De sidste ti år har det frie valg mellem offentlige og private skoler været én af de største ideologiske skillelinjer i dansk politik. Oftest har diskussionen dog ikke handlet om konsekvenserne af det frie valg for sammenhængskraften i uddannelsessystemet, men derimod om hvorvidt politikkerne selv fulgte deres politiske overbevisning, når de skulle vælge skole til deres børn. Således har Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen begge været under kraftig beskydning for at vælge privatskoler til deres børn. Dermed er diskussionen om sammenhængskraft blevet forvandlet til en debat om dobbeltmoral og hykleri.

Så uanset hvad man gør, er det forkert. Vælges privatskolen er man en hykler – og vælges folkeskolen er det ”uhyggeligt”. Det er mildest talt ikke en nem knibe at slippe ud af, hvis man er venstreorienteret.

Det seneste eksempel på denne debat kommer fra Lars Dohn, som er Enhedslistens folkeskoleordfører. Men i modsætning til tidligere sager har Lars Dohn valgt at beholde sin yngste søn i folkeskolen - til trods for, at sønnen blev udsat for mobning.

Denne beslutning har fået Merete Riisager, uddannelsesordfører for Liberal Alliance, til at fare i flint. På facebook kalder hun Lars Dohns beslutning for ”uhyggelig læsning”, fordi han – i Riisagers øjne – mener, at ”danske børn skal tvinges til at gå i en dårlig skole”.

Det er mærkværdigt, at Lars Dohn vælger at gøre sin søns skolegang til et politisk statement. Men det er mildest talt også en mærkelig kritik, som Merete Riisager her disker op med. Når venstreorienterede politikere sætter deres børn i privatskoler, bliver det øjeblikkeligt betegnet som hykleri af den borgerlige lejr. Men hvis børnene beholdes i det offentlige system, er det nu også et problem.

Den virkelige skillelinje går ikke mellem, hvorvidt forældre skal være egoistiske eller solidariske, men hvorvidt det er et individuelt eller fælles ansvar at sikre sammenhængskraften i skolesystemet.

Så uanset hvad man gør, er det forkert og forkasteligt. Vælges privatskolen er man en hykler – og vælges folkeskolen er det ”uhyggeligt”.

Det er mildest talt ikke en nem knibe at slippe ud af, hvis man er venstreorienteret.

Normalt hylder Liberal Alliance det frie valg, hvor borgerne selv træffer beslutninger ud fra deres egne overbevisninger og interesser. Men dette skal åbenbart ikke omfatte folk som Lars Dohn, der vælger det forkerte. Man kunne næsten få den tanke, at Merete Riisager mener, at man som borger har pligt til at vælge privatskolen.

Sagen om Lars Dohn er det seneste eksempel på, hvordan folkeskoledebatten er blevet afsporet.

Tilsyneladende står de to fløje skarpt over for hinanden i denne debat. Højrefløjen mener, at forældrene groft sagt skal tænke egoistisk og derfor kun vælge skole ud fra, hvad der er bedst for deres egne børn. Venstrefløjen ser derimod gerne, at forældrene tænker altruistisk og vælger folkeskolen ud fra et princip om solidaritet.

Men begge fløje er i bund og grund enige om, at det afgørende i skolesystemet er, hvad de enkelte forældre vælger. Når både Lars Dohn og Merete Riisager hylder det individuelle valg, er de i bund og grund på samme side. Den virkelige skillelinje går ikke mellem, hvorvidt forældre skal være egoistiske eller solidariske, men hvorvidt det er et individuelt eller fælles ansvar at sikre sammenhængskraften i skolesystemet.

Opsplitningen i uddannelsessystemet er et samfundsproblem, som ikke skal individualiseres. Det er et fælles ansvar, at folkeskolen fungerer for alle børn.

Det kan aldrig være den enkeltes ansvar, at skolesystemet fungerer og det er et fælles ansvar, at de sociale problemer ikke er koncentreret på bestemte skoler. Derfor bør socialdemokrater hverken pege fingre af forældrenes valg eller blot stå til og håbe på det bedste. I stedet skal man indrette skolesystemet således, at man ikke skal vælge mellem socialt belastede folkeskoler og privilegerede privatskoler.

Opsplitningen i uddannelsessystemet er et samfundsproblem, som ikke skal individualiseres. Det er et fælles ansvar, at folkeskolen fungerer for alle børn.