Regeringen forbereder millionudsalg af de danske færger

Regeringen forbereder et storstilet privatiseringsprojekt af den danske færgedrift. En opskrift, der kun kan gå galt, vurderer Kasper Fogh fra Cevea.
Den danske regering forbereder et salg af selskabet Færgen, som står for færgedriften til Samsø, Fanø, Als, Fyn, Langeland, Lolland-Falster og Bornholm. Transportminister, Ole Birk Olesen (LA), har hyret Danske Banks corporate finance-afdeling til at finde en køber til rederiet Danske Færger, skriver mediet InsideBusiness.

Staten ejer i dag 50 procent af Færgen (også kaldt Danske Færger A/S red.), imens den internationale shippingvirksomhed Clipper Group ejer den anden. Transportministeriet bekræfter over for Netavisen Pio, at "regeringen har besluttet at undersøge muligheden for et salg af statens aktier i Færgen A/S."

Transportministeriet uddyber, at ”en eventuel kommende køber vil skulle respektere indgåede aftaler, herunder om besejling af de forskellige ruter, og færgefarten vil derfor ikke blive berørt af et eventuelt salg.”

Men det kan være en farlig vej at bevæge sig ud på, og det kan få negativ betydning for ø-boernes transportmuligheder, mener Kasper Fogh, politik og pommunikationschef i Cevea:

”Historien har vist, at det er yderst svært for staten at stille langsigtede krav til private operatører. Det kan få konsekvenser for billetpriser og antal afgange, jeg tror jeg ville blive smånervøs, hvis jeg boede på en af øerne.”

Offentlige-private partnerskaber præsterer dårligt
Kasper Fogh peger på de dårlige erfaringer, som man allerede har med offentlige-private partnerskaber, især indenfor forsyningssektoren, fordi ejerne typisk har meget forskellige interesser. Det kan være én af grundene til, at staten nu også vil sælge ud af færgedriften, vurderer Kasper Fogh:

Den danske stat har én interesse, nemlig at borgere skal kunne komme billigt til og fra Samsø, imens Clipper Groups primære interesse er afkast til aktionærerne.

”Den danske stat har én interesse, nemlig at borgere skal kunne komme billigt til og fra Samsø, imens Clipper Groups primære interesse er afkast til aktionærerne. Mobiliteten til Samsø er af oplagte grunde mindre vigtig for dem. Problemet i den konstruktion er, at man tit får dårligt præsterende selskaber, fordi ejerne trækker i forskellige retninger.”

Men Kasper Fogh mener, at der må være en grad af ’politisk dødsdrift’ i ønsket om en fuld privatisering, for tidligere erfaringer med salg af den danske infrastruktur har været alt andet end uproblematisk. Det gælder for eksempel salget af hovedparten af Kastrup Lufthavn, eller Scandlines som siden 2013 har været fuldt ejet af den britiske kapitalfond 3i Group.

”Hvis man ser på Scandlines har det udviklet sig til en virksomhed, der udnytter sit praktiske monopol ved at føre tårnhøje billetpriser og samtidig aktivt modarbejder statens planer om Fermerntunnelen,” understreger Kasper Fogh.

Genkommunaliseringsbølge i gang
I øjeblikket ses i hele Europa, at der er en bølge i gang af det, der kaldes gen-kommunalisering. Det er altså kommuner og offentlige myndigheder, der tager opgaver tilbage, som man tidligere havde liberaliseret. Det gælder for eksempel inden for energiforsyningen i Tyskland, vandværker i Frankrig og fjernvarmeanlæg i Sverige:

Tit ender den private udbyder med at være den stærkeste, fordi det i sidste ende er dem, der sidder med den uundværlige ydelse og så er det svært for staten at stille krav.

”Hvorfor gør man det? Det gør man fordi hele ideen om, at man kan regulere de private virksomheder ikke er nær så god, som man troede. Tit ender den private udbyder med at være den stærkeste, fordi det i sidste ende er dem, der sidder med den uundværlige ydelse og så er det svært for staten at stille krav.”

I Danmark ses der eksempler på samme tendens til gen-kommunalisering. For eksempel i Halsnæs kommune, hvor affaldsindsamling igen er blevet en kommunal løsning – som oven i købet har medført en besparelse på 20-30 procent.

Men tror nogle ved deres fulde fem, at man kan privatisere Danske Færger og få et bedre færgeprodukt til lavere priser? Jeg har svært ved at se, hvad man skulle basere den antagelse på.

Der kan være god mening i at privatisere enkelte services eller afgange, for det kan være med til at give et pristjek på de offentlige ydelser, siger Kasper Fogh: ”Men tror nogle ved deres fulde fem, at man kan privatisere Danske Færger og få et bedre færgeprodukt til lavere priser? Jeg har svært ved at se, hvad man skulle basere den antagelse på.”

Clippergroup: Fra Bahamas til København
Den anden ejer af Danske Færger, Clipper Group, har ikke villet udtale sig om salget til Netavisen Pio. Clipper Group er specialiseret i fragt af tørlast, herunder kul, jernmalm og korn og ejer udover andelen i Danske Færger også den britiske fragtvirksomhed Seatruck.

Clipper Groups hovedsæde lå indtil 2009 i skattelyet Bahamas, men er i dag flyttet til København. Clipper er dog stadig virksomhedsregistreret på Bahamas, hvilket betyder, at de ikke er forpligtigede til at offentliggøre moderkoncernens finansielle resultater. I dag har gruppen kun et lille kontor på Bahamas i hovedstaden Nassau, fremgår det af virksomhedens hjemmeside.

 


Flere artikler om emnet

Annonce