Udspillet kom efter at selskabet bag restauranterne havde opsagt overenskomsten med 3F, hvilket har betydet at restauranterne og fagforeningen har ligget i en meget omtalt konflikt gennem det meste af 2023.
Udspillet indeholder, hvad fagforeningen kalder en række forringelser af medarbejderens løn- og arbejdsvilkår.
Men helt så simpelt er det ikke, i hvert fald ikke hvis man taler med direktør og medejer af restauranterne, Mads Bøttger.
Mads Bøttger mener at opsigelsen af den gamle overenskomst og deres udspil til en ny, hvor restauranterne blandt andet lagde op til at give en lavere løn til ufaglærte for at skabe et incitamentet til at tage en faguddannelse, er et nødvendigt skridt for at kunne overleve i en branche præget af hård og unfair konkurrence.
Det bliver hele tiden fremstillet som om, vi bare er nogle grådige kapitalister, der er ude på at udnytte folk. Det er vi ikke
”Hvis vi skal give en 18-årig ufaglært 200 kroner i timen, så har vi ikke råd til også at give de dygtige faglærte den løn, som de kan få andre steder, som har råd til det, fordi de giver de ufaglærte 105 kroner i timen. Det er hele vores udfordring. Vi taber kampen om de dygtige faglærte medarbejdere,” siger Mads Bøttger til Netavisen Pio og tilføjer:
”Vores samlede lønpulje er jo ikke anderledes end de 90 procent af vores konkurrenter, som ikke har overenskomst. Og det er derfor, vi spørger, er det rimeligt, at en 18-årig gymnasieelev, som måske kun betaler sit eget mobilabonnement og ikke har andre udgifter skal have det samme i løn, som en familiefar, der har kone og børn og bil? Det synes vi ikke, det er. Der vil vi gerne have mulighed for at differentiere, og lade lønnen følge kompetencerne.”
”Det bliver hele tiden fremstillet som om, vi bare er nogle grådige kapitalister, der er ude på at udnytte folk. Det er vi ikke.”
Mads Bøttger understreger, at udspillet netop er et udspil, og ikke et udtryk for hvordan Brdr. Price lønner i øjeblikket. Samtidig påpeger direktøren, at det er et udkast, som andre dele af branchen også vil kunne tilslutte sig.
Det er da lige så meget medarbejderne, som ønsker den fleksibilitet, som det er os.
”Det er i hvert fald det forslag, som vi tror, vi kan få branchen til at støtte op omkring. Jeg synes hele den der retorik med, at vi ønsker at forringe medarbejdernes vilkår, er et forkert udgangspunkt. Det, vi ønsker, er en større fleksibilitet til at differentiere lønningerne mellem ufaglærte og faglærte og til at kunne lave nogle vagtplaner, som hænger sammen med de enkelte medarbejderes personlige ønsker og vilkår.”
Der vil nogen måske sige, at ordet ”fleksibilitet” i virkeligheden betyder ”forringelse”?
”Hvorfor det? Det er da lige så meget medarbejderne, som ønsker den fleksibilitet, som det er os.”
Men der kan vel ikke være mange medarbejdere, som har lyst til at få hviletiden eller deres løn sat ned?
”Men hviletid kommer jo an på, hvordan medarbejderne gerne vil have deres vagter skruet sammen. Og det samme med friweekender. Vi har nogle medarbejdere som gerne vil arbejde i hverdagene og andre som hellere vil arbejde i weekender, fordi det passer bedre ind i deres øvrige livssituation. Altså vi havde for noget tid siden en rigtig dygtig pige, som endte med at skifte til en virksomhed, som ikke havde overenskomst, for der kunne hun få den fleksibilitet i sin vagtplan, som hun gerne ville have. Og den kunne vi ikke tilbyde.”
Men at man som ufaglært mister et tillæg for at arbejde om aftenen, er der medarbejdere, der efterspørger det?
”At miste et tillæg? Nej, naturligvis er der ikke det.”
Men selvfølgelig vil de da gerne have den højeste løn
Men det er jo et af punkterne i jeres udkast?
”Selvfølgelig vil en 18-årig gymnasieelev da også gerne have 200 kroner i timen, men det er jo der, hvor vi så ikke har økonomi til at lønne de dygtige faglærte medarbejdere. Vi er oppe imod konkurrenter, som giver 105 kroner i timen. Men selvfølgelig vil de da gerne have den højeste løn, og selvfølgelig vil de da gerne have tillæg. Men det er jo det, der udhuler vores lønbudget, så vi ikke har råd til at give de dygtige faglærte dét, som de gerne vil have.”
