Til trods for heftig debat om nedslidning og tidligere tilbagetrækning, har rapporten ligget og samlet støv i skuffen i Beskæftigelsesministeriet, hvor den har ligget til gennemsyn siden december.
Det lugter i mistænkelig grad af misbrug af vores fælles embedsapparat
Den manglende offentliggørelse får Socialdemokratiet til at kritisere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) for at have syltet rapporten, fordi konklusionerne ikke tjener regeringens interesser i debatten om nedslidning.
"Det er helt nye tal for os. Og jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er blevet lagt frem, når vi er i et forhandlingsforløb. Det lugter i mistænkelig grad af misbrug af vores fælles embedsapparat," siger Mattias Tesfaye (S), der er medlem af Beskæftigelsesudvalget, til Altinget.
Partiets næstformand, Dan Jørgensen (S), betegner det som en bevidst tilbageholdelse.
"Det er skandaløst, det er misbrug af embedsværket, og det er en negligering af nogle rigtige problemer, som mennesker slås med," siger Dan Jørgensen til TV 2.
Rapporten bekræfter, at der er et nedslidningsproblem. Derfor skulle tallene have indgået i de politiske forhandlinger om tidlige tilbagetrækning, som har været mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale siden februar.
Rapporten handler jo åbenlyst om den problemstilling, som man diskuterer, så den burde selvfølgelig forelægges i forhandlingerne
Det mener professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, Peter Hasle, som Altinget har forelagt uddrag af den endnu ikke offentliggjorte rapport.
"Det bekræfter, at der er et nedslidningsproblem, som især gør sig gældende for beskæftigede med hårdt fysisk arbejde. Rapporten handler jo åbenlyst om den problemstilling, som man diskuterer, så den burde selvfølgelig forelægges i forhandlingerne," siger han.
Ifølge Altinget forklarer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), at han slet ikke har kendt til rapporten. Samtidig beklager han, at rapporten har været så længe undervejs.
"Jeg kan forstå på embedsværket, at der har været stillet en række spørgsmål til NFA om rapporten, som ministeriet har fået svar på så sent som i forrige uge. Når det er sagt, så er det ikke optimalt, at verificeringen og offentliggørelsen af en rapport har været så længe undervejs, og det vil jeg gerne beklage. Jeg har bedt om, at rapporten nu bliver offentliggjort," lyder det i en mail til Altinget.
Beskæftigelsesministeren understreger, at han ikke har haft lejlighed til at gå i dybden med rapporten, men at rapporten bidrager med kendte konklusioner.
"Denne her rapport bekræfter mig i, at der er behov for en målrettet arbejdsmiljøindsats for dem, der bliver nedslidte, også tidligt i arbejdslivet," skriver han.
Andre tal om nedslidning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har imidlertid været fremlagt af regeringen som et indspark i pensionsdebatten.
I sidste uge offentliggjorde Finansministeriet tal fra NFA, som viser, at de folk, som har været mange år på arbejdsmarkedet, føler sig mindre nedslidte end jævnaldrende med færre år på arbejdsmarkedet.
Sådan en ret vil gå til en gruppe, der faktisk har et bedre helbred end gennemsnittet af danskere
Analysen blev direkte brugt til at betvivle Socialdemokratiet udspil om ret til tidligere tilbagetrækning for nedslidte.
“(...)Man risikerer derfor at ramme meget skævt, hvis man vil give en ret til tidlig folkepension til dem, der har arbejdet i for eksempel 42 år. Sådan en ret vil gå til en gruppe, der faktisk har et bedre helbred end gennemsnittet af danskere. Jeg bemærker også, at især kvinder og offentligt ansatte risikerer at tabe på en ordning, hvor retten til tidlig pension skal gå til dem, der har været i længst tid på arbejdsmarkedet,” siger Kristian Jensen (V) om tallene ifølge en pressemeddelelse.
Regeringen er i valgkamp, og det er ikke særlig kønt at se på
Mattias Tesfaye mener, at det viser, at regeringen fordrejer nogle tal og tilbageholder andre som en del af valgkampen.
"Regeringen er i valgkamp, og det er ikke særlig kønt at se på. De fordrejer nogle analyser og lækker dem til medierne, før vi andre får dem at se, og som vi kan se her, tilbageholder de samtidig andre rapporter, som ville kunne kvalificere diskussionerne og støtte Socialdemokratiets forslag," siger han til Altinget.