Annonce

Portugal: Socialdemokrater vinder overraskende kæmpesejr

Får absolut flertal i parlamentet. Genvalgt premierminister lover bredt samarbejde.
Mod alle odds vandt Portugals socialdemokrater et absolut flertal i parlamentet ved søndagens folketingsvalg, hvilket sikrer et stærkt nyt mandat til premierminister Antonio Costa.

Resultatet, som blev godt hjulpet af en valgdeltagelse, der var højere end forventet på grund af corona, kommer som en overraskelse, efter at socialdemokraterne havde mistet deres forspring i meningsmålingerne.

Partido Socialista, PS, fik 42 procent af stemmerne, men i et valgsystem som favoriserer store partier udløste det 117 ud af 230 pladser i parlamentet i Lissabon.

Resultatet betyder, at Portugal vil have en stabil regering til at føre tilsyn med anvendelsen af ​​EU's pandemi-genopretningsmidler.

"Absolut flertal betyder ikke absolut magt"

Valget blev udskrevet i november, efter at Costas to støttepartier,  kommunisterne og venstreblokken, havde allieret sig med de borgerlige og nedstemt finansloven.

De to yderste venstrefløjspartier betalte prisen for den manøvre og mistede mere end halvdelen af ​​deres pladser i parlamentet.

Værst gik det udover det Enhedslisten-lignende Venstreblokken som tabte 14 ud af partiets 19 mandater i parlamentet.

I de kommende fire år vil Socialdemokraterne kunne regere alene, men Antonio Costa understregede på valgnatten, at han fortsat vil søge bredt samarbejde.

"Et absolut flertal betyder ikke absolut magt. Det betyder ikke at regere alene. Det er et øget ansvar, og det betyder, at vi vil regere med og for alle portugisere," sagde Costa i sin sejrstale.

Antonio Costa, der kom til magten i 2015 i kølvandet på finanskrisen , har ledet Portugal til en periode med stabil økonomisk vækst, der hjalp med at sænke budgetunderskuddet og endda skabte et lille overskud i 2019, før pandemien ramte verden.

Landet er dog fortsat det fattigste i Vesteuropa.

Nytteløs borgerlig fremgang

Venstrefløjens sammenbrud betyder at portugisk politik tog et stort ryk mod højre.

Landets næststørste parti Partido Social Democrata, PSD, måtte - trods en lille fremgang på 1,5 procent, hvilket resulterede i en tilbagegang på tre mandater - konstatere, at de må tage endnu en periode i opposition.

På trods af navnet, så er PSD ikke socialdemokratisk, men konservativt og partiet er medlem af den kristendemokratisk dominerede gruppe i Europaparlamentet, EPP.

Fremgang var der til gengæld til partierne på den yderste højrefløj. Nogle af de borgerlige stemmer, som PSD havde regnet med, er i stedet gået til Chega, et højrenationalistisk parti, der nu er Portugals tredjestørste parti. Chega gik fra 1 til 12 mandater.

Endelig var der også fremgang til det lille borgerlige-liberale parti, Liberal Initiative, som gik fra 1 til 7 mandater.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Super. Meget mere af det. En udvikling, hvor EU landene bevæger sig laaangt væk fra højre populismen er en sund og god udvikling. Hvis vi ellers vil have en anstændig verden. Så mere af det. Tak.