S om bøder til professor: Rent kafkask

Professorer risikerer bøder for at fortælle politikere om skattesnyd. Skørt mener S, som nu vil forsøge at få reglerne ændret.
Besøg af politiet, bøder og trussel om deportation. Det er virkeligheden for udenlandske forskere i Danmark, hvis de formidler deres forskning uden for den uddannelsesinstitution, hvor det er ansat. Det fremgår af en artikel i dagens udgave af Politiken.

Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der ligger under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som i flere tilfælde har politianmeldt forskere for at have deltaget i oplæg. Også selvom den pågældende forsker ikke har modtaget penge for oplæggene.

En af dem, som omtales i Politiken, er den amerikanske professor Brooke Harrington fra CBS, som tidligere på året holdt et oplæg for Folketingets skatteudvalg om sin forskning i skattely. Men nu er hun blevet politianmeldt for at dele sin viden med de danske politikere i det danske Folketing. Samtidig har Folketinget fået en bøde på 10.000 kroner for brug af ulovlig arbejdskraft.

Ifølge Politiken har både Københavns Universitet og Copenhagen Business School (CBS) oplevet talrige eksempler på, at medarbejdere er blevet politianmeldt efter at have holdt oplæg uden for den uddannelsesinstitution, de er tilknyttet.

Mister vigtig viden om skattely
En af dem, der har oplevet konsekvensen af de stramme regler, er direktøren i tænketanken Cevea, Kristian Weise. Han har tidligere inviteret Brooke Harrington til at tale ved en konference, men her meldte Harrington afbud netop med henvisning til, at hun skulle have en tilladelse fra SIRI. Kristian Weise er dybt forundret over, at der på den måde er hindringer i vejen for, at forskere kan dele ud af deres viden:

”Det absurde er, at Brooke Harrington slet ikke skulle have penge for at være med i arrangementet. Det var ren og skær forskningsformidling. Det er skørt, at hun ikke må dele ud af sin viden, for det er jo den danske stat, der har betalt hendes løn, og vi har brug for hendes rådgivning i forhold til, hvordan vi skal bekæmpe skattely.”, fortæller han.

Han undrer sig over, hvad formålet er med de nye regler. Den officielle forklaring om, at det handler om at undgå kriminalitet og social dumping, giver han ikke meget for:

”Det virker mest af alt som om, at det skal være så besværligt som muligt at arbejde som udlænding i Danmark. Og det er helt skørt, at man er så restriktiv med reglerne på det her område, når man samtidig skærer ned på indsatsen mod social dumping”, fortæller han.

19 siders ansøgning for 3 kvarters oplæg
Mens Cevea altså ikke har kunnet få Brooke Harrington til at deltage på et arrangement, så håber Socialdemokratiet på Frederiksberg fortsat på, at det bliver muligt. Her har man nemlig planlagt en konference om skattesnyd og beskatning af internationale virksomheder den 30. november, hvor Harrington er et af hovednavnene.

Her fortæller Irene Odgaard til Netavisen Pio, at aftalen med Brooke Harrington blev lavet tilbage i foråret, men at der i løbet af efteråret pludselig opstod problemer, fordi Harrington fortalte, at hun havde brug for en tilladelse til at deltage i arrangementet. Derfor har Socialdemokratiet på Frederiksberg måttet udfylde og aflevere et 19 siders langt ansøgningsskema til SIRI.  

”Det var 19 siders langt, og det fungerede ikke som det skulle. Til sidste måtte jeg printe det ud og aflevere det rent fysisk. Inklusiv cykling frem og tilbage, så brugte jeg otte timer på at udfylde et ansøgningsskema til tre kvarters oplæg”, fortæller Irene Odgaard til Netavisen Pio. Socialdemokratiet har nu modtaget en endelig bekræftelse fra SIRI på, at Harrington kan deltage i arrangementet den 30. november.

Se ansøgningsskemaet fra SIRI her.

Flere kilder, som Netavisen Pio har talt med, oplever, at SIRI har strammet reglerne på det seneste. SIRI afviser dog i dag over for Politiken, at der er sket ændringer, og fortæller, at styrelsen blot følger de regler, der er på området.

Stram udlændingepolitik – ikke skør udlændingepolitik”
Socialdemokratiets Mattias Tesfaye kalder det ”ren kafkask”, da Netavisen Pio fanger ham fredag middag. Han slår fast, at Socialdemokratiet ønsker ”en stram udlændingepolitik, ikke en skør udlændingepolitik”.

Han undrer sig over, at det er medierne, der skal fortælle politikerne om, at en offentlig myndighed har foretaget anmeldelser og sendt bøder til blandt andet Folketinget. Han mistænker sagen for at være kørt helt af sporet, fordi den vedrører udlændingeområdet, som er politisk højspændt. På andre områder ville sagen formentlig være blevet løst for længst, mener Tesfaye:

”På uddannelsesområdet har jeg flere gange oplevet, at vi fik en melding om, at noget af det, vi havde vedtaget, slet ikke fungerede efter hensigten ude på skolerne. Så er vi alle sammen blevet enige om at ændre det, og det bruger vi ikke mere end et kvarter på. Men på udlændingeområdet fungerer den mekanisme simpelthen ikke.”

Ifølge Mattias Tesfaye er det afgørende, at forskere ikke kun færdes på universitet, men kommer ud og præsenterer deres forskning for resten af samfundet – det har de faktisk en pligt til. Derfor mener han også, at der er brug for at ændre reglerne:

”Vi vil nu tage kontakt til ministeren for fortælle, at vi godt kan støtte, at man ændrer reglerne sådan, at man udvider forståelsen af, hvad en forskers opgave består i”, fortæller han.

Han understreget dog, at det stadig er vigtigt at have regler og kontrol med udlændinge, som kommer til Danmark for at arbejde, for på den måde at sikre, at reglerne ikke udnyttes til social dumping.

 

Opdateret (19/11-17): Det fremgik af den oprindelige artikel, at Socialdemokratiet og Brooke Harrington endnu ikke havde modtaget tilladelse fra SIRI til arrangementet 30. november. SIRI har imidlertid givet tilladelsen til, at Brooke Harrington kan deltage. 


Kommentarer fra Facebook