Annonce

Reportage: Varmen steg ikke politikerne til hovedet

Ved EU-debatmøde i Randers var det især migrationen over Middelhavet, som fik gang i debatten
Foto: Mikkel Lau Kristensen
Migration og arbejdsmarked var to store emner ved EU-debatmøde i Randers
På en solrig maj-aften inviterede FH Østjylland til EU-debat hos 3F Randers.

I det tætpakkede lokale sendte temperaturen tankerne mod middelhavsferie og hvide sandstrande. Og det var passende. For særligt middelhavsområdet blev flittigt debatteret. Desværre i en mere bekymret sammenhæng.

For der blev blandt andet diskuteret, hvordan EU kan håndtere den verserende immigrations krise i Europa.

Rasmus Nordqvist fra SF var meget klar:

"Intet land kan klare det alene. Og lige nu beder vi få lande tage slæbet. Grækenland og de andre middelhavslande tager et langt større ansvar. Der er behov for en fælles europæisk asylpolitik, og et fælles europæisk asylcenter," foreslog han.

Der har Kina og Rusland i øjeblikket frit spil

Tidligere Ikast-Brande borgmester Carsten Kissmeyer fra Venstre, lagde dog en mere liberal-økonomisk vinkel på problemet:

"Måden vi bekæmper migrationen på, er ikke at acceptere flygtningestrømmen over Middelhavet. I stedet skal vi kigge på, hvordan vi forbedre forholdene i immigranternes hjemland, via handelsaftaler med EU. Der har Kina og Rusland i øjeblikket frit spil," konkluderede Kissmeyer.

Stor spørgelyst

De mange fremmødte i 3F Randers ́ lokaler, var naturligvis også meget interesseret i arbejdsmarkedsforhold, og hvordan EU kan sikre dem. Så selvom der var kage, kaffe og sodavand ad libitum, var der fyldt med spørgsmål fra salen.

Moderator Niels Jespersen fra Netavisen Pio, måtte flere gange med hård, dog venlig hånd, udvælge spørgere mellem mange mulige.

Tayo Andresen fra Socialdemokratiet mente, at vi i Danmark både skal hjælpe lande, der har dårligere forhold end os selv, men samtidigt sagtens kunne gå videre:

"Det er glimrende at EU sætter minimumsgrænser for arbejdsforhold. Men det betyder jo ikke, at vi i det danske folketing ikke kan gøre det bedre. Det ser vi i Socialdemokratiet intet problem i," sagde hun.

Jeg synes ikke det skal være op til EU, at bestemme over hvordan vi gør tingene i Danmark

Her var Magnus Bigum fra Danmarksdemokraterne dog ikke enig:

'"Jeg synes ikke det skal være op til EU, at bestemme over hvordan vi gør tingene i Danmark. Vi kan sagtens selv administrere vores arbejdsmarked."

3F ́s lokaler ligger smukt ved Gudenåens bred, og agerede både bagtæppe samt smuk metafor for debatten. For under hele arrangementet flød den ufortrødent.

Til sidst måtte Niels Jespersen også skære de sidste spørgere af, med løftet om, at de nok skulle komme først til orde, når der skulle holdes debatmøde igen til kommunalvalget i 2025.

Nana Højlund fra FH Østjylland takkede til sidst af, men lige lidt hjalp det. På vej ud af salen stod samtlige fire politikere omringet af publikummer, der lige skulle have et sidste valgløfte med på vejen.

Podcastredaktør og projektkoordinator


Flere artikler om emnet