Et hundrede folketingsmedlemmer. Så mange ud af i alt 179 havde en akademisk baggrund efter valget i 2011. Det er 56 procent. I hele befolkningen er tallet kun 10 procent. Denne kendsgerning er jævnligt til diskussion. Vi diskuterer politikernes uddannelsesbaggrund og erhvervserfaring – eller mangel på samme.

I et kommentarspor på ekstrabladet.dk fandt jeg for nylig følgende kommentar: ”Ja, endnu en akademiker, der aldrig har lavet andet end at læse. Hvordan skal det gå vores gode gamle arbejderparti, når ledelsen aldrig har været i berøring med et stykke ærligt arbejde?” Akademikerleden er til at tage og føle på.

Det diskuteres, om de universitetsuddannede magthavere har føling med helt almindelige danskere og deres hverdag, bekymringer og tanker. For en god måneds tid siden brugte flere medier det som journalistisk vinkling, at en havnearbejder nu blev socialdemokratisk gruppeformand. Det kendetegnende for folketingsmedlemmet Leif Lahn var altså hans erhvervserfaring og ikke hans politiske hjertesager eller geografiske tilhørsforhold.

Halvstuderede røvere og universitetsuddannede levebrødspolitikere får kritik for at leve i en osteklokke og være ude af trit med befolkningens bekymringer og synspunkter. Kritikken er da også berettiget. Men som ung politisk aktiv, der måske nok har en politiker i maven, kan jeg godt frygte, om jeg på forhånd vil blive diskvalificeret til at tale det arbejdende folks sag i dansk politik, nu når jeg tager en universitetsuddannelse.

Arbejderbørn i alle byer, uddan jer!
Begge mine forældre er faglærte. De er uddannede speditører, og ingen af dem har gået på universitetet. Jeg er vokset op med en far, der var tillidsmand igennem tolv år og fik forhandlet den første overenskomst nogensinde hjem for de HK-ansatte på sin daværende arbejdsplads. Jeg har altid klaret mig godt i skolen, knoklede på og fik et flot gennemsnit fra gymnasiet og ville derefter gerne på universitetet. Nu studerer jeg retorik på Københavns Universitet.

Jeg har gjort det, som arbejderklassens børn gennem hundrede år har fået at vide, at de skulle: tage en uddannelse. Gå et skridt op ad uddannelsesstigen! Og det er jeg i fuld gang med. Men derfor vil jeg ikke diskvalificeres som værende en dårligere politiker - en dårligere socialdemokratisk politiker - der skal varetage helt almindelige lønmodtageres interesser.

Hvis jeg en dag bliver folkevalgt, skal det ikke ske med mærkater om, at jeg er en verdensfjern og elitær akademikersnude, der er ude af trit med den brede befolknings tanker og bekymringer. Jeg håber da også, at jeg kan vise, at det skal være løgn. For tag ikke fejl: Jeg vil allerhelst først færdiggøre min uddannelse og få et job. Det er da heldigvis heller ikke min oplevelse, at man som universitetsuddannet pr. definition ikke kan være en god repræsentant for de hårdtarbejdende danskere i middelklassen.

Tag eksempelvis politikere som Peter Hummelgaard (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF), der begge har akademiske uddannelser. De formår at bevare jordforbindelsen, italesætte danskernes bekymringer og tale et sprog, man forstår.

Hummelgaard er "født med flybrændstof i blodet" som søn af to ufaglærte lufthavnsarbejdere fra Kastrup. Ofte nævner han, at hans parti i 1990’erne negligerede integrationsproblemerne til arbejdernes store fortvivlelse. I dag viser han, at politik handler om interessekonflikter, når han kalder til værdikamp for, at kriseregningen ikke må sendes til den hårdtarbejdende middelklasse, men til spekulanterne.

Kristian Thulesen Dahl er leder af det parti, som for øjeblikket appellerer bedst til lønmodtagerne – selv om han er cand.merc.jur., blev valgt til Folketinget som 25-årig og reelt ikke har nogen erhvervserfaring. Alligevel har han godt fat i lønmodtagerne.

Lærepladser og lejeboliger blev glemt af eliten
Vælgernes akademikerlede har naturligvis sine klare politiske årsager. Jeg tror helt afgjort, at den er blevet opbygget ad åre, og den er en folkelig reaktion på en oplevelse af, at den herskende politiske klasse har negligeret eller overset helt centrale spørgsmål.

Det er ikke den akademiske elite, som er skræmt af globalisering, indvandring eller flytning af magt til Bruxelles eller embedsværket. I akademikerens øjne er globalisering lig med muligheden for at udleve den kosmopolitiske drøm, og indvandringen er en multikulturel berigelse.

Det er ikke den akademiske elite, der oplever udfordringerne med integrationen i ghettoerne. Det er ikke akademikeren, som ser sit job blive truet eller forsvinde som følge af et globalt konkurrencekapløb. Hvor LO-lønmodtagerne bliver taget som gidsler og bedt om både at løbe hurtigere og gå ned i løn. Det er ikke akademikeren, som har problemer med at forstå politikernes akademikersprog, eller hvorfor Bruxelles skal have så meget magt. Det er groft sagt ikke akademikerne, der oplever skyggesiderne af globaliseringen eller indvandringen.

Jeg forstår godt, at man som vælger kan få nok af akademikervældet. Det kommer konkret til udtryk i to politiske områder.

Det er ikke den akademiske elite, som oplever, at erhvervsuddannelserne har været nedprioriteret i årtier. Vi har diskuteret universitets- og gymnasiereformer, mens tusinder af unge har stået ved forældede maskiner på erhvervsskolerne eller manglet læreplads samtidig med, at vi vil mangle faglærte i fremtiden. Var det politikernes børn, var problemet nok løst for længst.

Det er heller ikke den akademiske elite, som bor i socialt belastede boligområder. Ved de overhovedet, at der rent faktisk er noget, der hedder boligpolitik?

Vi fik med SRSF-regeringen en boligminister, men i de ti år forinden fandtes det ikke. I ti år var boligpolitik reduceret til at handle om boligejerne, flexlån og rentefradrag. Lejerne bekymrede ingen sig om. Selv om en million danskere bor alment. VK-regeringen fjernede endda 10 milliarder kroner fra Landsbyggefonden, så flere renoveringer af de almene boliger blev udskudt. Jeg har selv boet alment i Gellerupparken i Aarhus, som nu forskønnes. Det var da en oplagt politisk opgave at opprioritere lejernes vilkår og dagligdag i de almennyttige boligområder sådan helt generelt.

Hvis jeg en dag går ind i politik, vil jeg ikke dømmes ude eller dæmoniseres, fordi jeg har valgt en akademisk vej. Jeg har gjort det, som arbejderklassens børn har fået tudet ørerne fulde af i et hundrede år. Men det stiller også krav til mig om, at jeg skal gøre mig fortjent til middelklasse-Danmarks respekt ved at bevare jordforbindelsen og tage mig i agt for de elitære og akademiske tendenser, som den politiske klasse har oplevet. Det har både Peter Hummelgaard og Kristian Thulesen Dahl været bevidste om.

Det afgørende må være, at man som politiker kan forstå de bekymringer, som helt almindelige lønmodtagere har, og at man både kan analysere tendenser og problemer i samfundet og levere svar og løsninger – uanset baggrund og uddannelse.

Det burde politikere med en lang videregående uddannelse også kunne: nemlig at bedrive politik uden for den akademiske osteklokke.
Jakob Esmann (f. 1993) studerer retorik på Københavns Universitet, sidder i DSU's forretningsudvalg og er studentermedhjælper på Netavisen Pio.