Venstrefløjen har i årtier af frygt for at virke fremmedfjendske undgået at italesætte seriøse integrationsproblemer. I stedet har man udelukkende forsøgt at markere sig ved at være hensynsfulde og holde hånden over etniske minoriteter, når disse blev kritiseret af højrefløjen.

Men venstrefløjens hensynstagen er dybt problematisk og ikke spor integrationsfremmende. Jeg frygter, at særlige rettigheder vil splitte vores samfund og ødelægge vores fællesskab.

For nyligt blussede frikadelle-debatten op endnu engang. Det skete i forbindelse med en udtalelse af nyudnævnte social- og integrationsminister Manu Sareen i Politiken den 4. februar 2014.

Ministeren mener, det er upåklageligt, at børnehaver undlader at servere svinekød, hvis en andel af børnene tilhører en etnisk minoritet.

Følger man ministerens tankegang, bør offentlige institutioner tillige undlade at servere alle former for kød, da flere borgere i dag er vegetarer. Eller droppe at servere alt godt fra havet, da der også er kræsne borgere som undertegnede, der ikke kan fordrage fisk. Jeg skulle jo nødigt blive stødt af, at min sidemakker havde munden fuld af makrel.

Har vi en skoleklasse med tolv kulturkristne, tre vegetarer, tre hinduer, to jehovas vidner og fem muslimske elever, skal der vel tages hensyn til hele rækken?

Tankegangen er et bekymrende udtryk for, at offentlige institutioner bør indordne sig efter bestemte borgeres overbevisninger. Det bør være borgerne, der indretter sig efter institutionernes regler. Ikke omvendt.

Hvorfor anerkender ministeren ikke princippet om adskillelsen af stat og religion? Og hvorfor skal der gælde forskellige regler for borgere, der bor i samme land?

Eksempler på særlige hensyn i folkeskolen er talrige. Børn, der fritages fra kristendomsundervisning. Børn, der ikke må komme med på lejrtur. Og børn, der ikke må deltage i svømning.

Selvfølgelig skal der ikke tages særlige hensyn i offentlige institutioner. Krav om halalslagtet kød, kønsopdelte klubber og kønsopdelt svømning er i strid med vores grundlæggende princip om, at alle borgere skal behandles lige.

Debatten om særlige hensyn er vigtig, men den må ikke lede til, at Dansk Folkeparti får indført særlige forbud rettet mod bestemte befolkningsgrupper, som de tidligere har foreslået. Senest med forslaget om at nægte muslimske indvandrere indfødsret på baggrund af deres religion.

Vi er én befolkning, og derfor skal der gælde de samme regler for alle borgere. Selvfølgelig skal udbuddet af mad i daginstitutioner, folkeskoler og på hospitaler være bredt, men vi bør aldrig indføre særlige hensyn eller særlige forbud rettet mod bestemte borgere. For på den måde ødelægger vi fællesskabet og sammenhængskraften.

Kanishka Dastageer (f. 1991) læser til daglig statskundskab ved Københavns Universitet. I oktober meldte han sig ud af Radikal Ungdom og ind i DSU. Dette som konsekvens af Radikal Ungdoms integrationspolitik.