Men så er det vel en forringelse af vilkårene?
”Jamen, det vil det være for nogle, men til gengæld vil der være andre, som får mere ud af det.”
Mads Bøttger erkender, at en overenskomst ikke forhindrer restauranterne i at differentiere i lønnen mellem ufaglærte og faglærte, men han anser det ikke for at være en reel mulighed sådan som branchen ser ud nu.
”Så går vi konkurs. Så lukker vi vores forretninger. Vi kan jo ikke leve med, at vi har en lønsum som er 30-40 procent højere end vores konkurrenter. Så kan vi lægge det på vores menukort, men så kommer gæsterne ikke og besøger os. Særligt i disse tider er der meget fokus på priser hos forbrugerne, og de kommer ikke, hvis vi er 30-40 procent dyrere end vores konkurrenter.”
Vi har i mange år forsøgt at råbe fagbevægelsen op
Ifølge Mads Bøttger vil restauranterne helst have en overenskomst for deres ansatte, det var også grunden til, at de tegnede overenskomst, da de i sin tid åbnede den første restaurant.
”Som jeg har sagt utallige gange, så står vi her af nød og ikke af lyst. Vi har i mange år forsøgt at råbe fagbevægelsen op, så vi kan få en overenskomst, der passer til det moderne arbejdsmarked. Når vi står i en situation, hvor kun 10 procent af samtlige hoteller og restauranter har overenskomst og 90 procent står uden for, så kan vi bare se, at vi taber den kamp.”
”Den overenskomst vi har haft er næsten 100 år gammel, og på den tid var der rigtig mange faglærte kokke og tjenere, og så var man bange for at de ufaglærte skulle komme ind og dumpe lønnen for dem, og derfor sagde man, at ufaglærte skulle have det samme i løn. Det er jo den stik modsatte situation vi har i dag. Der er ikke ret mange faglærte, og rigtigt mange ufaglærte. Så man er simpelthen nødt til at lave en overenskomst, som matcher det arbejdsmarked vi har.”
Direktøren ser ikke andre muligheder end at hente pengene på blandt andet lønningerne, hvis restauranterne skal kunne klare sig.
”Vi kan simpelthen ikke hente de penge andre steder. Vi ser jo, at vi de seneste mange år har ligget med underskud, hvor vi ser nogle af vores konkurrenter laver store overskud. Og det kan jeg godt forstå, for vi har jo en samlet lønsum på 150 millioner kroner om året. 30-40 procent af det er jo ikke peanuts.”
Så det tror jeg ikke vil ændre på situationen
Kunne man ikke forestille sig, at hvis man generelt laver sådan en øvelse, som I lægger op til, at nogle restauranter på sigt vil ansætte væsentlig flere ufaglærte i stedet for faglærte, og så i virkeligheden sparer pengene?
”Dem, der vil gøre det, de gør det allerede i dag. De har ikke overenskomst, og de har ikke faglærte medarbejdere. Så det tror jeg ikke vil ændre på situationen.”
Selvom luften har været noget kølig mellem 3F og Brdr. Price, så er der alligevel lidt kontakt mellem parterne, selvom forholdet har set bedre ud.
”Der er jo noget dialog. Men altså så bliver vi jo også chikaneret på forskellig vis, og det gavner jo ikke ligefrem et forhandlingsklima, og vi synes ikke, at 3F har haft den forhandlingsvilje, der skal til,” lyder det fra Bøttger.
8 friweekender om året
Overtiden måles per minut og tillægget vil være 50 procent
Det særlige løntillæg kaldet fritvalgskonto falder bort
Ufaglærte mister tillæg for at arbejde om aftenen, i weekenden og på helligdage
Generelt stor lønnedgang undtagen for faglærte kokke
Anciennitetstillæg forsvinder
7 SH fridage forsvinder til faglærte gastronomer (hvis en helligdag falder på en dag, hvor timelønnede normalt har arbejde, går medarbejdere glip af løn. I de tilfælde vil arbejdsgiver ofte dække manglende løn)
Arbejde i 13 ugers turnus uden rammer for langt ud i fremtiden, man skal kende sin vagtplan. Arbejdsgiver kan ændre vagtplan med 1 uges varsel.
Hviletiden kan nedsættes til 8 timer 1 gang ugentligt
Ufaglærtes løn kan være ned til 125 kroner i timen
Kommentarer
"Price-direktør: Vi er ikke grådige kapitalister" selvom det ser sådan ud
Fint indlæg af Mads Bøttger, det er jo klart at lønnen er forskellig alt efter uddannelse.
Det er vel heller ikke lov at man skal være medlem af 3F.