,” siger han til Netavisen Pio.

Dem, der lever i de kvarterer, kommer til at lukke sig om sig selv

Når boligpriserne i hovedstaden skyder i vejret med topfart, kommer man til at leve i en boble, hvor man lukker sig om sig selv, siger Lars Olsen:

“Der danner sig, i dele af hovedstaden, nogle meget eksklusive kvarterer, hvor det kun er folk med to gode indtjeningen, der har råd til at bo. Dem, der lever i de kvarterer, kommer til at lukke sig om sig selv - om de vil det eller ej. Det præger børnenes skole, og hvem man møder til vejfesten og i det lokale foreningsliv. Det bliver en hovedstads-boble.”

Den slags sociale enklaver for overklassen bliver der, ifølge Lars Olsen, flere og flere af.  

Ihvertfald viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at næsten hver anden børnefamilie i Indre by og på Frederiksberg tilhører overklassen eller den højere middelklasse.

På landsplan er det kun lidt over en fjerdedel af børnefamilier, der hører til de øvre sociale lag.
 

Rekordhøj ulighed mellem land og by

På 25 år er priserne på huse i København og på Frederiksberg steget med 350 procent, mod en 117 procents stigning i hele landet. Altså en stigning i husenes værdi, der er meget tæt tre gange så høj.
 

Prisstigninger på enfamiliehuse fra 1938-2017:

Kilde: Rapport fra Boligøkonomisk Videncenter: "Danske boligprisindeks 1938-2017 - samt historiske data om boligmarkedet"

Lars Olsen mener, at udvikling skaber et socialt skel i Danmark, som svækker sammenhængskraften:

“Fordi arbejderklassen i stigende grad bor i provinsen - både fordi de ikke har råd til at bo i hovedstaden, og fordi produktions-Danmark i dag ligger i Jylland - føler mange, at der er en modsætning mellem København og provinsen.”

Det giver nogle skævheder i beslutningerne og meningsdannelsen

Social blindhed i medierne

Lars Olsen mener, at debatten i hovedstads-medierne er præget af en “social blindhed”, som kun forstærkes i takt med, at man skal være rigere og rigere for at bo i København.

Han ser det især blandt det, som han kalder “laget af professionelle meningsdanner”, som han mener primært omgås hinanden, og andre fra den øvre middelklasse.

“Du mangler simpelthen et kendskab til andre menneskers liv, og hvordan man lever i andre sociale klasser. Det giver nogle skævheder i beslutningerne og meningsdannelsen,” forklarer han.

De synes, at det er på en fremmed planet

Forhøjelsen af pensionsalderen og afskaffelsen af efterlønnen, er for Lars Olsen et godt eksempel på skævvridningerne i den offentlige debat.

“Når jeg er ude og tale med SOSU-assistenten, tømrersvenden eller fabriksarbejderen, så oplever jeg, at de synes, at det er på en fremmed planet. Selvom der har været konsensus i medieverdenen om de ændringer. Blikket for den sociale virkelighed er simpelthen blevet ringer,” slutter han.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

København er slet ikke noget enestående tilfælde, med hensyn til at være kun "for de rigeste".
Med den skævvridning der overgår landet, er der masser af områder, kun for de rigeste. Det er dem der har husene,kvadratmeterne,haverne,bilerne,udsigten,jobbene,the best of the best o.s.v

Annonce