Det var en landesorg, da statsminister Stauning døde i 1942. Midt i den største krise, det demokratiske Danmark har stået i – den nazistiske, tyske besættelse – døde landsfader Thorvald Stauning. Stauning, der havde ledt Danmark helskindet igennem 30’ernes depression og stod som en samlende national figur under den tyske besættelse af Danmark.

Reaktionerne på Staunings død – midt under besættelsen – var da også storladne. ”En Høvding er død just i en skæbnetung Tid, hvor vi mere end nogensinde behøvede hans Kløgt og Myndighed”, skrev partiavisen Social-Demokraten, der helt i tidens ånd for øvrigt konsekvent omtalte Stauning som ”Fører”.

” Stauning havde sin Rod i den danske Arbejderbevægelse, og han bevarede med den Trofasthed, der var et fremtrædende Træk i hans Karakter, den stærke og varme Samfølelse med Arbejderne og andre Smaakaarsfolk Livet igennem. Men Ensidighed laa ham fjernt. Han var Realiteternes Mand og søgte gerne Samarbejde, hvor der var Mulighed for Resultater, som han ansaa for betydningsfulde. I det daglige Arbejde i Regeringen og paa Rigsdagen gav hans politiske Erfaring, hans klare Overblik og rolige Omdømme ham en Sikkerhed i Holdning, som indgød Tryghed og Respekt.”, uddybede partiavisen i sin reportage fra begravelsen.

Begravelsen var for øvrigt en historie for sig. Den afdøde statsminister blev kørt i ligtog gennem sin fødeby København, og 8.000 mennesker var inviteret til en mindehøjtidelighed i Forum på Frederiksberg. Omkring hans Baare samles nu med vor Konge Tusinder af Danske for at bringe en sidste Hilsen og vise ham den Hæder, vi er hans Livsværk skyldige”, sagde Staunings efterfølger som statsminister Vilhelm Buhl.

”Sin Livsgerning begyndte han som Arbejder i vor By og blev dybt grebet af Tidens Arbejderbevægelse. Med hele sin Sjæls Styrke satte han sine rige Kræfter ind paa Arbejderbevægelsens Rejsning og i Kampen for Bevægelsens idé: bedre Forhold for den store Befolkning og et nyt og bedre Samfund”, sagde Staunings ven siden ungdomsårene, Københavns Overborgmester Viggo Christensen.

Derfra blev den afdøde statsminister kørt til Bispebjerg Krematorium, hvor en allé af røde faner sagde et sidste farvel til landsfader Stauning. Også uden for Arbejderbevægelsens rækker vakte Staunings død genklang. Selv Politiken skrev positivt om Socialdemokratiet efter Staunings død. Således skrev forfatteren Johannes V. Jensen et mindedigt over Thorvald Stauning.